
Ukrainere undrer sig ofte over, hvorfor lige præcis Danmark, en fjern nordisk nation, støtter os så meget. Svaret er så komplekst og fyldt med så mange gåder, at jeg plejer at svare med et enkelt, men mangefacetteret: "Fordi de er danskere."
Jeg kom til denne konklusion for omkring et år siden, da jeg besøgte Kronborg Slot og så Holger Danske på første hånd. Da mit land for tre år siden stod over for sin største trussel i historien – blev den legendariske sagnhelt vækket for at beskytte os og hele Europa.
I dag tager denne mytiske krigerånd ikke form af stål og rustning, men i det moderne Danmarks moralske mod – det mindste skandinaviske land er blevet et billede på solidaritet i Europas udfoldede historie om modstand og håb.
Danmark er et fyrtårn af håb
Danmarks støtte til Ukraine rækker ud over typiske diplomatiske forbindelser. Det er et dybt engagement, der er ætset ind i jeres nations DNA. I forstår frihedens skrøbelighed og vigtigheden af at stå imod aggression. Mens større lande tøver, står Danmark som et fyrtårn af urokkelig støtte.
Tallene fortæller en bemærkelsesværdig historie. Med svimlende 53,7 milliarder kroner ligger Danmark på fjerdepladsen globalt i militær støtte til Ukraine. Ser man på den samlede støtte – både civil og militær – når beløbet op på 59 milliarder kroner, hvilket placerer Danmark på en global andenplads målt i BNP per indbygger med 2,174 procent.
Men statistikker alene kan ikke fange dybden af det danske engagement. Danmark er en nation, der har doneret hele sit artilleriarsenal, været et foregangsland i F-16-koalitionen, blev det første skandinaviske (og første ikke-G7) land til at underskrive en tiårig sikkerhedssamarbejdsaftale med Ukraine og var den første nation i verden til at købe våben i Ukraine til Ukraine.
Mens større lande tøver, står Danmark som et fyrtårn af urokkelig støtte.
Andrii Yanevskyi
Ukraines ambassadør i Danmark
Det, verden nu kalder "Den Danske Model", blev godkendt som en idé af præsident Volodymyr Zelenskyj og statsminister Mette Frederiksen i februar sidste år. Knap syv måneder senere blev de første leveret til fronten i september – en rekordhastighed i militær produktion.
Modellen repræsenterer en omfattende strategi for engagement med Ukraine, der samtidig adresserer militære, økonomiske og strategiske udfordringer.
I stedet for blot at yde økonomisk støtte køber Danmark våben direkte fra ukrainske producenter og styrker dermed landets forsvarsindustrielle infrastruktur, skaber arbejdspladser og genererer skatter. Denne tilgang omdanner bistanden fra en engangstransaktion til et bæredygtigt økonomisk partnerskab.
Et spørgsmål om tillid
Danmarks Eksport- og Investeringsfond (EIFO) er et eksempel på denne innovative tilgang. Ved at skabe et specialiseret investeringsforsikringssystem, der er designet til krigstidsforhold, gør Danmark det muligt for sine virksomheder at opretholde og udvide sine aktiviteter i Ukraine.
Dette handler ikke kun om finansiel risikostyring, men om en strategisk forpligtelse til økonomisk kontinuitet under krigen – baseret på forståelsen af, at økonomisk modstandsdygtighed er lige så afgørende som militær støtte.
En nylig aftale mellem et dansk og et ukrainsk selskab resulterede for eksempel i den største private investering i Ukraines energisektor siden Ruslands fuldskalainvasion. Listen over succesfulde danske business cases i Ukraine er så lang, at jeg ikke engang ville turde opliste dem alle.
I en større skala er det et spørgsmål om tillid: I stod inde for os med jeres egne penge, og andre følger trop nu. Dette gav et enormt løft til vores folks moral, både i Ukraine og i udlandet.
Håb om en lysere fremtid
Hvad driver denne ekstraordinære danske solidaritet?
Mit gæt er, at den berømte danske filosofi om hygge – traditionelt forstået som at skabe komfort og velvære – har udvidet sig ud over det personlige rum til at omfatte en bredere humanitær mission.
Når Rusland bringer lidelse og ødelæggelse – bringer Danmark helbredelse og håb om en lysere fremtid.
Andrii Yanevskyi
Ukraines ambassadør i Danmark
Ligesom danskerne omhyggeligt skaber varme i deres hjem, søger de nu at skabe tryghed for en nation under belejring ved at udvide deres koncept for omsorg på tværs af grænser.
Partnerskabet med Mykolaiv står som et stærkt vidnesbyrd om denne tilgang. Forbløffende 1,1 milliarder kroner er blevet afsat til genopbygningen af Mykolaiv med fokus på kritisk infrastruktur, energi, uddannelse og sociale tjenester.
Når Rusland bringer lidelse og ødelæggelse – bringer Danmark helbredelse og håb om en lysere fremtid. Dette er ikke blot økonomisk støtte, men en omfattende strategi for modstandsdygtighed.
Ved at etablere en fælles styregruppe, åbne et permanent ambassadekontor i Mykolaiv og engagere seks danske kommuner har Danmark skabt en banebrydende model for internationalt samarbejde, der beviser, at ægte støtte ikke kender grænser. Ingen anden nation i verden matcher det niveau af praktisk støtte til Ukraine.
Holger Danskes ånd
Ukrainere ved, hvordan man er taknemmelig. Vi vil derfor altid huske Danmarks lederskab og principfaste støtte til Ukraine i vores mørkeste stund. Når en retfærdig og varig fred indfinder sig, vil vi investere massivt i Europas og i særdeleshed Danmarks sikkerhed og velstand.
Den frie verdens arsenal, som Danmark hjælper med at udvikle i Ukraine, vil beskytte dig og dine. De teknologier, som Danmark bringer til Ukraine nu, vil betale sig tilbage i fremtiden og gøre begge vores folk stolte.
Når alt dette er sagt, vil jeg i Holger Danskes ånd forsikre jer om: Vi kommer i nødens time!
Midt i den tiltagende storm er sammenhold og solidaritet vigtigere end nogensinde – og jeg er overbevist om, at vi besidder begge.
Sammen fortsætter vi med at minde verden om, at ægte solidaritet ikke måles på et lands størrelse, men på styrken af dets principper og dets folks tapperhed.
Tak, Danmark!
Slava Ukraїni!
























