Kommentar af 
Jarl Cordua

Cordua øjner politiske indrømmelser: Frederiksen har sendt åben invitation til Ellemann og Pape

Statsministeren bebuder med nytårstalen et opgør med regeringens hidtidige politik på en lang række områder. Man fristes til at kalde kursskiftet for "nødvendighedens politik," som socialdemokraterne har haft en lang tradition for at slå ind på, når virkeligheden banker på, skriver Jarl Cordua.

Reelt har regeringen kun det næste halve år til at få den borgerlige opposition til at medvirke til større reformer og tage et medansvar, skriver Jarl Cordua.
Reelt har regeringen kun det næste halve år til at få den borgerlige opposition til at medvirke til større reformer og tage et medansvar, skriver Jarl Cordua.Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Jarl Cordua
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Inden for det næste halvandet år skal danskerne til folketingsvalg.

Det vil efter al sandsynlighed først finde sted i foråret 2023, medmindre regeringen bliver tvunget ud i en fastlåst situation, hvor statsminister Mette Frederiksen (S) ikke ser andre muligheder end at udskrive folketingsvalget. Meningsmålingerne vil til sin tid selvfølgelig også spille ind, når man nærmer sig deadline for valgets afholdelse, som er grundlovsdag 2023.

Reelt giver det regeringen derfor kun det næste halve år til at få den borgerlige opposition til at medvirke til større reformer og tage et medansvar.

Når vi når til efteråret, vil blå blok være mere interesseret i at føre permanent valgkamp frem til næste sommer, hvor regeringen så vil være overladt til sit parlamentariske grundlag, der generelt er mest interesseret i, at regeringen opfylder dets krav på velfærd og den grønne dagsorden. 

Men med statsministerens nytårstale lørdag aften sendte Frederiksen det, der kun kan opfattes som en åben invitation til især Venstre og Konservative om, at regeringen er åben for at give de borgerlige politiske indrømmelser på en lang række områder. For nytårstalen viste et markant kursskifte og et opgør med regeringens hidtidige politik på en lang række områder.

I velfærdspolitikken foreslog Frederiksen, at man begynder helt forfra med at sikre de ældre hjemmehjælp ved at afskaffe den omfangsrige regulering og lovgivning på ældreområdet og erstatte den med en ny ældrelov.

Det er modigt af en socialdemokratisk statsminister at stille sig ud på planken og tage et opgør med velerhvervede rettigheder i håb om bedre hjemmehjælp gennem afskaffelse af bureaukrati.

Håbet er også at skabe mere arbejdsglæde for de stadigt færre mennesker, der er interesserede i at arbejde i hjemmeplejen. Statsministeren sagde endda ligeud, at problemer med overadministration og ledelse ikke kan løses ved at sende flere penge, og lover mere valgfrihed og mere selvbestemmelse til kommunerne og færre dokumentationskrav.

Kan regeringen lave et bredt forlig på ældreområdet med Venstre og Konservative, så er én af de store, sårbare flanker i en valgkamp sikret mod angreb

Jarl Cordua, kommentarskribent

Det er en stor erkendelse og ligner dermed en stor indrømmelse til borgerlige kritikere. Omvendt åbner der sig nu en mulighed for de partier, der ser sig som vogtere af ældres rettigheder på velfærdsområdet.

Men kan regeringen lave et bredt forlig på ældreområdet med Venstre og Konservative, så er én af de store, sårbare flanker i en valgkamp sikret mod angreb. Statsministeren erkender ligeud, at opgaven er svær, men nu gør regeringen forsøget.

Det er heller ikke sikkert, at en ny ældrelov til sin tid vil høste jubel fra en af Danmarks mest magtfulde interesseorganisationer, Ældre Sagen, som før jul blæste til generalangreb på det, som man opfatter som en uholdbar situation for mange ældre i dagens Danmark.

Men med varslingen om, at regeringen vil noget nyt på området, har den skabt håb og måske lidt arbejdsro, indtil regeringen selv kommer med et forslag. 

Der er også bevægelse hos regeringen, når det gælder et andet akut problem, nemlig manglen på arbejdskraft, som spiller en rolle i de reformforhandlinger, som regeringen hele tiden har udskudt, men som skulle gå i gang allerede i denne uge i Finansministeriet.

Det nye i nytårstalen er igen en indrømmelse til Venstre og Konservative og ikke mindst erhvervslivets organisationer, når det gælder om at hente udenlandsk arbejdskraft til landet.

Regeringen tager sine forbehold om midlertidighed, og at det skal gøres "klogt", men alle ved, at det må betyde et opgør med den høje beløbsgrænse for årlig indtjening, som for tiden er 445.000 kroner.

I fagbevægelsen og på venstrefløjen frygter man, at en sænkning af denne grænse vil presse tusindvis af faglærte og ufaglærte på lønnen. Et synspunkt, som også finder støtte hos Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, som ellers har tætte bånd til regeringen og som så sent som i november producerede et notat, der advarede mod at sænke beløbsgrænsen.

Om skribenten

Jarl Cordua er liberal-borgerlig politisk kommentator og vært på podcasten Cordua & Steno, som Berlingske udgiver. Hver onsdag skriver han en politisk kommentar på Altinget.

