Skal vi rykke helt tilbage til start?

Af Peter Viggo Jakobsen
Lektor, Forsvarsakademiet

Debatten om sammenhængen mellem sikkerhedspolitik og udviklingsbistand, som er brudt ud i lys lue, fordi vi langt om længe kan skimte udgangen i Afghanistan, minder til forveksling om diskussionen tilbage i 2000.

Udenrigsministeriet med Partnerskab 2000 - Strategi for dansk udviklingspolitik og Forsvarsministeriet med et projekt om civilt-militært samarbejde (CIMIC) begyndte her at undersøge, hvordan man kunne få soldater, jurister, dommere, politifolk, nødhjælps- og bistandseksperter til at arbejde bedre sammen i bestræbelserne på at forebygge, håndtere og forhindre genopblussen af væbnede konflikter.

Skomager, bliv ved din læst
Det var ikke tanker, der solgte mange billetter. Udviklingseksperter mente ikke, man kunne arbejde langsigtet i konfliktzoner og stejlede ved tanken om, at man skulle bruge ”deres penge” til at afvæbne og reintegrere soldater i samfundet eller til at reformere staters sikkerhedssektor (væbnede styrker, efterretningstjeneste, politi, dommere osv.). De frygtede desuden, at deres penge i højere grad ville gå til at redde menneskeliv i højtprofilerede humanitære kriser og konflikter frem for det langsigtede arbejde, som stort set kun rammer avisernes forsider og TV-avisen, når noget går galt.

De humanitære organisationer ville ikke samarbejde med militæret af frygt for, at det ville gå ud over det humanitære frirum, der er en forudsætning for, at de kan løse deres opgaver uden at blive angrebet af de krigsførende parter. Hæren ville heller ikke fedtes mere ind i civile opgaver. Den havde fået mere end nok, da den i efteråret 1999 havde været nødt til at panik-udruste sin Kosovo-bataljon med skjolde, hjelme og tåregas for at håndtere de voldelige demonstranter på broen ved Mitrovica. Alle aktører foretrak at leve i hver sin silo med egne budgetter uden utidig indblanding udefra.

Samtænkningsbølgen
Det fik de ikke lov til. Efter CIMIC fulgte samtænkning som i en dansk kontekst blev en bestræbelse for at få alle danske aktører, inklusive nødhjælps- og udviklingsorganisationer, til at arbejde sammen for at stabilisere de områder, som danske soldater var indsat i. Alle danske aktiviteter skulle planlægges og koordineres ved operationens start, ligesom der skulle formuleres målsætninger for dens afslutning, så soldaterne kunne trækkes ud igen så hurtigt som muligt.

Igen kunne begejstringen ligge på et lille sted. Især nødhjælps- og udviklingsmiljøerne var kritiske, fordi det bandt dem til at skulle operere i de samme områder som de danske soldater, uanset om de kunne gøre større gavn andre steder. Samtænkning viste sig hurtigt umuligt at realisere i Irak og Afghanistan, fordi sikkerheden i de danske ansvarsområder var for dårlig til, at civile organisationer kunne arbejde uden militær beskyttelse. Det tvang de militære styrker til at eksperimentere med civile-militære enheder (Provincial Reconstruction Teams), som fik til opgave at igangsætte genopbygning under krigslignende forhold i håbet om, at det kunne bidrage til at skabe den sikkerhed og stabilitet, som ville gøre det muligt for civile aktører at udføre deres arbejde på samme måde, som det havde været tilfældet på Balkan.

At erfaringerne med disse eksperimenter i Afghanistan mildt sagt har været blandede kan ikke undre. Konteksten var håbløs. Hvis man ikke kan få styr på sikkerheden og heller ikke har nogle lokale ledere, som kan og vil tage ejerskab for at udvikle og genopbygge deres egne samfund, så kan man heller ikke skabe fundamentet for en stabil fred.

Smid ikke barnet ud med badevandet
At samtænkningsinitiativet var mangelfuldt, og at indsatserne i Irak og Afghanistan ikke har været de store succeser, fjerner ikke behovet for at etablere et bedre samarbejde mellem de statslige og ikke-statslige aktører, som Danmark og det internationale samfund anvender i sine bestræbelser på at forebygge, håndtere og forhindre genopblussen af væbnede konflikter.

Lige nu bruger alle danske aktører Irak- og Afghanistan-erfaringerne som et argument for at komme tilbage til start – til de gode gamle dage, hvor forsvaret, de humanitære organisationer og udviklingssektoren levede hver for sig. Hæren vil prioritere offensiv kamp og købe artilleri og tunge pansrede køretøjer på bælter, som det vil være dyrt og besværligt at indsætte langt væk hjemmefra, og som det er svært at se relevansen af, i lyset af at vi ikke længere kan indsætte mere end en bataljon gennem længere tid.

Udviklingsministeren sørgede for, at der ikke kom til at stå noget om samarbejde med militære styrker i sin nye udviklingsstrategi, og de humanitære organisationer taler om behovet for at genetablere deres humanitære frirum.

Hvis man ikke kan få styr på sikkerheden og heller ikke har nogle lokale ledere, som kan og vil tage ejerskab for at udvikle og genopbygge deres egne samfund, så kan man heller ikke skabe fundamentet for en stabil fred.

Peter Viggo Jakobsen
Lektor, Forsvarsakademiet

Der er bare et problem: De gode gamle dage kommer ikke igen. Behovet for at få alle relevante aktører til at spille bedre sammen i bestræbelserne på skabe bæredygtig fred i krigshærgede samfund er stadig til stede. Den fælles udfordring er at få forbedret dette samspil, så vi undgår fejlene fra Irak og Afghanistan. Kunne vi ikke få en diskussion om det, please?