Wammen efter kritik: Vi er ikke i mål med verdensmålsvurderinger af nye love

"Vi er ikke i mål endnu, men udviklingen går bestemt den rigtige vej," siger finansminister Nicolai Wammen om verdensmålsvurdering af lovforslag. Ministeren forventer, at fagministerne bliver bedre til at spotte negative konsekvenser.

Flere lovforslag vil blive konsekvensvurderet fremover, siger finansminister Nicolai Wammen.
Flere lovforslag vil blive konsekvensvurderet fremover, siger finansminister Nicolai Wammen.Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
Rasmus Raun Westh

Fagministerne kommer til at vurdere en større andel af regeringens lovforslag for konsekvenser for verdensmålene. Og ministerierne skal nok blive bedre til at spotte mulige negative konsekvenser.

Sådan lyder forventningen fra finansminister Nicolai Wammen (S) i et skriftligt svar.

"Jeg forventer, at fagministerierne – der har ansvaret for konsekvensvurderingerne – løbende udvikler deres vurderinger, så de både fanger positive og negative virkninger for Verdensmålene," lyder det fra Nicolai Wammen.

Som Altinget har afdækket, er der kun ved fem af regeringens i alt 200 lovforslag blevet udpeget mulige negative konsekvenser for verdensmålene.

Som et centralt løfte i sin handlingsplan for verdensmålene forpligtede regeringen sig i sommeren 2021 til at screene alle nye lovforslag i henhold til verdensmålene.

Jeg forventer, at fagministerierne – der har ansvaret for konsekvensvurderingerne – løbende udvikler deres vurderinger, så de både fanger positive og negative virkninger for Verdensmålene.

Nicolai Wammen
Finansminister
”Jeg mener ikke, at vi er i mål endnu, men udviklingen går bestemt den rigtige vej," lyder det fra ministeren et år senere.

Hvis et fagministerium, eksempelvis Børne– og Undervisningsministeriet, skønner, at et forslag kan påvirke verdensmålene, skal embedsmændene skrive et kort afsnit om, hvilke verdensmål lovforslaget vurderes at påvirke – positivt eller negativt.

Sådan en vurdering har ministerierne lavet i 30 procent af lovforslagene i det netop afsluttede folketingsår. Med én enkelt undtagelse er alle forslagene blevet vurderet positivt, herunder de fem lovforsalg, der også er blevet vurderet negativt.

Regeringen har derfor fået kritik af eksperter og politikere for at male et glansbillede af sine lovforslag.

0:000:00