Eksperimentet med udflytning af uddannelser er en tikkende bombe under velfærden

De unge gør ikke, som magthaverne ønsker. Men de reagerer tydeligvis på politikernes skidtsnak: Jo mere brok og kritik, der rettes inde fra Christiansborg ud mod landets vuggestuer, folkeskoler og sygehuse, desto færre unge får lyst til at studere til pædagog, lærer og sygeplejerske.

Omdømmet for de såkaldte velfærdsfag er blevet ramt hårdt af den politiske polemik: En forkætret folkeskolereform, borgerprotester mod vilkårene i dagsinstitutionerne og helt aktuelt strejken blandt sygeplejerskerne har ikke ligefrem fået flere unge til at prøve lykken inden for velfærdsuddannelserne. Tværtimod.

Årets opgørelse over unges ansøgninger til de videregående uddannelser, som Uddannelses- og Forskningsministeriet netop har offentliggjort, viser, at det går den helt forkerte vej for flere af de velfærdsfag, som de røde partier ellers gerne vil have opprioriteret. Antallet af ansøgere til uddannelser som sygeplejerske, pædagog og skolelærer falder – igen-igen.

Selvom S-regeringen og støttepartierne formelt satser på at kunne udvide antallet af ansatte på daginstitutionerne i de kommende år – i form af de såkaldte minimumsnormeringer – er den barske virkelighed, at færre og færre unge har pædagoguddannelsen øverst på deres ønskeliste. I løbet af de sidste seks år er antallet af førsteprioritet-ansøgere til pædagoguddannelsen således faldet med tæt på 22 procent.

Alt i alt har færre unge valgt at søge ind på en videregående uddannelse i år, og faldet har særligt ramt flere af de velfærdsuddannelser, som der ellers vil være øget efterspørgsel efter frem mod 2030, når antallet af både småbørn og ældre ventes at stige. Branchefolk advarer om udviklingen, og rektor på Professionshøjskolen Absalon Camilla Wang taler ligefrem om en lurende "katastrofe", fordi ungdomsårgangene samtidig falder.

Problemet er flerdobbelt: Udviklingen i søgemønstrene til særligt pædagoguddannelsen vil for det første og med stor sandsynlighed føre til, at der ikke vil kunne ansættes tilstrækkeligt mange nye pædagoger i de kommende år. Den politiske målsætning om minimumsnormeringer risikerer derved at måtte udskydes eller droppes, ganske enkelt fordi udbuddet af faguddannet personale ikke vil være stort nok.

Retfærdigvis hører velfærdsuddannelserne dog stadig til blandt de mest populære uddannelser, samlet set, og der vil også være mange unge, som ender med at studere til for eksempel sygeplejerske, pædagog og skolelærer, selvom det ikke var deres førsteprioritet. Heldigvis vil der stadig blive uddannet rigtigt mange inden for de store velfærdsfag, simpelthen fordi uddannelserbe hører til blandt de suverænt største. Men udviklingen tegner sort. 

Søgemøstrene tyder på, at selve omdømmet pædagoguddannelsen er frit fald blandt unge. Færre og færre unge drømmer i dag om at blive pædagoger, og både uddannelsen og arbejdet ude i landets daginstitutioner har i de senere år oplevet et prestigefald, der er omvendt proportional med politikernes dagsorden.

Jo mere magthaverne inde på Christiansborg taler om, hvor vigtige særlige uddannelser er, desto færre unge har lyst til at søge dem. Fænomenet kendes allerede i dag fra sygeplejerskeområdet, hvor skiftende regeringers løfter på sundhedsområdet er blevet bremset af mangel på specialiseret arbejdskraft. Og også her kører udviklingen skævt: Antallet af førsteprioritetsansøgere til sygeplejerskeuddannelsen er også faldet i år.

Umiddelbart synes det at have haft en stærk negativ effekt på unges studievalg, at flere partier har brugt velfærdsfagene som prygelknaber i den politiske kappestrid. Det bidrager ikke ligefrem til de sværmeriske ungdomsdrømme, når hverdagens bøvl blive bragt til offentlig skue.