Det er dog svært at se, hvad der ellers vil virke? De andre forslag fra statsministerens nytårstale er også tidligere, borgerlige idéer såsom at sænke dimittendsatsen for nyuddannede og afskaffe skattebøden for ægtefæller i job, som er gift med pensionister.

De vil reelt kunne få sikret et flertal på kun få timers forhandlinger i Finansministeriet. Problemet for regeringen er, at den dermed vil lægge sig ud med fagbevægelsen, og her har 3F-formanden, Per Christensen, allerede lagt fra kaj med, at netop en sænkelse af beløbsgrænsen for udenlandsk arbejdskraft vil "udløse et stort skrækscenario".  

Spørgsmålet er, om det ikke er til at leve med for regeringen, hvis alternativet bliver et endnu værre skrækscenario med et offentligt arbejdsmarked, der ikke kan rekruttere nye medarbejdere, og hvor konsekvensen måske bliver, at store dele af velfærds- og sundhedssektoren det næste år bryder sammen, fordi der ikke er nogen til at løse opgaverne?

Hvordan vil regeringen forklare frustrerede vælgere det skrækscenario? Og hvad bliver situationen for det private arbejdsmarked? Lige nu er der udsigt til pæn stor vækst i dansk økonomi, men det kan fuse ud, hvis virksomhederne i de næste måneder må overbyde hinanden for at skaffe folk.

Det vil skabe en løn- og prisspiral, der sætter yderligere fut i den i forvejen høje inflation på fire procent om året. Det kan ende med en brat mavelanding for dansk økonomi, og det vil regeringens politiske modstandere i blå blok naturligvis til sin tid forstå at udnytte. S-regeringen vil få skylden, og sammenligningerne med Anker Jørgensens manglende kontrol over dansk økonomi i 1970'erne kan igen trækkes af stalden.

Man skal i øvrigt her bemærke én vigtig ting for socialdemokraterne. De vil med næb og klør forsvare den opfattelse, man med møje og besvær har opnået hos vælgere om, at en S-regering er økonomisk ansvarlig.

Det tvinger regeringen til at handle, og så må vennerne i fagbevægelsen forstå, at tiden med milde gaver som Arne-pensionen, er overstået. Faktisk tynger Arne-pensionen allerede i regnskabet.

Vil Enhedslisten nu se passivt til, mens regeringen laver politik med de borgerlige det næste halve år?

Jarl Cordua, kommentarskribent

I de første fire måneder af 2021 havde 30.000 raske mennesker søgt om Arne-pension og vil derfor snart forlade arbejdsmarkedet. Det sker altså midt under det, som man må betegne som en egentlig arbejdskraftskrise i dansk økonomi.

Nu må regeringen bruge resten af tiden på at afbøde følgerne af deres valgløfte, som bestemt var politisk smart, men som nok lidt flere i dag må erkende, blev indført på et temmelig uheldigt tidspunkt, og som fremstår mindre og mindre økonomisk ansvarligt, som tiden går.  

Det er i øvrigt flere punkter, hvor statsministeren varsler et kursskifte.

Talen kan læses som en tilbagevenden til en ny mere EU-venlig kurs, hvor Danmark skal være i hjertet af vores eget kontinent. Ifølge Frederiksen eksisterer der ikke noget alternativ, og hun erkender – efter en lang periode som EU-skeptiker – at et svagt Europa giver et svagt vesten.

Det er en meget sen erkendelse for en S-formand, der har siddet i statsministerstolen i to og et halvt år, hvor meget tid er blevet brugt på at lægge afstand til EU.

Endelig varsler regeringen, at tiden er kommet til at indføre en CO2-afgift og et sundhedsudspil. To længe efterspurgte projekter, der helst skal gennemføres hurtigt, så regeringen kan nå at omstille sig til den lange valgkamp, der venter om hjørnet. Regeringen får travlt det næste halve år for at kunne nå det hele.

Man kan ikke hævde, at statsministeren handler rettidigt. For problemerne har været kendte i meget lang tid, men man må omvendt anerkende, at landets leder ikke er så ideologisk fastlåst i socialdemokratisk beton som nogle af fællerne i fagbevægelsen og længere ude på venstrefløjen, så hun ikke vil forsøge sig ved at gå nye veje.

Ikke af lyst, forstår man, men snarere af nød. Man fristes til at kalde kursskiftet for "nødvendighedens politik". Det har socialdemokraterne også haft en lang tradition for at slå ind på, når virkeligheden banker på.

Det store spørgsmål er, hvad det får af konsekvenser for regeringens parlamentariske grundlag. For vil Enhedslisten nu se passivt til, mens regeringen laver politik med de borgerlige det næste halve år?

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jarl Cordua

Radiovært, kommentator ved Berlingske m.fl.
cand.polit. (Københavns Uni. 1998)

Mette Frederiksen

Statsminister, MF, partiformand (S)
master i afrikastudier (Københavns Uni. 2009), ba.scient.adm. i samfundsfag (Aalborg Uni. 2007)

Per Christensen

Faglig sekretær, 3F Mølleåen, fhv. forbundsformand, 3F
tømrer

0:000:00