Debat

Folkehøjskolerne: Proforma-inklusion af borgerne bremser de bæredygtige lokalsamfund

Kommuner forsøger at trække borgerne ind i projekter, som konsulenter har opfundet til netop det formål. Men metoden tiltaler kun de få og skaber sjældent bæredygtige forandringer, skriver Simon Lægsgaard. 

Hvis man vil inddrage nogen i noget, skal det først og fremmest være vedkommende. Ellers kommer det til at virke utroværdigt og demotiverende, skriver Simon Lægsgaard.
Hvis man vil inddrage nogen i noget, skal det først og fremmest være vedkommende. Ellers kommer det til at virke utroværdigt og demotiverende, skriver Simon Lægsgaard. Foto: Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix
Simon Lægsgaard
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

For at fremme udviklingen af bæredygtige lokalsamfund i by og på land skal vi som lokalsamfundsborgere styrke mulighederne og incitamentet for at mødes, fordi mødet mellem samfundets forskellige grupperinger og individer er både grundlaget for og meningen med overhovedet at skabe samfund.

Borger-inklusion og egendrift står helt centralt i Verdensmål 11. Virkeligheden er imidlertid, at langt de fleste borgere føler, at samfundet er noget, der primært skabes og drives af det offentlige.

Temadebat

Hvordan kan verdensmålene bruges til at skabe mere bæredygtige lokalsamfund?

Verdensmål 11 handler om, hvordan landene kan skabe bæredygtige byer og lokalsamfund. 

Men hvordan går det i Danmark med at realisere ambitionerne om billige boliger, investeringer i offentlig transport og infrastruktur samt skabelsen af grønne offentlige rum og forbedrede rammer for byplanlægning og bystyring

Hvad er det næste nødvendige skridt, der skal tages for at sikre en bæredygtig vækst i lokalsamfundene - både set fra et socialt, økonomisk og kulturelt perspektiv? Og hvordan sikrer vi, at udviklingen finder sted i landdistrikterne såvel som i byerne? 

De spørgsmål stiller Altinget Verdensmål i en ny temadebat, hvor eksperter, politikere og centrale aktører vil give deres bud på, hvordan Danmark kan sætte turbo på at drible verdensmålet om bæredygtige lokalsamfund i mål inden deadline i 2030. 

Hvis du ønsker at deltage i debatten, skal du skrive til debatredaktør Martin Mauricio for at aftale nærmere. Du kan sende din henvendelse til mauricio@altinget.dk.

Vel forsøger man at inkludere borgerne i forskellige sammenhænge, men den mest almindelige måde at gribe inklusion an på i eksempelvis det kommunale Danmark, er at forsøge at trække borgerne med ind i projekter, som kommunens konsulenter har opfundet til netop det formål.

Det offentlige Danmark sætter ramme og mål på forhånd og håber, at borgerne vil deltage via høringer eller møder, hvor projekterne kan drøftes og eventuelt justeres. Men metoden tiltaler kun ganske få, og jeg har stadig til gode at se, at den form for inklusion virkelig skaber engagement og bæredygtig forandring.

Ikke mindst fordi sådanne processer ofte vil efterlade de få deltagende borgere med en fornemmelse af, at man er med til at drive det offentliges projekter snarere end omvendt, at inddragelsen derfor er proforma, og at projekterne ofte løber ud i sandet, fordi man havner i bureaukratiske blindgyder eller mangel på ressourcer, beslutningskraft eller ejerskab. Vi bør i stedet vende processen om.

Inklusion er et mål i sig selv

Hvis man vil inddrage nogen i noget, skal det først og fremmest være vedkommende. Ellers kommer det til at virke utroværdigt og demotiverende. At skabe vedkommende forandringsprocesser er en pædagogisk disciplin, der tager udgangspunkt i deltagernes egen drivkraft.

At skabe vedkommende forandringsprocesser er en pædagogisk disciplin, der tager udgangspunkt i deltagernes egen drivkraft.

Simon Lægsgaard, næstformand, Folkehøjskolernes Forening

Det kræver møder med gode sociale dimensioner, der udspringer af egne ønsker, håb og behov. Det er sådanne møder, der styrker sammenhængskraften såvel som den drivkraft, der udspringer heraf. Derfor er der brug for såkaldte “tredje- steder”, der kalder på borgerne på tværs af samfundet i en sådan grad, at man ikke vil undvære at være med, fordi det, man foretager sig sammen, har tydelig betydning for både ens egen nutid og fremtid.

Det er her i det tredje steds “drivkrafts-rugekasser”, at den bæredygtige udvikling begynder, og det er præcis her, det offentlige kan gøre den største gavn ved at understøtte såvel mødestedernes eksistens, som en lang række af de borgerdrevne initiativer, der kommer ud af møderne. Men det kræver, at man fra offentlig myndigheds side, alt efter behov, genopfinder sin egen rolle i processerne som facilitator, inspirator, projektleder, sekretær eller pædagog, der er sat i verden for at understøtte civilsamfundets initiativer.

Det kræver på den ene side, at man fra det offentliges side har en fornemmelse for, hvornår og hvordan man skal bakke op, og på den anden side at man får øje for, at selve møderne og dermed selve inklusionen er et mål i sig selv og ikke blot et middel til at opnå mere håndfaste resultater. Det bæredygtige samfund udspringer ikke blot af møderne. Dets væsentligste essens, der gør det til et samfund, er møderne.

Det altafgørende generationsmøde

Et af de møder, som tredje-stederne i høj grad bør understøtte, er generationsmødet. En stor del af nøglen til en bæredygtig fremtid ligger i dette møde og dets udveksling af håb og bekymringer for fremtiden, dets deling af normer og håndværk, historie-, kultur-, natur- og samfundssyn og meget andet. Men der er så godt som ingen steder i vores samfund, der målrettet satser på dem.

Der findes næppe noget mere berigende samvær og nogen mere vedkommende samtale end den, der udspringer af godt, konkret samarbejde for en fælles sag.

Simon Lægsgaard, næstformand, Folkehøjskolernes Forening

Vi skal investere i stærke broer mellem de ret få unge, der skal arve og forvalte fremtiden, og de mange gamle, der både økonomisk og demokratisk sidder på “aktiemajoriteten”, og dermed har ressourcerne til at skabe de bæredygtige forandringer, der bliver fundamentet for fremtiden. For det er de broer på tværs af generationerne hvorpå fremtiden skal bygges – både lokalt og globalt.

Derfor skal vi arbejde hårdt på at skabe grundlaget for de møder, som meget vel kan tage udgangspunkt i helt lavpraktiske, fysiske samarbejdsprojekter til gavn for lokalsamfundet mellem kommune, lokalforeninger samt folke-, fri-, efter- og højskoler.

Der findes næppe noget mere berigende samvær og nogen mere vedkommende samtale end den, der udspringer af godt, konkret samarbejde for en fælles sag, der giver sved på panden og jord under neglene.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion