Syrisk eksilforfatter: Sådan kan vi sikre fred i Syrien

DEBAT: Vestens apati har været med til at skabe den humanitære krise i Syrien, skriver eksilforfatter Jan Pêt Khorto og giver tre konkrete bud på, hvordan Danmark kan bidrage til varig fred.  

Af Jan Pêt Khorto
Næstformand for Det Syriske Kulturinstitut i Danmark og eksilforfatter fra Syrien

For mange vestlige politikere er det blevet en tung byrde, at der er opstået konsensus om, at det internationale samfund skal handle som en forenet styrke for at finde løsninger på den nuværende tragedie i Syrien.

Den amerikanske administrations handlingslammelse og tøvende rolle over de sidste par år viser tydeligt, at USA ikke ønsker at være ansvarlig for endnu en fejlslagen stat, særligt efter Irak.

Det ikke-interventionistiske standpunkt, som USA og dets allierede har taget, har været med til at skabe den humanitære krise i Syrien. Vanskelighederne ved at finde en afløser for Syriens diktator har været en hindring for den amerikanske administration, hvilket har påvirket andre vestlige regeringers evne og interesse i at engagere sig militært i konflikten mod Al-Assad.

Vestlige regeringers afhængighed af et amerikansk svar på internationale konflikter er beskæmmende, særligt i situationer, der kræver seriøs handling, som tilfældet er med Syrien.

Derfor har jeg vanskeligt ved at tro på, at en samlet vestlig aftale om at finde en løsning i Syrien kan komme på tale, og i endnu mindre grad med den nye Trump-administration.

Krigens udfald har betydning for hele regionen
Aleppos fald har vist, at det syriske regime – sammen med deres russiske og iranske allierede – sandsynligvis står på sejrssiden af konfliktspektret. Og at faldets følgevirkninger vil være med til at omforme forløbet i konflikten fra nu.

I det tilfælde så bliver det nuværende syriske regime (som repræsenterer Baath-partiet) ved magten i årtier, mens vestlige forhåbninger om at øge deres dominans i regionen falder til jorden.

Når det er sagt, så betyder en sides sejr over en anden ikke alene afslutningen på en fatal krig, men det betyder også, at sejrherrernes allierede får mulighed for at skabe fundamentet for at kunne dominere i regionen.

Derudover vil fortsat støtte til det, der er tilbage af den moderate svage opposition, kun føre til, at blodsudgydelserne fortsætter på grund af den ujævne magtbalance.

Således er der kun to muligheder tilbage:

1) Militær intervention: Frygten for at skabe mere kaos har skræmt adskillige vestlige regeringer fra at ty til denne løsning. Men hvis vi overvejer et militært indgreb i konflikten, skal vi overveje genopbygnings-stadiet – de politiske, økonomiske og sociale aspekter.

Saudierne, golfstaterne og Tyrkiet er ikke demokrati-klubber, så de kan være ansvarlige for at genopbygge infrastrukturen. EU skulle samtidig øge indsatsen med hensyn til det politiske og humanitære. Da russerne ikke vil sidde tilbage og se på, må USA tilbyde nogle incitamenter for, at russerne opgiver deres indblanding i konflikten – enten økonomiske eller strategiske.

Omfordeling af flygtninge vil tage tid, men i det mindste vil de komme tilbage til deres hjem og kunne deltage i den sociale genopbygning af landet.

2) Håndsrækning til krigsforbrydere: Vælger man ikke at gribe ind, er det en stiltiende accept af det gamle og nuværende undertrykkende system i Syrien – og dermed overvægten af totalitære, autokratiske regimer i regionen.

Et samarbejde med Rusland om at afslutte krigen vil muligvis stoppe krigshandlingerne på jorden. Men det vil øge Irans og Ruslands magt i hele regionen og skabe grobund for, at islamiske jihadister vil knopskyde i regionen på grund af den uendelige konflikt mellem sunnier og shi’aer.

For flygtninge bliver det sværere at vende hjem, særligt for dem, der er involveret i revolutionen. Og det er sandsynligt, at der vil være nye forsøg på at vælte Baath-regimet igen i fremtiden.

Danmarks muligheder
Men hvad kan Danmark gøre nu? Danmark kan tage rollen som den Gode. Og efterlade rollen som den Onde og Grimme til andre. Danmark kan:

  • Investere i at opbygge demokratisk forståelse hos flygtningene i diasporaen ved at investere i civilsamfunds-initiativer i Syriens nabolande og blandt flygtningegrupper i EU og andre vestlige lande.

  • Støtte studerendes uddannelse i nabolandene – både primær og endnu vigtigere længerevarende uddannelse. Det vil mindske risikoen for at skabe en ødelagt, fortabt og uuddannet generation af flygtninge.

  • Øge humanitær hjælp til flygtninge i nabolandene; ikke gennem FN, men afhængig af danske initiativer og programmer ved at skabe jobs og start-ups – i samarbejde med værtslandene.

Forrige artikel Ny debat om krigen i Syrien Ny debat om krigen i Syrien Næste artikel Ambassadør: Russisk diplomati har reddet verden fra krigsforbrydelser Ambassadør: Russisk diplomati har reddet verden fra krigsforbrydelser