Debat

SF: To-statsløsningen er nærmest et tomt ritual

Margrete Auken
Margrete Auken Medlem af Europa-Parlamentet for SF

DEBAT: Der er bred enighed om, at to-statsløsningen er midlet mod Israel-Palæstina-konflikten, men alligevel synes hverken USA eller EU at være villig til at sætte handling bag ord og lægge afgørende pres på besættelsesmagten Israel. Det skriver Margrete Auken, medlem af Europa-Parlamentet for SF.

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Margrete Auken
Medlem af Europa-Parlamentet for SF

Det er hårdt for mig at skrive disse ord, men jeg er nødt til det. Igennem årtier har jeg forsvaret to-statsløsningen som den eneste realistiske og fredelige mulighed, når mange af mine venner og kollegaer erklærede den død.

Hvorfor skulle Israels regering pludselig respektere international lov, når det absolut ingen konsekvenser har ikke at gøre det?

Margrete Auken
Medlem af Europa-Parlamentet for SF

Mens israelske bosættelser har blomstret, og den ene amerikanske præsident efter den anden er blevet ydmyget af israelerne, har jeg fastholdt, at et selvstændigt Palæstina er den eneste løsning.

Jeg er ikke i tvivl om, at det er i Israels klare interesse at slutte fred og stille sig tilfreds med de 78 procent af det oprindelige Palæstina, som både det internationale samfund og palæstinenserne accepterer som Israel.

Fakta
Fra 23. september og en måned frem sætter Udviklingsdebatten fokus Israel-Palæstina konflikten.

Mød denne måneds debatpanel her.

Udviklingsdebatten på Altinget : udvikling har til formål at fokusere og styrke den udviklingspolitiske debat i Danmark. Løbende inviterer Altinget : udvikling eksperter, politikere, fagfolk og interesseorganisationer til at debattere udvalgte emner og/eller problemstillinger inden for udviklingsområdet. 

Bland dig gerne i debatten ved at sende en mail til [email protected].

Skiftende israelske regeringer har dog tydeligvis forfulgt en anden politik og fastholdt besættelsen med fortsat udbygning af bosættelser og fordrivelse af palæstinenserne fra deres jord. Med henblik på hvad?

I det internationale samfund er der bred enighed om, hvordan løsningen på konflikten ser ud, men alligevel synes hverken USA eller EU at være villig til at sætte handling bag ord og lægge afgørende pres på besættelsesmagten Israel.

Kun gulerødder til Israel
Over sommeren er mit mismod vokset. På trods af klare overgreb fra Israels side har især EU skuffet fælt. I Parlamentet har vi vedtaget to forfærdelige resolutioner, der mere eller mindre giver Israel carte blanche til at fortsætte besættelsen. Angrebet på Gaza bliver betragtet som selvforsvar, og i resolutionen fra sidste uge er nævnelsen af to-statsløsningen nærmest et tomt ritual. Der er ikke skygge af krav til Israel om at afslutte den militære besættelse.

I Ministerrådets erklæring hedder det om våbenhvilen mellem Israel og Hamas, at tilbagevenden til status quo ikke er en mulighed, det lød løfterigt: tager man omsider fat på at få besættelsen væk? Der var ikke et ord om, hvordan regeringerne ville tage fat på det. I EP-resolutionen var det blevet til ’status quo i Gaza’ – altså bare en lille lindring af belejringen! 

Det står efterhånden tydeligt for mig, at selvom EU har en række konkrete værktøjer ved hånden, vover ingen at bruge dem. Senest hørte jeg fra udenrigsrepræsentant Ashtons kontor, at de arbejder på en model, der vil gøre Israel og Palæstina til privilegeret partner nærmest på linje med Norge. Men det er kun belønning til Israel. Det besatte Palæstina har ringe mulighed for at udvikle sin økonomi, så det giver mening.

Israel har allerede store privilegier gennem partnerskabsaftalen, men i stedet for at kigge nærmere på, om Israel overholder sin del, art. 2 om menneskerettigheder, foreslår EU at tilbyde endnu mere. Gulerødderne svulmer, mens pisken synes helt udenfor rækkevidde. 

Ingen konsekvenser, ingen respekt
Det ved Israel udmærket, og offentliggørelsen af den største annektering af palæstinensisk land i årtier lige efter ”våbenhvilen” med Hamas sendte et fælt signal til det internationale samfund: ”Israel gør lige præcis, hvad det passer os, I har alligevel ikke tænkt jer at gøre noget ved det.”

Hvorfor skulle Israels regering pludselig respektere international lov, når det absolut ingen konsekvenser har ikke at gøre det?

Jeg er som sagt ved at miste troen på to-statsløsningen. Israelerne er tydeligvis ikke interesseret, og palæstinenserne kan ikke gennemtrumfe den alene.

To-statsløsningen kræver opbakning
Den eneste chance er pres fra det internationale samfund – især USA og EU – men her mangler viljen til at ledsage de mange fine erklæringer og milliarderne i bistand med troværdige politiske tiltag.

To-statsløsningens død bliver med stor sandsynlighed forfærdeligt for både israelerne og palæstinenserne, som kan se frem til årtiers voldelig konfrontationer. Vi går en mørk tid i møde, hvis håbet om en forhandlet løsning svinder helt væk. Men det er på tide, vi ser sandheden i øjnene og indretter vores sprogbrug og krav efter det. 

Hvis vi ikke er villige til at give to-statsløsningen den nødvendige opbakning, bør vi i det mindste have modet til klart at sige det. Så bliver Israel for alvor en apartheidstat i en meget grim udgave, og så må vi jo til at kæmpe for én stat med lige rettigheder for alle borgere uanset race, religion, oprindelse eller hudfarve.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Margrete Auken

MEP (SF), næstformand i Europa-Parlamentets Palæstinadelegation
cand.theol. (Københavns Uni. 1971), sognepræst emerita

0:000:00