DF forsvarer besparelser på beskæftigelsesindsats

BESPARELSER: Blå blok skærer 400 mio. kr. årligt over de næste år på den aktive beskæftigelsesindsats. Det er pivskævt, og DF baner vejen for skattelettelser, lyder kritikken. “Man skal passe på ikke at gøre det værre, end det er,” lyder svaret fra DF. 

Julie Lundbek

Finanslovsaftalen for 2016 mellem regeringen, DF, Konservative og Liberal Alliance er landet, og det betyder en besparelse på 400 mio. kr. på den aktive beskæftigelsesindsats for aktivitetsparate kontanthjælpsgrupper efter nytår. 

Lovforslaget var tirsdag 8. september på dagsordenen i Folketingssalen, og det fik rød blok op af stolene med kritik af Dansk Folkeparti for at lægge stemmer til besparelserne.

Konkret bliver der ud af de 400 millioner kroner hentet 110 mio. kr. på mentorindsatsen, 144 mio. kr. på vejledning og opkvalificering samt 146 mio. kr. på mentorstøtte og aktiv indsats. Pengene vil fremadrettet blive puljet i samme økonomiske ramme.  

Se også: Jobcentre skal hjælpe ledige for 400 mio. mindre

DF: Kommende mentorordning er tilstrækkelig
Hidtil har kommunerne ved lov haft pligt til at tilbyde svage ledige på kontanthjælp, som vurderes jobparate, kontakt med en mentor minimum én gang ugentligt. Med lovforslaget ændres den ret til mindst hver anden uge. Og det mener Dansk Folkepartis beskæftigelsesordfører, Bent Bøgsted, er tilstrækkeligt:

“Vi kan se, der er en stor del af mentorordningen, der ikke bliver brugt, som den skal." 

"Der er stor forskel på, hvor meget den enkelte ledige har brug for. Nogen kan klare sig med få kontakter til en mentor, mens andre har behov for en mentor omkring sig hele tiden, og det har kommunerne stadig mulighed for at give den enkelte, hvor der er brug for det," siger han og fortsætter: 

"Fremover skal mentorerne målrettes, hvor der er brug for det."

Oppositionen: Hvad med de øvrige besparelser?
Foruden besparelserne på mentorordningen er et led i aftalen også besparelser i form af den refusion, som staten giver kommunerne for udgifter til øvrige tiltag inden for den aktive beskæftigelsesindsats, eksempelvis opkvalificering af jobparate kontanthjælpsmodtagere. 

"Man forringer jo kommunernes muligheder for at lave mentorordningen og andre ordninger, der handler om opkvalificering og vejledning af disse udsatte ledige," lød det fra Finn Sørensen (EL). 

I den forbindelse pegede Bøgsted på, at der er tale om en målretning af indsatserne: 

Hvis man ser på lovforslaget her, så skal det mere målrette, at man får folk i uddannelse og folk i job, det er også en del af det, der lægger i det," lød det fra Bent Bøgsted.  

Dansk Folkeparti afviste desuden under debatten anklager om, at DF er med til at tage penge fra de svageste for at give skattelettelser til de rigeste. "Hvis DF skal lægge stemmer til skattelettelser, så skal det være i bunden," lød det fra Bent Bøgsted.

Se uddrag fra debatten ovenfor. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00