Den tidligere SRSF-regering gik direkte til angreb på lærestanden tilbage i 2013, samtidig med at den på mange måder mislykkede folkeskolereform har skræmt mange væk fra læreruddannelsen. Senere har debatten om vilkårene i landets vuggestuer og børnehaver – og nu senest sygeplejerske-strejken – gjort velfærdsfagene mindre og mindre attraktive i de unges øjne.

Når politikerne forsøger at fremme en sag ved først at tale området ned, som særligt røde politikere længe har gjort – i et fromt håb om, at problemerne ville kunne afhjælpes hurtigt med flere penge – er effekten tilsyneladende og i hvert fald i første omgang, at de unge skræmmes væk fra de relevante uddannelser. Og dermed bliver rekrutteringsproblemet blot endnu større, og selv flere skattekroner forslår derfor ikke længere. 

Eftersom udviklingen har stået på i flere år, og skiftende regeringer for længst har måttet sande, at deres egne løfter om bedre velfærd ikke kan føres ud i livet, hvis udbuddet af faguddannet personale mangler, ja, så kunne man tro, at de forestående reformer af de videregående uddannelser var designet til at adressere netop problemet med rekruttering til velfærdsfagene. Men så logisk og ligefrem er moderne politik ikke.

Paradoksalt nok har S-regeringen netop sat gang i et større eksperiment, som kan vise sig sig at trække udviklingen endnu mere skæv. Planen om at udflytte videregående uddannelser fra de store byer – som et bredt flertal af Folketinget er blevet enige om – risikerer nemlig at give bagslag. Ikke mindst for Socialdemokratiet og venstrefløjen, som kan få væsentligt sværere ved at leve op til deres løfter om en yderligere udbygning af velfærden.

I en tid, hvor velfærdsfagene i forvejen ser ud til at falde i prestige blandt unge, er det højest tvivlsomt, om det skulle kunne øge tiltrækningskraften, at flere studiepladser så ydermere flyttes væk fra de største byer.

Lars Trier Mogensen
Kommentarskribent

På papiret lægger forligspartierne bag aftalen om udflytning ganske vist op til at ville udvide de videregående velfærdsfag med i alt 1.000 studiepladser. Men da der samtidig skal rykkes uddannelsespladser væk fra København og Aarhus, hvor der vel at mærke vil opstå et særligt påtrængende behov for flere pædagoger, lærere og sygeplejersker, er det langt fra givet, at de ekstra studiepladser i provinsen overhovedet vil blive fyldt op.

Hundredvis af studiepladser står allerede i dag gabende tomme uden for de største byer, og det er på ingen måde uddannelsesmuligheder, som mangler rundt omkring i provinsen. Det, der mere og mere desperat mangles, er konkrete unge, som har lyst til at studere uden for de største byer.

I en tid, hvor velfærdsfagene i forvejen ser ud til at falde i prestige blandt unge, er det højest tvivlsomt, om det skulle kunne øge tiltrækningskraften, at flere studiepladser så ydermere flyttes væk fra de største byer. Det har snarere formodningen for sig, at velfærdsfagene risikerer at blive endnu mindre attraktive i de unges øjne.

Reelt er der dog ingen, som ved, hvad effekten af det store eksperiment med udflytning af videregående uddannelser vil blive. Planen om udflytning af studiepladser sker nemlig uden en omfattende kortlægning af dynamikkerne bag unges uddannelsesvalg og endnu mere opsigtsvækkende også uden en forudgående inddragelse af alle de berørte uddannelsesinstitutioner. Derfor er det i sig selv en historisk gambling, som forligspartierne forsøger sig med. Og måske også en hasarderet gambling?

Flertallet i Folketinget har spændt vognen foran hesten: I stedet for først at gøre professionsuddannelserne mere attraktive – og derved tiltrække flere unge som et aktivt tilvalg – satser partierne bag det nye udflytningsforlig mere bagvendt på at gøre universitetsuddannelserne i de fire største byer mere eksklusive, og dermed indirekte forsøge at presse flere til at tage til takke med deres andet- eller tredjevalg.

Forligspartierne pålægger universiteterne i de fire største byer at skære antallet af studiepladser med op til ti procent inden 2030, og da erfaringerne tyder på, at det er alt for dyrt at udflytte universitetsuddannelser til mindre byer, vil det i praksis betyde, at tusindvis af unge ikke længere vil kunne blive optaget på særligt universiteterne i København og Aarhus. Som den første regering i verden opererer statsminister Mette Frederiksen (S) reelt med en ambition om at ville sænke antallet af universitetsuddannede.

