SF: Væksten er våbnet i kampen mod ulighed

Af Trine Mach (SF)
Udviklingsordfører

Der var en grund til, at erhvervsinstrumenterne stod for skud, da vi forhandlede om at finde ’den forbandede milliard’ på udviklingsbistanden i efterårets finanslovsforhandlinger.

Nemlig, at udviklingsbistandens kerneopgave er at bidrage til bekæmpelse af fattigdom. Det kan ske på en række forskellige måder – gennem menneskerettighedsfremme, antikorruption, kvinders rettigheder, støtte til landbrugsudvikling, reformer i sundheds- eller uddannelsessektorerne. Listen er lang.

At fattige samfund ultimativt har brug for økonomisk vækst er selvsagt.

Lige så selvsagt er det, at det langt fra er alle former for vækst, der skaber jobs. Og den slags vækst er (heller) ikke specielt interessant i lande, hvor manglen på jobs er med til at fastholde mennesker i fattigdom.

Det er heller ikke al slags vækst, der er bæredygtig – det være sig social, økonomisk og miljømæssigt. Den slags vækst er ikke specielt interessant i nogen lande overhovedet.

At ulighed skal have en central plads i post-2015 målene er vigtigt. Det skal bare ikke fjerne fokus fra fattigdomsbekæmpelse samtidig.

Trine Mach (SF)
Udviklingsordfører

Samtidig ved vi, at ulighed er en alvorlig global trussel mod sammenhængskraft, fred og stabilitet og ja – mod bæredygtig udvikling. Tilbage i starten af 2014 konkluderede Den internationale Valutafond, IMF, at øget ulighed kan skade væksten i et samfund. De konkluderede i øvrigt også, at omfordeling generelt set ikke skader økonomien. I december 2014 var det så OECD, der meldte sig med konklusioner om, at ulighed skader væksten. Ulighed begrænser social mobilitet, begrænser fattige børns mulighed for uddannelse osv.

At ulighed skal have en central plads i post-2015 målene er vigtigt. Det skal bare ikke fjerne fokus fra fattigdomsbekæmpelse samtidig.

Erhvervsinstrumenterne skal revolutioneres
Skal erhvervsinstrumenterne – som ministeren efter en evaluering, hvis konklusion var, at de ikke har haft tilstrækkelig effekt på jobskabelse og bæredygtig vækst, klogeligt satte i bero – gentænkes og have relevans som del af udviklingsbistanden, så skal de revolutioneres ganske kraftigt.

Man kan godt forestille sig forskellige veje til, hvordan danske virksomheder kan indgå i dansk udviklingsbistand. Der er eksempelvis et åbenlyst behov for teknologioverførsel i kampen mod miljøproblemer og klimaforandringer. Sat sammen på den rigtige måde, kan involvering af private virksomheder med rettighedsngo’er, landbrugsaktører, klimatilpasningsaktører etc. have et stort potentiale.

Men det er hele tiden en diskussion værd, hvordan udviklingsbistanden bruges rigtigt.

Og her hjælper det altså ikke noget, at have hverken en ideologisk bestemt involvering af privat erhvervsliv eller en strukturel, begrundet i at handle og udvikling pt. ligger hos én og samme minister.

Klokkeklare præmisser
Det er dels afgørende, at det ikke er slet skjult støtte til danske virksomheders eventyr på nye markeder. Dels skal virksomhedssamarbejdet ikke alene komme de to deltagende virksomheder til gavn. Den slags i øvrigt fine engagementer må finde støttekroner andre steder.

Når formanden for IDA Global Development, Erik Blas, skriver, at raison d'être for privat virksomheder er at skabe overskud til virksomhedens ejer, og at det ikke nødvendigvis er sammenfaldende med de bredere offentlige interesser, så er det kernen af det dilemma, som involvering af erhvervslivet i udviklingsbistanden er.

Derfor er det også nødvendigt, at der lægges klokkeklare præmisser frem for, hvad et sådant engagement skal bidrage til. Blandt dem er ikke mindst, at vækst skal være jobskabende, inklusiv og bæredygtig. At det skal understøtte kampen mod ulighed og fattigdom. At der skal tages afsæt i det enkelte udviklingslands behov.

Og det kræver lidt mere end småjusteringer af de eksisterende instrumenter.