Bliv abonnent
Annonce
Debat

Chefer i Sønderborg Kommune: Ældreloven kræver en ny form for ledelse. Sådan griber vi det an

For at lykkes med regeringens mål med ældreloven, bruger vi ledere fire elementer: Retning, meningsskabelse, bevidsthed om roller og støttestrukturer, skriver Anette Krogh og Klaus Liestmann. 
For at lykkes med regeringens mål med ældreloven, bruger vi ledere fire elementer: Retning, meningsskabelse, bevidsthed om roller og støttestrukturer, skriver Anette Krogh og Klaus Liestmann. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
23. juni 2025 kl. 02.00

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Reformerne ruller ind over velfærdsområdet. Vi står med nye krav, nye målsætninger og nye forandringer. Men alt for ofte glemmer vi at stille det vigtigste spørgsmål: Hvem skal egentlig få det til at ske? Og hvad skal der til?

Svaret er: Vi ledere. Ikke strategierne, ikke systemerne – men os.

Vi kan ikke længere gemme os bag implementeringsplaner og organisering. Hvis reformerne skal virke i praksis, skal vi turde tage et opgør med den kultur, der holder os fast i gamle mønstre. En kultur, hvor kontrol vinder over tillid, hvor målinger slører mening – og hvor ledelse bliver til administration.

Den offentlige leder er ikke længere bare et tandhjul i systemet. Lederen er blevet frontlinje for velfærdsstatens forvandling. En transformation, hvor det ikke længere er nok at levere ydelser. Vi skal skabe relationer, sammenhæng og nærvær. Vi skal balancere faglighed og kvalitet med empati og effektivitet med etik.

Læs også

Det lyder smukt. Men det er også benhårdt.

I Sønderborg Kommune har vi i forvaltningen Omsorg og Udvikling valgt at tage den kamp på os. Ikke med endnu en strategiplan, men med en fælles forståelse af, at forandring starter indefra – med os selv som ledere.

For at lykkes med transformationen af ældreloven bruger vi fire elementer: Tydelig retning, meningsskabelse, bevidsthed om roller og støttestrukturer, der trækker med – ikke imod.

Pitstop tre gange om året 

Vi har arbejdet med at sætte retning i praksis. Ikke bare i form af store visioner, men i det daglige sprog, de små beslutninger og de fælles forventninger. Når nøglepersoner på tværs af distrikter og plejecentre ved, hvad de står for – og kan spejle sig i hinanden – så begynder retningen at leve i organisationen.

Ledelse er ikke en position, det er et ansvar

Anette Krogh og Klaus Liestmann
Hhv. Stabschef og direktør, Sønderborg Kommune

Vi har sat meningsskabelse i centrum, med ældreloven skal vi noget andet.

Det må ikke blive abstrakt, men vi har et konkret ledelsesansvar. Tre gange årligt mødes ledere og medarbejderrepræsentanter til ”pitstop” for at vende praksis, værdier og dilemmaer, som har betydning for, at vi sammen lykkes med transformationen.

Derfor inviterer vi også borgere ind til at give deres perspektiv til, hvad der skal til. For hvis vi ikke tør høre, hvordan vi virker – hvordan skal vi så ændre os?

Vi har skabt klarhed om roller. For i en kompleks virkelighed er det altafgørende, at vi ved, hvornår vi skal lede, støtte, træde frem – og hvornår vi skal træde tilbage. Ledelse er ikke en position, det er et ansvar.

Det kræver mod til at skifte rolle afhængigt af situationen og at skabe rum, så andre kan tage ansvar. Det øver vi løbende på vores ledelsessessioner.

Læs også

Med ældreloven er samarbejdet med pårørende afgørende. Derfor drøfter og øver vi ledelsesmæssige greb til perspektivskifte. Vi må være nysgerrige og kunne favne frustrationer hos pårørende.

Afgørende for os er, at de ikke bliver klientgjort, men at vi kan favne deres perspektiver. Det er af betydning for, at vi lykkes med borgeroplevet kvalitet. Alle har potentialer, og vi har et ansvar for at få det i spil.

Støtte fra rejsehold

Alt for ofte spænder struktur ben for intention, derfor har vi har arbejdet med vores støttesystemer. Vi har etableret onboarding, ledertræning og feedbackkultur.

Hvis vi ikke arbejder med, hvordan vi er sammen – som ledere, som kolleger, som organisation – så ændrer vi ingenting

Anette Krogh og Klaus Liestmann
Hhv. Stabschef og direktør, Sønderborg Kommune

Fælles forståelse og sammenhæng skal støttes, det gør vi med rejseholdet, der kommer ud og spørger: Hvordan går det i virkeligheden? Ikke for at kontrollere – men for at sparre.

Ambitionerne med ældreloven kræver som sagt, at vi gør noget andet. Derfor drøfter vi på tværs af Omsorg og Udvikling kvalitet, både i et borger- og medarbejderperspektiv.

Onboardning af nye medarbejdere er et af vores støttesystemer. Medarbejderne er vilde med det, det giver mening, og med et fælles sprog sætter vi retning for den kvalitet, vi ønsker borgerne skal mærke.

Disse erfaringer har lært os én ting: Kultur spiser strategi til morgenmad. Hvis vi ikke arbejder med, hvordan vi er sammen – som ledere, som kolleger, som organisation – så ændrer vi ingenting.

Derfor må vi som ledere tage et opgør med forestillingen om, at vores opgave er at “implementere”. Vi skal ikke kun “føre noget ud i livet”. Vi skal være med til at skabe det liv, der leves i organisationen.

Læs også

Hver gang vi stiller et spørgsmål, tager et valg, eller bare er til stede i et møde, påvirker vi kulturen. Den virkelighed, vi er i, er ikke givet. Den er skabt – og vi er med til at forme den.

Vi skal turde tage ansvar. Ikke alene – men i fællesskab. Ikke perfekt – men med vilje og nysgerrighed.

Så når nogen spørger: Er det stadig muligt at være menneske i velfærdsledelse? Så er svaret: Det er ikke bare muligt. Det er nødvendigt.

Hvis ikke vi tør insistere på det menneskelige i vores ledelse, mister vi det, der giver velfærden mening. Og mister vi det, mister vi os selv.

Annonce
Annonce
Annonce
Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Vi tror på politik
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40redaktionen@altinget.dkCVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2026