Stifter Jesper Søe stopper på Globalnyt

AFSKED: Stifteren af Globalnyt Jesper Søe stopper på ulandssitet på grund af utilfredshed med ny ansvarshavende redaktør Peter Tygesen. Tygesen vil ikke kommentere sagen offentligt, men begræder Jesper Søes farvel.

71-årige Jesper Søe er fortid på Globalnyt.

Han stiftede selv det daværende ulandsnyt.dk i 2003, som siden ændrede navn til Globalnyt.

Jesper Søe har senest fungeret som navneredaktør, men tidligere i januar meddelte han i en mail til bestyrelsen, at han trækker sig, fordi han er utilfreds med den nyudnævnte ansvarshavende redaktør Peter Tygesen.

Altinget har forsøgt at få Jesper Søe til at uddybe i et interview, men det har han ikke ønsket.

I stedet har han delt den mail med os, som han sendte til bestyrelsen i Globalnyt.

Her fremgår det, at redaktionsledelsen har kritiseret Jesper Søe for manglende kildeangivelse af sine tekster. Derfor meddelte man ham i december, at hans artikler fremover skulle kvalitetssikres hos en redaktionssekretær.

Det blev Jesper Søe, som også er mangeårig redaktør af Danida-magasinet Udvikling, stødt over.

"Det er uhørt at gøre den slags mod en kollega, her en gammel, erfaren journalist," skriver han i mailen til bestyrelsen.

Begræder farvel
Peter Tygesen ønsker ikke at kommentere den konkrete uenighed, men siger til Altinget.

"Det er en personalesag, som jeg ikke kan gå ind i offentligt. Men jeg vil bare helt generelt sige, at vi går meget op i at overholde ophavsretloven. Det gælder også for vores frivillige," siger han.

Samtidig ærgrer han sig over, at Jesper Søe ikke længere skal stå for navnestoffet.

"Jeg havde virkelig håbet, at han fortsatte. Det har jeg også sagt til ham flere gange," siger Peter Tygesen.

Ud over uenigheden om det redaktionelle mener Jesper Søe også, at processen omkring ansættelsen af Peter Tygesen har været en for lukket proces. Den nye ansvarshavende redaktør blev ansat uden stillingsopslag og modkandidater.

"Også omstændighederne omkring Peter T.s ansættelse gør mig utryg," skriver Jesper Søe i mailen til bestyrelsen og fortsætter.

"Jeg ved, at der går topkandidater til jobbet som ansvarshavende redaktør rundt derude. Gedigne, vidende og erfarne folk, som bestyrelsen af indlysende grunde nu aldrig får kendskab til."

Tidligere formand Jan Kjær var ude med en lignende kritik i Altinget tirsdag. Han trak sig sig som formand i protest mod, at man ikke opslog stillingen som ansvarshavende redaktør.

"Flere har været meget forhippede på, at det absolut skulle være en hurtig proces, og at kandidaten skulle findes internt i bestyrelsen," sagde Jan Kjær og fortsatte.

"Man får jo indtryk af, at nogen primært har plejet egne interesser," sagde han.

Afviser udlægning
Jan Kjærs afløser på formandsposten Lisbet Fich afviser kategorisk den udlægning.

"Globalnyt har været under pres, og det var nødvendigt, at vi hurtigt fik tilført noget ledelseskraft til redaktionen," siger hun.

Lisbet Fich medgiver, at man i den ideelle verden havde haft et andet forløb op til ansættelsen af den ansvarshavende redaktør.

"Havde vi skullet ansætte på et andet tidspunkt, hvor vi ikke på samme måde havde været presset af eksempelvis sygemeldinger, er jeg principielt enig i, at vi skulle have slået stillingen op. Men vi stod i en situation, hvor det hele risikerede at kollapse, hvis ikke vi handlede hurtigt," siger hun.

Globalnyt holder torsdag ekstraordinær generalforsamling, for at bestyrelsen oven på en stribe udskiftninger atter kan blive beslutningsdygtig. Ifølge vedtægterne kan op til tre nye personer få plads i bestyrelsen.

Forrige artikel Grøn drejebog: Sådan vil EU nå 2030-verdensmål og leve op til Paris-aftalen Grøn drejebog: Sådan vil EU nå 2030-verdensmål og leve op til Paris-aftalen Næste artikel Gates Foundation og Unicef indgår unikt partnerskab: Sammen kan vi redde flere børn Gates Foundation og Unicef indgår unikt partnerskab: Sammen kan vi redde flere børn
Michael Svarer: Vellykket bog om den globale ulighed

Michael Svarer: Vellykket bog om den globale ulighed

ANMELDELSE: Der er et væld af overbevisende og velillustrerede pointer om den globale indkomstfordeling i Branko Milanovics bog ’Global ulighed’, skriver tidligere overvismand Michael Svarer.