Sociale investeringer trender i Asien

FILANTROPISK UDSYN: I dele af Asien skruer fonde og investorer op for 'impact investments' i socialøkonomiske virksomheder, der ligesom i Europa knopskyder for tiden.

Af Peter Bengtsen
Korrespondent

Hvis du i Bangkoks supermarkeder køber cocktailpølser, må du affinde dig med, at hver eneste lille pølse er pakket ind i plastic. De tager sin tid at pille ud, skulle jeg hilse og sige.

I Hong Kong smider de over fem millioner plastikflasker i skraldespanden. Dagligt. Genbrugsmekanismer er langtfra fuldt ud taget i brug, endsige fuldt udviklede, med den konsekvens, at lossepladserne bugner af plastik.

Plasticaffald er et af klodens største miljøproblemer og er ligeså aktuelt at håndtere i Asiens som i Europas storbyer.

Det vil Bottless, en socialøkonomisk virksomhed med sloganet 'Refill rather than landfill' gøre noget ved. I 2015 fik de opstartskapital til at udvikle og afprøve forretningsmodellen, som efter fire år har givet over 40 partnerskaber med virksomheder inden for fødevarebranchen, retail, ejendomme og events, der blandt andet tæller Citysuper, LH Group og Shell.

Bottless selv er én af en række socialøkonomiske virksomheder, som fonden Social Ventures Hong Kong har skudt penge i og rådgivet siden 2007, hvor den blev stiftet som Hongkongs første venturefilantropiske fond.

"Genbrug og innovation af plasticforbrug og mademballage har stor lydhørhed i Hongkong. På alle niveauer, fra manden på gaden over madsælgeren på hjørnet til butikker og store virksomheders kantiner," siger Francis Ngai, CEO og stifter af Social Ventures Hong Kong.

"Vi tror på, at socialøkonomiske virksomheder kan udnytte de muligheder for innovation og samarbejde, de har i kraft af deres placering mellem virksomheder på den ene side og velfærdsinstitutioner på den anden," siger han. 

Hvor kommer pengene fra?
Siden Social Ventures Hong Kong blev etableret for over ti år siden, er der kommet mange flere, og ikke mindst større, investorer på banen med risikovillig kapital til markedsbaserede sociale og miljømæssige løsninger. I Sydøstasien alene blev der eksempelvist investeret seks milliarder kroner i 2007-2017.

"Den sociale bevidsthed er stigende blandt Asiens investorer," fortæller Sertac Yeltekin fra Insitor Partners, et venture capital-selskab fra Singapore.

[Artiklen fortsætter efter grafikken] 

Singapore er ikke kun et af Asiens finanscentre for banker og kapitalfonde i alle afskygninger, men også for investorer som Insitor Partners, Bamboo Capital og Blue Orchard, der kanaliserer midler med for­ventninger om afkast ud til socialøkonomiske virksom­heder i lande som Myanmar, Cambodia, Pakistan, Indien med videre.

Gennem to impactinvesteringsfonde har Insitor over det seneste årti investeret over 200 millioner kroner i iværk­sætter­projekter inden for sundhed, uddannelse, energi og mikrolån i Cambodia, Myanmar og Indien.

"Vi investerer i samfundsudvikling. Det er et lovende marked for investorer med appetit på sociale formål," siger Sertac Yeltekin. 

Også i Hongkong, Japan og Sydkorea får flere investorer et socialt sigte. Crevisse Partners fra Sydkorea er blot ét eksempel, der investerer i opstart og vækst for sociale iværksætterfirmaer inden for uddannelse, energi, bolig og mere med tilskud eller lån fra 50-500.000 kroner til opstart og tre-seks millioner kroner til skalering. Investeringerne er langsigtede over fem-otte år og med forventninger om afkast på 10-30 procent.

Midlerne, der skydes ind i sociale tiltag, kommer fra et bredt udvalg af investorer i Asien. I starten kom pengene fra rigmænd, familiefonde og udviklingsbanker, men nu investerer også kommercielle banker og kapitalfonde i sociale løsninger og forventer afkast.

Eksempelvis har Japans næststørste bank, Sumitomo Mitsui Banking Corporation, investeret i landets første sociale obligationer og er ved at stifte en social investeringsfond. Den multinationale United Overseas Bank med hovedkvarter i Singapore har oprettet en afdeling til sociale investeringer. Den sydkoreanske KEB Hana Bank støtter socialøkonomiske virksomheder gennem sit medejerskab af en fond under The Happiness Foundation.

Dødens Dal
"Når vi støtter sociale iværksættere, arbejder vi med to målsætninger: Den første er at undgå den tidlige projektdød. Vi hjælper dem med at holde hovedet oven vande i de første år," siger Francis Ngai fra Hong Kong.

"Hvis de klarer den, er næste målsætning at opskalere. Men det er svært, mange klarer den ikke, for investorerne vil helst gå ind i meget modne projekter."

Dén udfordring er langtfra ukendt blandt fonde og sociale iværksættere i andre dele af Asien. Endsige Europa.

I 2018 udgav videnscentret Asia Venture Philanthropy Network en analyse af funding-landskabet for socialøkonomiske virksomheder i Asien. Den konstaterede, at der især mangler kapital til socialøkonomiske virksomheders opstartsfase i store dele af Asien; men at der var enkelte undtagelser, som for eksempel i Sydkorea, hvor der derimod ikke er tilstrækkelige investeringsmuligheder til skalering.

Dødens Dal er en reel virkelighed for mange socialøkonomiske virksomheder i Asien, der knækker nakken de første år eller aldrig kommer videre, siger rapportens forfattere, men konstaterer, at der er flere, som prøver at afhjælpe problemet.

Senest har Angel Investors i Indonesien og Singtel, et teleselskab fra Singapore, søsat betydelige midler her. Og i Sydkorea er Happiness Foundation nu på banen med investeringer til opskalering af sociale løsninger. Der er betydelig udvikling.

Hvis man til gengæld klarer turen gennem Dødens Dal, er der i lande som Japan og Singapore gode muligheder for investeringer til skalering og bæredygtighed.

På baggrund af interviews med 52 asiatiske fonde og investorer viser Singapore-centrets rapport, at donortyperne har forskellige forventninger til afkast: Virksomheder donerer typisk gennem CSR-initiativer eller som velgørenhed og forventer sjældent afkast. Filantropiske fonde forventer afkast op til 10 procent, mens impactfonde og sociale investeringsfonde forventer 10-30 procent i afkast.

Sidstnævnte er da også den donortype, som arbejder mest langsigtet med støtteperioder mellem tre og syv år.

"Penge er ikke det eneste vigtige. Jeg lærer hver dag. Hvordan vi selv kan udvikle i et hurtigere tempo. Hvordan branchen har brug for flere inkubatorer til at hjælpe nye iværksættere med at forstå forretningsmodeller og finde donorer," siger Francis Ngai.

"Vi var nogen af de første og havde ingen til at guide os. Jeg håber, vi kan hjælpe nye på området med at komme hurtigere i gang".

Forrige artikel Rasmus Prehn i samråd: Private investeringer kan ikke løse problemer i udviklingslande alene Rasmus Prehn i samråd: Private investeringer kan ikke løse problemer i udviklingslande alene Næste artikel Unicef Danmark indgår største virksomhedspartnerskab til dato Unicef Danmark indgår største virksomhedspartnerskab til dato