Attendo-direktør: Private forsikringer nytænker fremtidens ældrevelfærd

Noget af det stærke ved den danske samfundsmodel er, at vi i fællesskab sikrer alle adgang til offentlige ydelser. Har man behov for hjælp, så får man det. Det er kernen i den universelle velfærdsmodel. Men er det ikke samtidig rimeligt, at der eksisterer muligheder for tilkøb?

En ny mulighed er en såkaldt omsorgsforsikring, som har til formål at sikre et bestemt niveau af hjælp, hvis behovet opstår. Det kan være hjælp til eksempelvis rengøring eller intensiv genoptræning.

En sådan forsikring kan måske ved første øjekast virke kontroversiel; for bliver det nu pludselig pengepungen, der afgør niveauet for service? Nej, sådan er det ikke.

Forskellene findes nemlig allerede - blot mellem de enkelte kommuner. I nogle kommuner er kvalitetsstandarden sådan indrettet, at mange hjemmehjælpsmodtagere kun kan få vasket tøj eller komme i bad hver 14. dag. Mange får derfor hjælp af pårørende. I andre sker det oftere. Forskellen er her blot geografisk.

Letter presset på offentlige ydelser
De generationer, der går på pension de kommende år er vant til at vælge selv, og en del af dem har gode pensionsordninger. Mange bryder sig heller ikke om at ligge deres pårørende til last. Derfor vil tilbud, der sikrer borgeren et vist serviceniveau, komme til at vinde indpas.

Det er der i og for sig ikke noget nyt i. I mange år har det på centrale områder været muligt at vælge i hvilken grad, man ønsker at bruge den ydelse, som fællesskabet betaler for, eller om man ønsker at forsikre sig yderligere.

At nogle borgere vælger at betale ekstra for ekstraydelser, mindsker behovet for nogle offentlige ydelser og letter derfor finansieringen af velfærdssamfundet, så alle kan få en service, vi som samfund kan være bekendt.

Søren Andersen
Direktør, Attendo

Borgeren har haft mulighed for at forsikre sig mod arbejdsløshed. Nogle vælger at betale den forsikring, der består i at være medlem af en a-kasse. Andre vælger en yderligere sikkerhed i form af en lønsikringsordning.

Sundhedsforsikringer er et andet eksempel, der giver adgang til eksempelvis fysioterapi. Tidligere var dette noget kun et fåtal af personer havde. I dag er der mere end to millioner danskere, der har en ordningen, ligesom godt 2,5 millioner er medlem af sygeforsikringen Danmark.

At nogle borgere vælger at betale for ekstraydelser, mindsker behovet for nogle offentlige ydelser og letter derfor finansieringen af velfærdssamfundet, så alle kan få en service, vi som samfund kan være bekendt.

Lad os derfor ikke bruge tiden på at diskutere, om private forsikringer bliver en del af fremtidens ældrevelfærd, for den udvikling kommer helt af sig selv. På samme måde som nogle vælger at forsikre sig imod en arbejdsløshed, der måske aldrig kommer, så vil nogle vælge at forsikre sig imod en mangel på pleje, som der måske aldrig bliver behov for.

Forsikringer er kommet for at blive
For mig er det interessante spørgsmål, hvad forsikringerne kan bidrage til?

Forsikringsselskaberne vil have en interesse i at udvikle eksempelvis genoptræningsydelser, således at folk hurtigt bliver raske og ophører med at trække på forsikringen. Der vil derfor findes interesse for - og finansiering af - innovation.

Private forsikringer bliver en del af fremtidens ældrevelfærd, og at de faktisk kan blive omdrejningspunktet for et øget samspil mellem den offentlige og den private sektor.

Søren Andersen
Direktør, Attendo

Min prognose er derfor, at vi, i takt med at forsikringsordningerne vinder frem, vil se flere og flere udviklingsprojekter, der fremmer nytænkning og kvalitet i velfærdsydelserne. Flere af de innovationsprojekter, Attendo i øjeblikket deltager i, er drevet af en sådan interesse.

Som en operatør, der også leverer pleje for offentlige kroner, eksempelvis på friplejehjem, synes vi, at denne udvikling er interessant. For når der udvikles nye metoder et sted, kan de også bruges af de borgere, der ikke har forsikringer og dermed af kommunerne. Den samlede effekt kan derfor sagtens blive en intensiveret kvalitetsudvikling – både i den private og den offentlige sektor.

Når nye metoder er til gavn for borgerne, er de det også for medarbejderne, der så kan se, at deres arbejde gør en endnu større forskel for de ældre, som de hjælper. Øget medarbejdertrivsel kan derfor også let blive en konsekvens.

Samlet set må vi konkludere, at private forsikringer bliver en del af fremtidens ældrevelfærd, og at de faktisk kan blive omdrejningspunktet for et øget samspil mellem den offentlige og den private sektor med fokus på kvalitetsudvikling – og dermed positive effekter for borgerne.