Samuelsen: Afghanistan skal ikke igen være tilholdssted for terrorister

DEBAT: Danmark forlænger den finansielle støtte til Afghanistan. Det skal forhindre, at landet bliver arnested for terrorgrupper, der kan true Danmark, og at Afghanistan bliver udgangspunkt for flygtninge- og migrationsstrømme mod Europa, skriver udenrigsministeren.

Af Anders Samuelsen (LA)
Udenrigsminister

Tidligere på ugen var jeg i Genève til konference om Afghanistan. Vi mødtes for at drøfte den seneste udvikling, fortsatte udfordringer og den fremtidige strategi i Afghanistan.

Mit budskab var klart: Vi skal fastholde den internationale støtte, ellers risikerer vi, at Afghanistan igen bliver et land med ufred, ustabilitet og et arnested for terroristgrupper, der kan true Vesten, som vi så det inden 2001.

Skrøbelig sikkerhed
Afghanistan befinder sig på et vigtigt tidspunkt i landets udvikling, siden Taliban med Nato og Danmarks hjælp blev afsat i 2001.

Lad mig være helt ærlig. Sikkerhedssituationen i Afghanistan er meget skrøbelig. Selvom Taliban ikke står til at kunne vinde krigen på slagmarken, så har de gennem optrappede terrorangreb formået at skabe utryghed blandt civilbefolkningen, og de har sat de afghanske sikkerhedsstyrker under pres i flere provinser. Situationen er samtidig ikke gjort bedre af, at andre terrorgrupper, herunder IS, også har øget deres aktivitet.

På trods af den skrøbelige sikkerhedssituation, og selvom målet om fred stadig synes at ligge et godt stykke ude i horisonten, så er det dog mit indtryk, at der nu tegner sig en vej. Derfor talte vi også om, hvordan det internationale samfund kan understøtte den afghanske regerings ambitioner om at finde en forhandlet fredsløsning med Taliban.

Forlænget støtte til politi og militær
Betydningen af det internationale samfunds fortsatte støtte i de spæde forhandlinger med Taliban var også det budskab, jeg fik fra de personer, jeg mødte i Afghanistan, da jeg besøgte landet for en måneds tid siden.

Jeg mødtes med den afghanske regering og også med vores internationale samarbejdspartnere. Samtidig hilste jeg på de danske soldater og fik lejlighed til at se nogle af resultaterne af den danske indsats i Afghanistan. Og vores indsats gør en forskel, som vi kan være stolte af.

Derfor annoncerede jeg også under mit besøg, at vi forlænger den finansielle støtte til det afghanske politi og militær fra 2018 til 2020.

Derudover har den danske regering på det seneste Nato-topmøde i juli besluttet at forlænge støtten på samme niveau helt frem til og med 2024. Den finansielle støtte til sikkerhedsstyrkerne komplementerer den indsats, vore soldater bidrager med, samt den øvrige finansielle støtte, vi giver til udvikling og den humanitære krise.

Og selvom det kan virke håbløst, når valg terroriseres, fordi Taliban og terrorgrupper som al-Qaeda og IS bruger selvmordsbomber, og utrygheden stiger, så sker der fremskridt.

Der sker fremskridt
For blot at give nogle få eksempler er befolkningens adgang til sundhedsvæsenet øget fra 9 til over 57 procent; den forventede levetid er vokset fra 44 til 61 år; dødeligheden i forbindelse med fødsler er faldet omkring 80 procent. Ifølge Verdensbanken gik næsten ingen i skole i tiden under Taliban-styret; nu har omkring halvdelen af alle børn adgang til undervisning, hvoraf en tredjedel er piger.

Det er resultater, som Danmark kan være stolt af at have bidraget til. Hertil synes jeg også, at det er værd at nævne den udbredte presse- og ytringsfrihed i landet.

Danmark bidrager også til den vigtige opgave med at kapacitetsopbygge de afghanske myndigheder, så de er i stand til at levere for eksempel undervisning og sundhedsklinikker til deres egne borgere. Det er vigtigt, at de kan stå på egne ben, når det internationale samfund gradvist udfaser deres støtte. Og ja, Afghanistan er fortsat præget af udbredt korruption, men netop det arbejder Danmark aktivt for at gøre noget ved sammen med vores nationale og internationale partnere.

Vi arbejder hele tiden på at lukke hullerne. For eksempel er det med dansk medfinansiering lykkedes at mindske korruptionen inden for politiet, hvor der tidligere var mange såkaldte spøgelsespolitibetjente, det vil sige ansatte, der kun eksisterede på papir, og hvor lønninger blandt andet blev kanaliseret til overordnede. I dag får mere end 90 procent af de ansatte politifolk deres løn udbetalt elektronisk. Og de fleste er registreret ved hjælp af fingeraftryk og andre biometriske data, der kobles til et centralt personel- og datastyringssystem. Det har resulteret i betydelige besparelser til lønninger, som i stedet for kan anvendes på andre dele af lov og orden-arbejdet.

