Kommentar af 
Johanne Thorup Dalgaard

Johanne Dalgaard: Min fars tur på supersygehus var knap så super

KOMMENTAR: Sundhedsvæsenets velbefindende er underlagt politisk opportunisme, kontinuerlige besparelser og virker tæt på sammenbruddets rand, skriver Johanne T. Dalgaard efter nærkontakt med det udpinte væsen.

SUPERSYG: Dygtigt personale kæmper en ulige kamp i et sundhedssystem, der virker tiltagende afpillet, skriver Johanne T. Dalgaard.
SUPERSYG: Dygtigt personale kæmper en ulige kamp i et sundhedssystem, der virker tiltagende afpillet, skriver Johanne T. Dalgaard.Foto: Colourbox
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

De sidste år har min familie været usædvanlig meget i berøring med det danske sygehusvæsen. Min i forvejen skrøbelige svigerfar fik en lungebetændelse og kæmpede længe imod døden, før han gav op i sin seng på Holbæk Sygehus. Min morfar lå for døden i en periode på Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg. Senest begyndte min egen far pludselig at falde, benene svigtede under ham, og på et tidspunkt pådrog han sig et brud på ryggen og blev også indlagt i Esbjerg.

At opholde sig så meget på sygehuse, fordi ens nærmeste ikke er raske, er selvsagt aldrig nogen udsøgt fornøjelse. Men som hidtil indbildt borger i en universel velfærdsstat er det samtidig dybt chokerende at opleve, hvor udsultet og dysfunktionelt systemet i realiteten er gået hen og blevet.

Min far faldt og slog ryggen natten til fredag, og særligt dét var uheldigt. For det betød, at der ikke var nogen hjælp at hente i det danske sygehussystem i adskillige dage. Jo jo, man kunne da hælde noget morfin i ham og instruere ham i at ligge aldeles stille af hensyn til den skade, der ikke kunne undersøges de første par dage. Man kunne servere nogle måltider for ham, som hans pårørende så kunne assistere ham med at indtage en smule af.

Men man kunne ikke gøre noget ved hans brud på ryggen. Det krævede en scanning og en konsultation med specialister i Odense. Sidst på ugen skal ingen nemlig regne med nogen form for substantiel handling fra det danske sundhedsvæsens side, medmindre de er i tydelig og overhængende livsfare.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler. Du kan kommentere indlægget i bunden. Vi opfordrer til en konstruktiv og ordentlig tone i debatten.
Debatindlæg kan sendes til: [email protected]

Sidst på ugen skal ingen nemlig regne med nogen form for substantiel handling fra det danske sundhedsvæsens side, medmindre de er i tydelig og overhængende livsfare.

Johanne Thorup Dalgaard

Endnu mindre kunne det forventes at nogen forholdt sig til tanken om, at der skulle en udredning til, så man kunne bestemme årsagen til, at han faldt, og eventuelt behandle for dén. Og der var heller ikke nogen garanti at hente for, at man på afdelingen kunne forhindre, at han vågnede forvirret og morfindopet om natten og forsøgte at komme ud at tisse. Altså faldt han adskillige gange mere under indlæggelsen, inden man overhovedet nåede til at diagnosticere bruddet på hans ryg.

Han blev scannet om mandagen, men desværre kunne man ikke nå at få billedet med til konsultation i Odense før tirsdag. Tirsdag ud på eftermiddagen, altså efter at have ligget standby med store smerter og usikkerhed om sin situation i fire og et halvt døgn, blev min far overført til Odense Universitetshospital.

Alligevel kan jeg ikke sige ordet ”supersygehus” uden at anlægge et sarkastisk drag om munden.

Johanne Thorup Dalgaard

Jeg havde taget fri og var sammen med min mor hos ham, da beskeden kom om, at han snart ville blive afhentet og overført. Hun og jeg kørte til mit barndomshjem i Ribe for at pakke en taske og få hunden sat i en pension. Derefter kørte vi mod Odense, hvor min faster heldigvis bor, så vi havde et sted at overnatte i nærheden.

Vi kom frem til ham på stuen ud på aftenen. Der havde været lidt forvirring om, hvor han skulle være henne. Beskeden om, at han gerne skulle holdes under opsyn om natten, var ikke nået frem fra Esbjerg til Odense, og han var blevet placeret på en stue, der lå fjernt fra sygeplejerskernes station.

