SF: EU skal bakke op om inddragelse af verdenssamfundet

Af Margrete Auken
Medlem af Europa-Parlamentet for SF

I sin tale til FN’s generalforsamling fastslog præsidenten for det Palæstinensiske selvstyre, Mahmoud Abbas, at han vil bede Sikkerhedsrådet om at sætte en deadline for Israels tilbagetrækning til 1967-grænserne til november 2016.

… det virker til, at både EU og Israel (og USA) foretrækker krig, undertrykkelse, apartheid og ekstremisme frem for at skabe betingelserne for en fredelig sameksistens. 

Margrete Auken
Medlem af Europa-Parlamentet for SF

Det fik ikke meget opmærksomhed i medierne, men det signalerer faktisk et markant skifte i PLO’s strategi.

Efter at have forhandlet med Israel i årtier vil palæstinenserne i højere grad søge at involvere det internationale samfund. Det sker selvfølgelig i erkendelse af, at palæstinenserne ikke har fået andet end bosættelser og hårdere besættelse ud af at lade USA lede forhandlingerne.

Forhindrer to-statsløsning
Jeg har flere gange påpeget, at EU’s aktive politiske engagement er den eneste mulighed for at løse konflikten. USA vover ikke at skubbe på, selvom det er blevet tydeligt, at israelerne er ikke for alvor er interesseret i at afslutte besættelsen. Men samtidig har det rigtigt nok også været svært at skimte den fornødne politiske vilje i EU til at lægge pres på Israel.

I det mindste burde Danmark og EU bakke op om inddragelse af verdenssamfundet og ikke igen fejt putte sig bag USA og igen lade palæstinenserne alene med Israel og USA.

Senest så vi under Gazakrigen, at EU’s medlemmer af FN’s Menneskerettighedsråd alle stemte blankt til oprettelsen af en uafhængig kommission til at undersøge både Israels og Hamas’ forbrydelser under krigen.

Samtidig forlyder det, at flere EU-lande presser PLO og Abbas til at forhindre, at palæstinenserne går til den Internationale Krigsforbryderdomstol, ICC, som de kan efter Palæstinas opgradering i FN i 2012.

Mere end nogen andre har EU arbejdet for at legitimere et internationalt juridisk system og støttet ICC. Det er derfor pinligt og undergravende for EU’s troværdighed at se EU-landene beskytte Israel, som om Israel er hævet over loven, som de ellers ivrigt insisterer på, at alle andre skal følge.

EU’s handlingslammelse skader ikke kun Europas omdømme og manglende relevans – den truer også med endeligt at smække døren i for håbet om to-statsløsningen. Det vil få alvorlige følger for både Israel og Palæstina, men det virker til, at både EU og Israel (og USA) foretrækker krig, undertrykkelse, apartheid og ekstremisme frem for at skabe betingelserne for en fredelig sameksistens.

Hvorfor virker dét tryggere for EU og Danmark end at gå sammen med Palæstina ad det ellers så lovpriste multilaterale spor?