Det er et stort skridt i retning af øget gennemsigtighed og retmæssig anvendelse af de midler, som skal komme den afghanske befolkning til gode. Det betyder naturligvis ikke, at politiet er fri for korruption, men det tyder på, at korruptionsbekæmpelsen bevæger sig i den rigtige retning.

Vi kan også ønske Afghanistan tillykke med, at resultaterne af de økonomiske reformer nu så småt begynder at slå igennem. Afghanistan er netop hoppet 16 pladser op ad Verdensbankens liste over, hvor let det er for små og mellemstore virksomheder at gøre forretninger. Fra et meget lavt niveau er Afghanistan blandt de økonomier, der har forbedret sig mest.

Den rigtige retning
Den udvikling skal fortsætte for afghanernes skyld, men også fordi et mere stabilt og fredeligt Afghanistan er i Danmarks og danskernes klare interesse.

Afghanistan må ikke igen blive et tilholdssted for terrorgrupper, der kan true Europa og Danmark. Og vi skal undgå, at Afghanistan bliver udgangspunkt for flygtninge- og migrationsstrømme mod Europa.

Resultaterne er skrøbelige og kan kun fastholdes på lang sigt, hvis der opnås større stabilitet i landet. Derfor holder Danmark sammen med vores internationale samarbejdspartnere fast i vores engagement.

Det er nemt at stirre sig blind på de enorme udfordringer, som Afghanistan står overfor. Det er nemt at blive i tvivl om, hvorvidt vores indsats virker. Og om det har gang på jord at fortsætte.

Men ser man på det store billede, så går tingene altså i den rigtige retning på flere områder. Og det bekræfter mig i, at vi skal fortsætte.

Jeg tror, at den helt almindelige afghaner blot ønsker sig fred og en bedre fremtid for sig selv og sin familie.

Og derfor er det mit håb, at vi sammen på internationalt plan kan fortsætte samarbejdet om at sikre en bedre fremtid for Afghanistan.

Forrige artikel Messerschmidt: Ingen grund til vestlig skyldfølelse Messerschmidt: Ingen grund til vestlig skyldfølelse Næste artikel Professor: Hyldest af menneskerets-domstolen er vildledende og unuanceret Professor: Hyldest af menneskerets-domstolen er vildledende og unuanceret
  • Anmeld

    Bjarne Bo Jensen

    Det rene vanvid

    Hvornår forstår politikerne, at det er det rene vanvid at fylde flere penge i et gennemkorrupt afghansk styre!
    At tro, at det hindrer terrorisme er naivt!

  • Anmeld

    Jens Erik Bech · Hr.

    Det er videnskabelig bevist at Islam ikke kan reformeres

    "Koranen er skrevet direkte af Gud" Derfor er det blasfemisk at revidere dens opfattelser. Det kan enhver muslimsk nabo fortælle "Reformatoren".Og han gør det! "Reformatoren" løber snart ind i en pøbel med sten i hænderne. Vi ser det igen og igen, ude i virkeligheden.
    At øse penge ud i Afghanistan er subsidier til den vestlige civilisations mordere!

  • Anmeld

    Ivar Nielsen

    Samuelsen må være helt afkoblet virkeligheden

    hvor flere lande har været involveret i årtier lange krige og har måttet forlade krigsskuepladsen i Afghanistan som tabere som det nu også sker for den NATO alliance der så skammeligt blev indsat med Bush administrationens løgne.
    Hvorfor skulle Afghanistan angribes når de fleste påståede terrorrister ved 9/11 var fra Saudiarabien?
    Samuelsen må slutte med at spille "international statsmand" og se realiteterne i øjnene.

  • Anmeld

    Erik Mørk

    Verden bedste

    Må verdens bedste udenrigsminister fra sit høje træ, mener noget, må det være rigtigt.
    Så kan vi andre ryste på hoved af det.

  • Anmeld

    S.Andersen

    Åh nej.

    Forlang dog noget håndgribeligt i bytte med de mange støttemilioner...
    Hvad med at dele støttekronerne op i portioner der udbetales hvergang Afghanerne hjemtager f.eks 100 af deres egne borgere der opholder sig uønsket her i landet?
    At fortsætte med at poste penge i det som alle betegner som et; Shithole on Earth er da absurd og tåbeligt.

  • Anmeld

    JACK SPARROW · TALSMAND FOR DE STEMMELØSE

    HVEM ER TERRORISTER- DIG ELLER AFGHANER?

    DK har angrebet Afghanistan og ikke modsat. Vil du sende din knægt til Afghanistan istedet for de andre som i glemmer efter de kommer hjem skadet fysisk eller psykisk og placerer dem i skovene og hvis de er heldige ender i hvad i kalder veteran hjem. Stop at bruge penge i Afghanistan og kalde soldaterne hjem. Stop frygt skabende virksomheden du driver og dine elite venner. I mister intet i Afghanistan. De er udkants danskere og civile befolkninge i Afghanistan.

  • Anmeld

    Anthony Barrett

    Efter folketingsvalget i 2019

    Ingen kender udfaldet, men vi er mange, der ser frem til, at Danmarks gennem alle tider mest inkompente udenrigsminister - Villy Søvndal inklusive - Anders Samuelsen, får frataget sin udenrigsministerpost.