Omsorgskrisen har dybe strukturelle rødder

Ved tærsklen til udgangen af pandemiens andet år befinder det danske sundhedsvæsen sig i en kritisk situation.

Der mangler sygeplejersker. En rapport fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering viste for nylig, at der i perioden december 2020 til april 2021 i alt var 3.450 sygeplejerskestillinger i opslag, som ikke kunne besættes – svarende til 47 procent af opslagene.

De sygeplejersker, der er, er i vid udstrækning overbebyrdede og underbetalte – medmindre de altså har valgt at kvitte den offentlige sektor og tilmelde sig et privat vikarbureau, hvor lønnen er bedre, og der er frit valg mellem vagterne, så man har en jordisk chance for at få sit eget liv til at hænge sammen ved siden af arbejdet. Det er, selvsagt, en uholdbar situation.

Nu varsles der så fra Christiansborg en "coronavinterpakke", der skal give en nødtørftig håndsrækning til blandt andet sygeplejerskerne, efter at de i sommers strejkede og endte med at blive kørt over i det, der er blevet det sædvanlige udkomme af danske arbejdskonflikter i det offentlige: Et regeringsindgreb, der tilgodeser arbejdsgiversidens synspunkter.

Det er absurd, at man stadig i 2021 ikke tager højde for værdien af omsorg, når man i Finansministeriet regner på samfundsværdien af velfærdsinvesteringer

Johanne Dalgaard
Kommentarskribent

Indholdet og størrelsen på "pakken" kender vi indtil videre ikke, men man bør nok have beherskede forventninger til, hvad der kan udrettes med en akutpakke, når det kommer til at udbedre et problem, der har dybe strukturelle rødder og er blevet gradvist forværret gennem årtier.

Det er tydeligvis ikke attraktivt at arbejde som sygeplejerske på de vilkår, som det danske sygehusvæsen på nuværende tidspunkt tilbyder.

Det, skulle man tro, var et problem, som vi alle sammen kunne blive enige om at få løst. Danmarks samfundsmodel hviler på statens evne til at tilbyde velfærd, og kernen i den velfærd er vel et velfungerende og frit tilgængeligt sundhedsvæsen.

Den basale tryghed i bevidstheden om, at hvis man selv eller dem, som man elsker, bliver ramt af ulykke og sygdom, så er der et system på plads, der kan tilbyde den nødvendige udredning, diagnose behandling og – ikke uvæsentligt, når man er i en sårbar situation, hvor kroppen sætter ud – omsorg. Det sidste halter det selvsagt med, når der ikke er sygeplejersker nok til at besætte halvdelen af de udbudte stillinger.

Vi er i en omsorgskrise. Jeg oplevede den selv allerede for tre til fire år siden, da min far var indlagt med et brud på ryggen: Alting i kontakten med sygehusvæsenet føltes trods venligt og imødekommende personale fortravlet, underskudsagtigt og langt fra betryggende. Siden da er situationen kun forværret

Det er ikke, fordi der ikke er blevet råbt op om det – højt og vedvarende over årene – men det falder hver gang for døve øren.

Det blev "Arnes tur" til tidlig pension som følge af Socialdemokratiets målrettede kampagnestrategi for at trække tabte arbejdervælgere tilbage over midten ved sidste folketingsvalg.

Men "Arnes kone", der arbejder med omsorg og pålideligt stemmer til venstre for midten, er det sværere at parlamentarisk grundlag for at imødekomme – det batter ligesom ikke rigtigt som stemmemaksimerende strategi.   

SF, der vel traditionelt er sygeplejerskernes bedste venner på Christiansborg, er som støtteparti nærmest blevet usynlige i skyggen af Socialdemokratiet, og selvom partiet verbalt altid støtter op om sygeplejernes kamp for bedre vilkår, så er det tilsyneladende ikke en kamp, der er særlig højt prioriteret.

Fra den borgerlige fløj kan man forvente enten en blank afvisning af behovet for bedre vilkår, som den fremgår af Berlingskes kampagnejournalistik om emnet, eller flyvske propelhatsliberale argumenter om, at det hele kan løses, hvis man bare skærer ned på bureaukratiet og giver det forventede overskud til sygeplejerskerne. Præmissen for det sidste er, at der sidder et fedtlag administrativt ansatte i sundhedsvæsenet, hvis arbejde er værdiløst.

Jeg har ikke stor indsigt i organiseringen af sundhedssektoren og vil da ikke afvise, at der kan skæres og omorganiseres i de administrative lag for at frigøre ressourcer andre steder, hvis man ellers tager sig tid til at gøre det velovervejet og under inddragelse af de relevante faggrupper på gulvet.  

Men det er ingen mirakuløs snuptagsløsning, som det fremstilles af Alex Vanopslagh og andre opportunistiske politikere, der konsekvent falbyder den myte til deres vælgere, at administrativt arbejde i udgangspunktet er pseudoarbejde, fordi ingen kan få øje på dets "produkt".

At administrationen er usynlig, er som regel det sikreste tegn på, at den er velfungerende. Det er først, når administrationen holder op med at fungere, at den bliver bemærket.

Det er nemt at tale om administrative funktioner som noget, der eksisterer helt separat fra kernefunktionerne i velfærdsinstitutionerne og derfor blot kan skæres væk, men realiteten er jo, at de ofte spiller en faciliterende rolle i hele organiseringen af arbejdet.

Derfor er jeg også overbevist om, at eventuelle gevinster ved "afbureaukratisering" vil være meget beskedne målt op imod det enorme behov for at gøre sygehusvæsenet til et attraktivt sted at arbejde for omsorgspersonalet.

Problemet ligger dybere end som så. Det ligger i den latente politiske uvilje mod at værdisætte omsorgsarbejde på en retfærdig og virkelighedssvarende måde.

Det er absurd, at man stadig i 2021 ikke tager højde for værdien af omsorg, når man i Finansministeriet regner på samfundsværdien af velfærdsinvesteringer. Stort set intet i livet har vel mere indlysende værdi for levende, sansende mennesker end omsorg.

Som samfund bør vi holde op med at tage den for givet.