Debat

V: Vi skal nytænke vores hjælp til ulande

DEBAT: Trods store milliardbeløb til verdens ulande har mange danskere ikke tillid til, at pengene bliver brugt korrekt. Derfor har regeringen valgt at ændre på både bistandsbeløbet og på metoden, vi tildeler pengene på, skriver Michael Aastrup Jensen (V).

Foto: Colourbox
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Michael Aastrup Jensen
Udviklingsordfører (V)

Andelen af danskere, som er tilhængere af udviklingsbistanden, er faldet fra 76 procent i 2010 til 60 procent i 2016.

Vi betaler årligt store milliardbeløb til verdens ulande, men mange danskere har ikke tillid til, at udviklingsbistanden bliver anvendt korrekt. Derfor bør vi spørge os selv, om det egentligt er penge, der kan gøre en stor forskel i den del af verden. Måske er det på tide at ændre strategi.

Netop med den tanke i baghovedet har regeringen valgt at ændre på både bistandsbeløbet og på metoden, vi tildeler pengene på. Derfor vil regeringen nedsætte ulandsbistanden til 0,7 procent af vores samlede BNI. Dette er det samme beløb, som FN har sat som målsætning for deres medlemslandes udviklingsbistand. Danmark er ét af seks lande, der rent faktisk opfylder denne målsætning. Det skal vi være stolte af. Vi er fortsat økonomisk stærke nok til at overholde vores forpligtelser, selvom vi førhen har betalt mere, end hvad var forventet af os. 

Fakta
Deltag i debatten!
Send dit indlæg til [email protected]

Derfor synes jeg også, at Socialdemokratiets kritik af regeringens politik er uberettiget, for vi vil fortsat være nogle af de eneste i verden, som overholder vores internationale forpligtelser på dette område.

Fra passiv bistand til solide investeringer
Regeringen vil også ændre på metoden, vi yder bistand på. Vi skal huske på, at udviklingsbistandens primære mål er at gøre sig selv overflødig. Så hvis vi nogensinde skal gøre os håb om, at disse lande en dag kan stå på egne ben, så må vi hjælpe med at opbygge en markedsøkonomi, som kan drive sig selv. Som led i den nye udviklingspolitiske strategi satser regeringen på private forretningseventyr i ulandene. Jeg har før brugt billedet: ”Vi skal ikke nøjes med blot at give dem fisk. Vi skal give dem en fiskestang og lære dem at fiske”. Vi skal skabe økonomisk vækst i verdens fattigste lande, så vi ikke skal give udviklingsbistand i al evighed.

Vi skal skabe økonomisk vækst i verdens fattigste lande, så vi ikke skal give udviklingsbistand i al evighed.

Michael Aastrup Jensen (V)
Udviklingsordfører

Regeringens mål er derfor at gå fra passiv udbetaling af bistand til solide investeringer, så befolkningen i det pågældende uland selv opdager mulighederne og bliver motiverede til at gøre noget for dem selv og deres samfund. Kald det ”hjælp til selvhjælp”. Skellet mellem humanitær bistand og langsigtede investeringer skal nedbrydes. Derfor vil regeringen i fællesskab med den private sektor kickstarte ulandenes økonomier og skabe arbejdspladser i nærområderne. Dette er med til at bidrage til landets økonomiske vækst, og det vil samtidigt gavne lokalbefolkningen ved at give dem en hverdag, som vi kender den fra vores moderne samfund.

Øget opbakning 
Jeg kan godt forstå, at danskerne i dag er i tvivl om, hvad vores mange penge til udviklingsbistand hvert år går til. Derfor er det også mit håb, at regeringens nytænkning af hjælpen til verdens fattigste lande gavner danskernes forståelse og øger opbakningen til udviklingsbistand. Desuden er det mit håb, at et øget fokus på de mange projekter, der i stedet har fokus på, hvordan borgerne kan hjælpe sig selv, vil generere merinteresse hos flere virksomheder i vores del af verden. På den måde vil danskerne og investorerne langt bedre kunne se, at de penge og tiltag, vi bidrager med, går til noget konstruktivt, produktivt og fremtidssikrende.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Michael Aastrup Jensen

MF (V), formand, Det Udenrigspolitiske Nævn
akademiøkonom (Det Danske Erhvervsakademi 1999)

0:000:00