Debat

Moderaterne: Seniorpolitikken er forældet. Her er tre forslag til, hvordan vi tager et opgør med den

Selvom det danske arbejdsmarked står i en dyb rekrutteringskrise, overser både arbejdsgivere og politikere den gyldne arbejdskilde, som seniorerne udgør, skriver Moderaternes formand, Lars Løkke Rasmussen, og folketingskandidat Lean Milo. 

Lad os nu gøre op med den rigide opfattelse af vores seniorer, skriver Lars Løkke Rasmussen (M) og Lean Milo (M).
Lad os nu gøre op med den rigide opfattelse af vores seniorer, skriver Lars Løkke Rasmussen (M) og Lean Milo (M).Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Lars Løkke Rasmussen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Vi mangler arbejdskraft i Danmark. Både det offentlige og det private erhvervsliv skriger på varme hænder og kloge hoveder.

Alligevel gør vi kun i ringe grad brug af en oplagt, voksende og herboende kilde til arbejdskraft; den mest erfarne del af arbejdsstyrken. Der er behov for et opgør med en forældet seniorpolitik.

Men først lidt statistik. Sidste år udgav Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA) en undersøgelse af, hvad der kan få de plus 50-årige til at blive længere på arbejdsmarkedet. Næsten halvdelen angav nedsættelse i tid som den væsentligste grund til at blive.

Mindre fysisk og psykisk hårdt arbejde, flere seniordage, fleksibel arbejdstid og ledelsens anerkendelse blev angivet som andre væsentlige faktorer.

Noget skal ske, hvis den gyldne arbejdskilde skal springe. Derfor har vi tre konkrete forslag til, hvordan vi forandrer seniorpolitikken

Lars Løkke Rasmussen (M) og Lean Milo (M)
Formand og folketingskandidat

Når NFA spørger ansatte over 50 år, hvor længe de ønsker at arbejde, svarer en tredjedel, at de ønsker at blive så længe som muligt.

Samtidig ved vi fra flere undersøgelser, at de ældste medarbejdere har sværere ved at få arbejde, når først de er blevet ledige, ligesom mange oplever at blive presset ud af arbejdsmarkedet, selv om de ønsker at blive. For eksempel bliver hver tiemde ingeniør pensioneret mod sin vilje.

Vi har altså at gøre med en gruppe mennesker med omfattende arbejdserfaring, som for en tredjedels vedkommende gerne vil arbejde, så længe det er muligt og to tredjedele, som muligvis vil arbejde længere, hvis arbejdsvilkårene ændres.

En gruppe mennesker der vel at mærke kun bliver større de kommende år. Vi har med andre ord en potentielt voksende kilde til kvalificeret arbejdskraft inden for en bred vifte af brancher.

Tre forslag kan starte opgøret

På den anden side af bordet står arbejdsgiverne. De har den bundne opgave at få de bedste kræfter med ombord på den mission, der nu engang er deres. Men det kan være dyrt at ansætte eller fastholde de mest erfarne medarbejdere.

Ofte sættes der lighedstegn mellem et langt CV og en høj løn, og hvis den erfarne ingeniør skifter spor og søger job som vicevært, så afvises hun eller han som overkvalificeret. Samtidig har mange arbejdspladser ikke tradition for at tilbyde ordninger, der gør det muligt at gå ned i tid i en gradvis overgang fra aktiv til otium.

Endelig har vi et pensionssystem, som er svært at gennemskue, og som "straffer" erhvervsaktivitet ved at modregne det tjente i pensionen. Det kan ofte ikke betale sig i kroner og øre at arbejde, når først pensionsalderen er nået. Det stiller store krav til lysten, for de fleste af os går trods alt på arbejde mod betaling, og tiden bliver som bekendt ikke mindre værd med alderen.

Læs også

Noget skal ske, hvis den gyldne arbejdskilde skal springe. Derfor har vi i Moderaterne tre konkrete forslag til, hvordan vi forandrer seniorpolitikken.

For det første skal vi tale den erfarne arbejdskraft op som fortjent, og vi skal gøre op med en ufleksibel forestilling om, at værdifuld arbejdskraft alene kommer på fuldtid.

For det andet skal vi fremme fleksibilitet i ansættelsen af de mest erfarne medarbejdere. Det skal være naturligt og udbredt med årlige medarbejdersamtaler om ønsker til arbejdslivet, når vi runder 60 år og gerne før.

For det tredje skal vi afskaffe modregningen i folkepensionen for egen arbejdsindkomst og i seniorpensionen for ægtefælles arbejdsindkomst.

Tiden er inde til en ny politik

Ifølge Cepos vil forslagene give et arbejdsudbud på 2650 sæt hænder og bidrage med 2,7 milliarder kroner til BNP i 2030.

De økonomiske gevinster til trods handler det mest om, at vi skal skabe et arbejdsmarked, hvor det giver mening for alle parter, at vi arbejder længst muligt.

Politik skal ikke diktere virkeligheden, men afspejle den. Det må vi aldrig glemme

Lars Løkke Rasmussen (M) og Lean Milo (M)
Formand og folketingskandidat

Et arbejdsmarked, hvor der er plads til den rette balance mellem arbejdsliv og fritid også sent i livet. Et arbejdsmarked, hvor vi kan forblive en del af et af de mest centrale fællesskaber i vores liv, selv om det ikke længere sker på fuldtid.

Så lad os nu gøre op med den rigide opfattelse af vores seniorer. To mennesker på 60 år kan stå i meget forskellige situationer. En er måske fysisk eller psykisk slidt af et hårdt arbejdsliv og har brug for et brancheskift og få timer, en anden føler sig måske i sin bedste alder og kan endnu ikke ane arbejdslivets endeligt i horisonten. Der skal være plads til begge dele.

Pensionsalderen er måske nok fastlagt politisk, men den opleves individuelt. Det skal vi skabe plads til. Politik skal ikke diktere virkeligheden, men afspejle den. Det må vi aldrig glemme. Tiden er moden til en forandring af vores seniorpolitik.

Vi har ikke råd til at lade være, og vi kan heller ikke være andet bekendt.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Lars Løkke Rasmussen

Udenrigsminister, MF (M), politisk leder, Moderaterne, fhv. statsminister
cand.jur. (Københavns Uni. 1992)

0:000:00