Udviklingsdirektør: Kina har vendt blikket mod Afrika – det bør vi også
I løbet af to årtier har jeg rejst en hel del i Afrika og har set det ske. Jeg har bemærket, hvordan det har ændret samtalerne. Kinas geopolitiske gennemslagskraft kommer først i analyserne, skriver norsk udviklingsdirektør Bård Vegar Solhjell.
Bård Vegar Solhjell
Direktør, NoradPræsidentpaladset i Maputo, Mozambiques hovedstad, er omgivet af en statelig mur i kinesisk stil. Inde i den sidder en pagode. Der er næppe tvivl om, hvem der har betalt for opførelsen af paladskomplekset. At Mozambique er en tidligere portugisisk koloni, ses i de gamle byers gader, spredt på skilte og flag.
Men alt nyt og prangende er umiskendeligt kinesisk. Udenrigsministeriet, lufthavnen, den store bro og det nye nationale fodboldstadion. Alt sammen bygget af Kina.
At den store magt er til stede, kommer også til syne på andre måder. Der spises kinesisk mad og sælges forbrugsvarer produceret i Kina, kinesisk-ejede trawlere dominerer havnen. Byggepladser og faciliteter har skilte med kinesiske tegn. For at være på den sikre side, har fodboldstadionet fået store klassiske kinesiske søjler i indgangspartiet.
Den kinesiske indflydelse er gradvist blevet mere synlig på kontinentet. I Addis Ababa ligger hovedkvarteret for Den Afrikanske Union, en storslået bygning, der kostede 1,25 milliarder danske kroner. En gave fra Kina. I Kenya har Kina bygget den nye ekspresmotorvej i Nairobi. En række energiprojekter og havne langs hele kysten er blevet opgraderet med kinesisk kapital.
Kina er blevet Afrikas fremmeste handelspartner og ikke mindst den største långiver til afrikanske lande
Bård Vegar Solhjell
Direktør, Norges udviklingssamarbejde (Norad)
Kinesiske ledere har prioriteret besøg i Afrika. Som da præsident Xi Jinping var på charmeoffensiv mod Sydafrika, Rwanda og Senegal for at love milliarder i investeringer og åbne lufthavne og sportsarenaer.
Kinesisk ekspansion er ikke ny
I løbet af to årtier har jeg rejst en del i Afrika. Først som politiker og i de senere år som direktør for Norad (direktoratet for udviklingssamarbejde under det norske udenrigsministerium, red.), der forvalter omkring 20 milliarder norske kroner i norsk bistand.
Jeg har set det ske. Og jeg har lagt mærke til, hvordan det har ændret samtalerne.
Kinas geopolitiske påvirkning kommer først i analyserne. Lederne sammenligner vores bistand med Kinas. Afrikanske ledere – både myndigheder og virksomheder – besøger Kina og formidler deres indtryk.
Den kinesiske ekspansion i Afrika er ikke ny. Politisk set stammer alliancen fra den kolde krig. Den kinesiske ledelse var på det tidspunkt ret isoleret internationalt, men fandt støtte fra afrikanske ledere – og et fællesskab som udviklingslande i den såkaldte G77-gruppe.
Så accelererede Kinas indflydelse for alvor efter årtusindskiftet. Den var drevet af høj og langvarig kinesisk økonomisk vækst, som gav plads til internationale investeringer, kombineret med et skift i kinesisk udenrigspolitik mod en mere udadvendt og ekspansiv linje.
Kina er blevet Afrikas førende handelspartner og ikke mindst den største långiver til afrikanske lande. En almindelig fortælling er, at Kina har brug for naturressourcerne i Afrika, og det er nok korrekt. Leverancer af olie- og gasressourcer fra Afrika er indbygget i mange af aftalerne mellem de to parter.
Kina har også brug for vigtige metaller til sin vedvarende industri og ønsker adgang til det hurtigt voksende marked for forbrugsvarer, som Afrika er. Afrika har brug for penge – lån, bistand og investeringer i virksomheder.
