Det nye regeringsgrundlag nævner verdensmålene én gang

FN's 17 verdensmål er nævnt én gang i det nye regeringsgrundlag. Det sker i et afsnit om Danmarks indsats i Afrika.

Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Rasmus Raun Westh

FN's Bæredygtige Verdensmål er nævnt én gang i det 63 sider lange regeringsgrundlag, som Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne præsenterede onsdag. 

Det sker i afsnittet om Øget indsats i nærområder og Afrika, hvor SVM-trekløveren advarer om, at "det internationale system" er "under pres".

Her erklærer regeringen, at den vil føre en "troværdig og ligeværdig dialog" over for især landene i det globale syd. Landene oplever "ofte oplever ikke at blive hørt," skriver regeringen, selvom det er dem, der bliver hårdest ramt af klimakrisen, fødevarekrisen og fattigdom.

Det skal der tages højde for, når politikerne i 2024 skal lave en ny udviklingspolitisk strategi, lyder det.

Konkret skriver regeringen:

"Regeringen vil inden for rammerne af gennemførelsen af FN’s verdensmål sætte fokus på etablering af sociale velfærdsydelser og sikkerhedsnet og i tilknytning hertil styrkelse af det lokale civilsamfund. Der skal være fokus på øget modstandsdygtighed hos fattige og sårbare lande og mennesker."

Altinget har spurgt Statsministeriet, hvad regeringen mener med at "sætte fokus på etablering af sociale velfærdsydelser og sikkerhedsnet", men afventer stadig svar.

Grønne partnerskaber

I samme afsnit gentager regeringen tidligere løfter om at skubbe til den grønne omstilling uden for landets grænser.

"Danmark har en årelang tradition for at tage ansvar og bidrage. Vi skal drive den grønne omstilling fremad globalt," skriver regeringen.

Det skal eksempelvis ske gennem flere grønne partnerskaber, ligesom den første Mette Frederiksen-regering indgik med eksempelvis Indien.

Udviklingsindsatsen skal desuden understøtte:

  • Klimatilpasning
  • Natur
  • Miljø
  • Handel
  • Bilateraler aftaler om udveksling og uddannelse af unge

Finansminister er verdensmålsminister

Det primære ansvar for verdensmålsarbejdet ligger hos Finansministeriet. Det er derfor den kommende finansminister, hvis navn bliver afsløret torsdag, der bliver hovedansvarlig for eksempelvis verdensmålsscreening af lovforslag – medmindre regeringen beslutter sig for at droppe det.

Den nu tidligere regering skulle i 2022 have fremlagt en fremdriftsrapport for verdensmålene, men den blev udskudt på ubestemt tid.

Rapportens skæbne er fortsat uvis.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00