Formålet er til gengæld ædelt: Ved fremover at gøre det sværere for unge med middelmådige studentereksaminer at kunne blive optaget på universiteterne i København og Aarhus – simpelthen fordi adgangskvotienterne uundgåeligt vil stige i takt med reduktionen i antallet af studiepladser – håber Socialdemokratiet (og de andre partier, som har forstået mekanismen), at de måske egnede vil være nødt til at søge længere ud på landet.

Christiansborg-løsningen på det voksende problem med faldende søgning til de velfærdsfaglige professionsuddannelser er benhårdt at gøre de højere læreanstalter så tilpas meget sværere at komme ind på, at mange af de unge, som i dag søger ind på blandt andet humanistiske universitetsuddannelser i storbyerne, fremover må besinde sig på professionsuddannelser i provinsen.

Den slet skjulte dagsorden er, at de unge, som nu drømmer om at studere eksempelvis kommunikation, psykologi eller samfundsvidenskab på universiteterne – og som ikke har topkarakterer – skal presses til at vælge pædagog-, lærer- eller sygeplejerskeuddannelserne. Om ikke som deres førsteprioritet, så som den praktiske mulighed, der står åben, når antallet af studiepladser på universiteterne bliver skåret ned med op til ti procent.

På papiret kan det store eksperiment godt ende med at lykkes. Hvis de unge rent faktisk besinder sig på politikernes ønsker, og i de kommende år skifter kurs og fravælger drømmen om en universitetsuddannelse i storbyerne for i stedet at søge optagelse på en professionsuddannelse i provinsen, ja, så kan det ende med, at flere vil blive uddannet inden for velfærdsfagene. Men realistisk set går det næppe helt så let.

Årets søgemønstre til de videregående uddannelser tyder på, at de unge bestemt ikke har tænkt sig at føje politikerne. Og når universiteterne i København og Aarhus så tilmed gøres endnu mere eksklusive – og dermed endnu mere eftertragtede blandt unge – virker det i bedste fald naivt at tro, at velfærdsuddannelserne i provinsen pludselig skulle blive attraktive.

I en tid, hvor velfærdsfagene i forvejen ser ud til at falde i prestige blandt unge, er det højest tvivlsomt, om det skulle kunne øge tiltrækningskraften, at flere studiepladser så ydermere flyttes væk fra de største byer.

Lars Trier Mogensen
Kommentarskribent

Frem for at haste en hasarderet udflytning af de alle de videregående uddannelser igennem, ville det give bedre mening at koncentrere kræfterne om først at gøre såvel velfærdsuddannelserne i særdeleshed som professionsuddannelserne uden for de større byer i almindelighed mere indbydende for unge.

Når først pædagog-, lærer- eller sygeplejerskeuddannelserne igen oplever et reelt stigende antal førsteprioritetsansøgere, ikke mindst uden for København og Aarhus, så kunne politikerne gå videre med deres spareplaner om at skære ned på universiteterne.

Som eksperimentet er skruet sammen nu, risikerer partierne bag udflytningsforliget at fremprovokere en bizar tilstand, hvor færre unge vil tage en videregående uddannelse, simpelthen fordi de unge hellere vil vente end at tage til takke med en uddannelse, som de ikke har lyst til. Attituden kan virke forkælet, men absolut intet tyder på, at politikerne skulle være i stand til at detailregulere tidens ungdomskultur.

Politisk set kan gamblingen med udflytning også komme til at koste dyrt, igen særligt for de røde partier. Hvis den aktuelle udvikling fortsætter, og der ikke meget snart sker et mærkbart og fundamentalt skift i de unges uddannelsesvalg, vil Socialdemokratiet og venstrefløjen godt kunne pakke sammen med deres stadig mere fantasifulde velfærdsløfter.

De røde partier har gjort regning uden vært. Hvis de unges studievalg fortsætter, som udviklingen tyder på, vil der i praksis hverken komme flere pædagoger ud blandt landets tumlende småbørn eller flere sygeplejerske hos de mere omtågede patienter. Eksperimentet med udflytning er en tikkende bombe under velfærden.