Præstegaard har reelt lukket diskussionen om finansieringen af fremtidens velfærdssamfund

Spørger man rundt i fagbevægelsen, er der dog ingen, der vil sætte navn på, hvem der kunne stå bag lækagen, og de fleste peger på, at der sandsynligvis ikke ligger de store strategiske overvejelser bag.

Præstegaard er ikke kendt for at have deciderede fjender i fagbevægelsen, som vil af med ham.

Der er heller ikke nogen, som peger på en eller flere medlemmer af FH, som kunne have en interesse i at kvæle en diskussion om finansieringen af fremtidens velfærdssamfund i fødslen.

ATP og Præstegaard har længe været på observationslisten hos især fagbevægelsen for ikke at levere store nok afkast

Benny Damsgaard

Den diskussion hører, i stil med dengang man indførte arbejdsmarkedspensionerne i 1980’erne, hjemme i en trepartssammenhæng, hvor man fra fagbevægelsens side potentielt kunne få ganske betydelige indrømmelser for at acceptere øget egenbetaling.

Indrømmelser, som kunne have gjort det langt lettere at overbevise medlemmerne om det fornuftige i modellen. Så langt kom man imidlertid ikke, fordi ”privat-Martin” satte ild til diskussionen, før nogen var klar, og hældte beton over positionerne.

Det andet, der gør sagen usædvanlig, og som man ryster på hovedet af hos både lønmodtagere og arbejdsgivere, er, hvordan Præstegaard kunne være så uforsigtig at bringe sig selv i denne situation.

ATP og Præstegaard har længe været på observationslisten hos især fagbevægelsen for ikke at levere store nok afkast. Det irriterer, at ATP, som med sine betydelige formue og lange investeringshorisont burde have alle forudsætninger for at kunne investere klogt og langsigtet, alligevel halter efter deres sammenlignelige konkurrenter – herunder fagbevægelsens egne fonde.

Alligevel vælger Præstegaard at igangsætte det ikke ubetydelige arbejde med at lave økonomiske fremskrivninger frem til 2080 (!), og på den baggrund udvikle og holde et decideret oplæg for regeringstoppen. Og vel at mærke uden at klappe det af med bestyrelsen på forhånd.

Havde det været en uformel snak over en kop kaffe, havde det været en anden sag.

Men det her var et decideret oplæg, som han desuden ifølge centrale kilder også har holdt for som minimum én folketingsgruppe på Christiansborg.

Med sin baggrund fra Slotsholmen burde Præstegaard vide, at man som ATP-direktør ikke kan holde oplæg for regeringen som privatperson

Benny Damsgaard

ATP’s bestyrelsesformand, økonomiprofessor Torben M. Andersen, som også deltog på regeringsseminaret, har efterfølgende været ude og sige, at Præstegaards oplæg som privatperson var afstemt med ham.

Det forsvar ryster man primært bare på hovedet af hos i hvert fald fagbevægelsen og tager det først og fremmest som et udtryk for, at Torben M. Andersen mere tænker som en forsker end som en professionel bestyrelsesformand.

Med sin baggrund fra Slotsholmen burde Præstegaard vide, at man som ATP-direktør ikke kan holde oplæg for regeringen som privatperson.

I sådan sammenhæng er alt officielt, og man er nødt til på forhånd at have rygdækning til sine synspunkter fra bestyrelsen. Især når man lancerer så politisk kontroversielle synspunkter som øget egenbetaling af pensioner.

Men hvorfor gjorde Præstegaard det så? Forklaringerne varierer lidt efter, hvem man taler med.

Nogen peger på, at Præstegaards faglige interesse for velfærdssamfundets holdbarhed ganske enkelt er løbet af med ham.

Andre peger på, at han noget kluntet har forsøgt at sikre ATPs forretningsmodel med nye indtægter. Andre igen peger på, at han højst sandsynligt bare ikke har tænkt sig godt nok om og har lavet en fejl.

Uanset, hvem man spørger, er vurderingen dog også, at sagen stopper her.

Præstegaard har fået et klip i kortet med denne sag, men det er også det.

Det afgørende for hans fremtid i ATP er stadig hans evne til at skabe afkast til lønmodtagerne.

Her er han fortsat på observationslisten, og denne sag har med sikkerhed ikke rykket ham ned af den – tværtimod.