Udviklingspolitisk Råd og minister: Vi støtter bedst gennem en pragmatisk tilgang

Vores udviklingsbistand skal ud at arbejde der, hvor den gavner bedst muligt, og hvor der er størst behov. Det siger sig selv. Men hvad der ikke siger selv er, hvordan vi gør det i praksis.

Vores udviklingssamarbejde foregår ofte der, hvor samfundene lader meget tilbage at ønske, hvad angår demokrati og menneskerettigheder. I nogle tilfælde er landene underlagt autokratiske ledere, der forbyder opposition eller slår hårdt ned på protester. Hvordan hjælper vi de fattigste befolkninger uden at støtte de værste autokrater?

Det kræver ikke kun godt diplomati, men også indsigt, viden og informationer fra mange forskellige sider. Udviklingspolitisk Råd blev etableret for at kunne tilbyde indsigt i for eksempel sådanne spørgsmål. Rådet er bredt sammensat.

En stor del af Danmarks udviklingsbistand går til afrikanske lande, fordi fattigdommen her er meget udbredt

Flemming Møller Mortensen (S) og Anne Mette Kjær
Hhv. udviklingsminister og formand for Udviklingspolitisk Råd

Medlemmerne repræsenterer industrien, landbruget, civilsamfundsorganisationer, fagbevægelsen, rådgivningsvirksomheder og forskning.

Tilsammen besidder medlemmerne en betydelig ekspertise og agerer som kvalitetscheck af vores udviklingsprogrammer. Rådet hjælper ministeren til at træffe beslutninger, der er så velinformerede som muligt, og bidrager til ministerens ønske om en bedre og bredere debat om udviklingsbistanden i Danmark. 

Demokrati er svært
Der er en særlige pointe i, at der er en bred repræsentation i det råd, der vejleder ministeren for udviklingssamarbejde. For de pluralistiske stemmer i Rådet spejler de danske ambitioner om at støtte demokrati, mangfoldighed og dialog i de lande, hvor vi arbejder.

Den allerførste paragraf i loven om international udviklingssamarbejde lyder: "Målet for Danmarks udviklingssamarbejde er at bekæmpe fattigdom og fremme menneskerettigheder, demokrati, bæredygtig udvikling, fred og stabilitet."

I den ny udviklingspolitiske strategi, "Fælles om Verden", som et bredt flertal af Folketinget står bag, er "demokrati og menneskerettigheder fundamentet for vores udviklingssamarbejde". Demokrati er nemlig ikke kun et mål i sig selv, men kan også være et middel til en mere retfærdig og tryg verden. 

Men demokrati er svært, og det er særlig svært i de fattigste lande. Forskningen har for længst vist, at det er nemmere at opretholde et demokrati over lang tid, hvis man er et økonomisk udviklet land. Når velstanden stiger, øges uddannelsesniveauet, så borgere generelt bliver bedre informerede om demokratiets fordele, og en middelklasse, der stiller krav om rettigheder, vokser frem. 

Danmark bakker derfor op om en hel række specifikke tiltag på demokrati- og menneskerettighedsområdet

Flemming Møller Mortensen (S) og Anne Mette Kjær
Hhv. udviklingsminister og formand for Udviklingspolitisk Råd

Pragmatisk tilgang til demokrati og menneskerettigheder
En stor del af Danmarks udviklingsbistand går til afrikanske lande, fordi fattigdommen her er meget udbredt. Flere af dem var igennem en periode med demokratisering i 1990'erne. Der blev gennemført regelmæssige flerpartivalg, og der opstod flere steder en reel konkurrence om magten ved disse valg, selvom de langt fra altid var fri og fair.

Men det kan tage årtier, før demokratiske institutioner for alvor fungerer. Og der vil være tilbageslag undervejs – tænk blot på situationen lige nu i lande som Mali, Burkina Faso og Etiopien. Danmark bakker derfor op om en hel række specifikke tiltag på demokrati- og menneskerettighedsområdet.

Mangfoldige civilsamfund, folkelige bevægelser og frie medier kan stille magthavere til regnskab, bidrage til at mindske korruption og mere lige samfund med bedre muligheder alle. Vi har i den danske støtte særligt blik for piger og kvinders rettigheder og muligheder – og for at få de mest udsatte og marginaliserede med i udviklingen. 

Og så er vi tilbage til spørgsmålet fra vores indledning – hvordan vi hjælper nødlidende befolkninger bedst. Det gør vi igennem en pragmatisk tilgang til at støtte demokrati og menneskerettigheder. Når vi er lykkedes med så mange programmer, er det især fordi, de er blevet tilpasset de forskellige lokale kontekster og behov.

Vi ønsker altid dialog, men kan ikke fortælle andre lande, hvad de skal gøre. Det er kun landene og deres befolkninger selv, der kan skabe demokrati. Og vi kan – og skal – sætte en streg i sandet, når nok er nok, og der ikke længere er perspektiver for demokrati.

Men vi kan assistere der, hvor der er et ønske om det, i ligeværdige partnerskaber. Og det skal være på basis af dialog om problemer, fremfor at vi kommer med skræddersyede løsninger. Det er præcis den samme slags dialog, vi ønsker at have om udviklingsarbejdet herhjemme – både i offentligheden og i Udviklingspolitisk Råd.