Bistand uden vilkår
De fleste af os møder nok det kinesiske engagement med en stor portion skepsis. Det ville ligeledes være forkert ikke at medtage, hvordan Kina har bidraget til social og økonomisk fremgang, som flere undersøgelser viser. Kina yder lån – men også bistand.
Pengene fra Kina til Afrika kommer ofte ”no strings attached”. I modsætning til bistand fra Norge, som kommer med strenge krav til anti-korruption, lighed, menneskerettigheder og anstændige arbejdsforhold.
Pengene fra Kina til Afrika kommer ofte ”no strings attached”. I modsætning til bistand fra Norge, som kommer med strenge krav til anti-korruption, lighed, menneskerettigheder og anstændige arbejdsforhold
Bård Vegar Solhjell
Direktør, Norges udviklingssamarbejde (Norad)
Og det ville være naivt at udelukke Kinas globale ambitioner fra analysen. Kina er nu det land i verden med den største diplomatiske repræsentation i Afrika. Kina har struktureret den karakteristiske forbindelse mellem statslige interesser og økonomisk ekspansion i det omfattende infrastrukturprogram "Belt and Road Initiative". Dette er en ramme omkring utallige aftaler om at investere i infrastruktur – ofte med integrerede politiske retningslinjer.
Gennem sit brede engagement forhindrer Kina vesten i at dominere Afrika så stærkt, som vi historisk har gjort.
Kinesisk politisk tænkning er langsigtet. Særdeles langsigtet. Det bliver særligt synligt i lyset af den kortsigtede holdning, der har ramt den politiske kultur i mange vestlige demokratier.
En berømt historie går på, at da den tidligere kinesiske premierminister Zhou Enlai blev spurgt, hvad han mente den franske revolution i 1789 havde af betydning. Han siges at have tænkt over det, og svarede, at "det er for tidligt at sige". (Set i bakspejlet er der rejst tvivl om, hvorvidt han misforstod og henviste til studenteroprøret i 1968, men man skal aldrig tjekke så god en historie).
Større skepsis med øget gældsbyrde
I det sidste år, efter at det meste af verden åbnede op efter corona, har jeg igen rejst meget i Afrika – og har bemærket en holdningsændring. Større skepsis.
Den enorme kinesiske gældsbyrde begynder at tynge. I Angola, et fattigt land med 34 millioner indbyggere, "skylder" hver enkelt person i hovedstsden Luanda omkring 4.350 danske kroner til Kina, ifølge avisen Expansão. Mange af de kinesiske låneaftaler havde tilsyneladende gunstige henstandsperioder i starten, men senere hårde betalingsbetingelser. Det træder nu i kraft, og mange afrikanske lande er fanget i en gældsfælde.
Ydermere er der stigende skepsis i Afrika over for den kinesiske modus operandi – som er selv at bidrage med alt til de projekter, de søsætter. Ingeniører, arbejdere, materialer, mad, boliger, udstyr – alt kommer fra Kina og vil være der, så længe byggeperioden varer. Det skaber meget lidt lokal udvikling og få varige afrikanske arbejdspladser.
Og, må jeg tilføje, det er præcis det modsatte af måden at tænke på i vores bistand. Norge forsøger at bidrage til lokalt ledet udvikling så meget som muligt.
Kina er der for at blive
I Afrika, som andre steder i verden, er Kinas renommé blevet mere og mere svækket de seneste år. Men Kina er kommet for at blive. Et naturligt svar fra Norge og andre vestlige lande burde være at vise endnu større interesse for kontinentet i de kommende år.
For Afrika er mulighedernes kontinent, hvor middelklassens købekraft er stigende, energiforbruget er stigende og væksten er stærk mange steder. Samtidig er Afrika det kontinent, der har mest brug for vores bistand, grundet mængden af ekstremt fattige mennesker og klart de værste konsekvenser af klimaforandringerne.
Kina ser Afrika – og det bør vi også.
Dette indlæg blev første gang bragt på Altinget.no 27. november 2022.