Han skulle faste, sagde personalet, da han skulle opereres fra morgenen af onsdag. Onsdag blev der ingen operation, fasten havde været forgæves, og hans akutte angst for at skulle under kniven ligeså. Den besked kom til os sådan lidt ad bagvejen, da der pludselig dukkede en sygeplejerske op og tilbød ham mad.

Igen fastede han frem mod torsdag morgen, men om morgenen var der igen ingen plads til ham i operationskøen. Nej, var beskeden, hvis nogen spurgte, der kunne faktisk ikke sættes nogen begrænsning på, hvor længe han kunne risikere at skulle vente. Det afhang for eksempel af, hvor mange trafikuheld der var den dag. Jeg undlod at spørge, om der ikke burde være et nødberedskab til den slags; nødberedskab lod simpelthen til at være udgangspunktet. Torsdag ud på eftermiddagen, en uge efter bruddet på ryggen, blev han endelig kørt til operation, og dén forløb planmæssigt.

Det er en del måneder siden operationen nu, og jeg orker ikke at opremse, hvad der siden har været af uheldige forglemmelser og dårlig koordination i forbindelse med opfølgning, genoptræning og diagnosticering af den bagvedliggende årsag til, at han går og falder.

Et lyspunkt har dog været, at min fars egen praktiserende læge har strakt sig langt ud over det sædvanlige og forventelige for at holde hånden under ham og agere tovholder på processer, der involverer et veritabelt hav af instanser og aktører og behandlere.

Jeg vil gerne understrege, at jeg er dybt taknemmelig over for det personale, der tog vare på min far efter bedste evne ud fra de vilkår, de nu engang arbejder under. Jeg er også fuld af beundring for kirurgernes dygtighed og specialisering.

Alligevel kan jeg ikke sige ordet ”supersygehus” uden at anlægge et sarkastisk drag om munden. Der er noget indlysende propagandistisk ved ordet; hvis man er nødt til at supplere et begreb med præfikset ”super”, så er der nok et eller andet udpræget middelmådigt over det. Det vidste man jo godt, dengang det blev lanceret i 2007.

Vi, der mistede adgangen til et lokalt hospital i Lars Løkkes store centraliseringsøvelse, vidste det i hvert fald godt. Jeg tvivler ikke på, at der er nogle fordele ved at have nogle stærke, specialiserede faglige miljøer rundt om i landet. Men jeg forstår ikke, at man ikke som udgangspunkt fra politisk hold kunne tænke sig til, at man stadig havde brug for en lokal forankring af sygehusvæsenet der, hvor patienterne bor.

Den erkendelse påstår samme Lars Løkke så at være nået til her ti år senere, hvor der varsles en ny omfattende sundhedsreform med fokus på ”det nære”. Det konkrete indhold er ganske vist endnu ikke fremlagt, men altså: undskyld mig, hvis jeg ikke føler mig opfyldt af optimisme og tillid til, at løsningen på problemerne ligger i endnu en Venstre-genereret kæmpereform. Undskyld mig, hvis jeg ikke forventer meget andet af ”disruptionudvalgets” ophav end en haglbyge af tomme superlativer ved lanceringen af en reform, der baserer sig på anbefalingerne fra et udvalg, hvis opdrag foreskrev at forbedringsforslagene ikke måtte koste penge.

Undskyld mig, hvis det eneste, jeg faktisk gider at høre om dét emne, er, at man stopper grønthøsteren i sundhedsvæsenet permanent, og at man, inden man igen lancerer en gennemgribende reform af systemet, vil lytte til fagpersonerne og tilrettelægge tingene, så de har en chance for at udføre deres arbejde på en tilfredsstillende måde.

Det er uholdbart, at udgangspunktet altid er løbende nedskæringer, og så kan bestemte områder indimellem modtage nødhjælp der, hvor det er fordelagtigt for politikerne i et valgår. Dén model udgør ikke bare en gradvis undergravning af systemet, den gør det også umuligt for borgerne at gennemskue, hvad nettosummen af den førte politik er og at sætte deres kryds derefter.

------------

Johanne Thorup Dalgaard (født 1987) er uddannet cand.scient.pol. fra Københavns Universitet. Hun arbejder som embedsmand på uddannelses- og forskningsområdet og som freelanceskribent med fokus på kulturelle og politiske emner. Indlægget er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Johanne Dalgaard

Freelanceskribent, specialkonsulent
cand.scient.pol (Københavns Uni.)

0:000:00