Center for samfundssikkerhed: Frivillige skal hjælpe de ældre, næste gang Danmark bliver ramt af en krise 

Argumentet er, at man dermed undgår at blive en belastning for myndighederne, som har nok at se til under en krise. Bidraget til samfundets samlede beredskab består altså i, at man tager sig selv ud af ligningen.

Hvis myndighederne så selv var i stand til at klare ærterne, ville det jo være en fornuftig strategi. Men kan vi være sikre på det?

Lokale fællesskaber midt i krisen 

Særligt længerevarende kriser har det med at presse offentlige institutioner til det yderste. Det så vi senest under coronapandemien, hvor man i kommunerne og blandt de private udbydere af offentlig service skulle være kreative for at løse kerneopgaverne.

I den sammenhæng udgør frivillighed en væsentlig ressource, som kan opfylde akut opståede behov i en krisesituation.

Oplever vi andre tage et socialt ansvar, er vi selv mere tilbøjelige til at gøre det samme.

Foruden at supplere de offentlige serviceydelser, så har frivillighed endvidere en særlig værdi i sig selv. Der er nemlig behov for lokale fællesskaber, når en krise rammer. For at dæmpe angst, fortvivlelse og ensomhed hos den enkelte.

Men også for at imødegå den fælles krise og afbøde dens negative konsekvenser. Vi har brug for, at gode naboer har modet, viljen og lysten til at bevæge sig uden for egen matrikel og samarbejde med andre, når krisen rammer.

Et effektivt kriseberedskab bygger nemlig på tillid og nærhed. Oplever vi andre tage et socialt ansvar, er vi selv mere tilbøjelige til at gøre det samme.

Der er behov for at skabe positive spiraler af lokalt engagement, hvis vi skal ruste samfundet til en stadig mere usikker fremtid.

Stabile og vedvarende relationer

Den norske coronahåndtering gjorde i særlig grad brug af frivillige organisationer. De bidrog blandt andet med supplerende tjenester for ensomme ældre.

Gennem frivillige organisationer kunne man for eksempel få en digital besøgsven (med eller uden hund!)

Selv i Norge, hvor man er langt fremme på samskabelse af velfærd, var indsatsen dog præget af ad hoc-organisering.

Den baserede sig i høj grad på helt nye relationer mellem organiserede frivillige og den kommunale hjemmepleje snarere end på etablerede kanaler, aftaler og beredskabsplaner.

Ældreområdet har sine egne særlige udfordringer i den forbindelse. Ældre med demens, angst og andre psykiske lidelser vil typisk være utrygge ved skift og mange nye ansigter.

En plejesektor plaget af personalemangel, et stort antal vikarer og lav kontinuitet i vagtplanerne har i forvejen svært ved at honorere det i det daglige.

Foruden en tiltrængt ressourcetilførsel til sektoren som sådan, så bør der gøres langt mere på frivillighedsfronten for at etablere stabile og vedvarende relationer.

Det kan være naboer og andre i lokalområdet, som forpligter sig på at hjælpe, hvis krisen rammer – og som ved, hvordan de kan handle forsvarligt som gode naboer i en krisesituation.

Under coronapandemien sad mange hjemme med en lyst til at bidrage med noget. Problemet var, at man ikke havde et kollektivt handleberedskab, som kunne omsætte det i praksis.

Røde Kors kan måske organisere

Der er derfor behov for en systematisk gennemgang af, hvordan frivilligheden organiseres i en krisesituation.

Hvem registrerer de borgere, som ønsker at være frivillige? Hvem sikrer, at de er til at stole på? Hvem hjælper med at skabe kontakt til ældre med behov for hjælp?

Der er derfor behov for en systematisk gennemgang af, hvordan frivilligheden organiseres i en krisesituation.

Som det ser ud i dag, har hjemmeplejen hverken kapaciteten eller kompetencerne til at koordinere og integrere en akut frivilligindsats i kriseberedskabet.

Her kunne organisationer som Røde Kors måske spille en vigtig rolle.

Beredskabsstyrelsens anbefalinger til hjemmeberedskab bør under alle omstændigheder suppleres med råd og vejledning til at etablere "sociale beredskaber" lokalt.

Derudover kunne man med fordel se på, hvordan hjemmeplejen og andre offentlige serviceinstitutioner kan få et fornuftigt samspil med de frivillige kræfter i lokalområder under en krise.

Tiden er til at tænke beredskabet bredt – også ud over den enkelte husstands egen modstandskraft og resiliens.