Krisen kan gnave i arbejdsstyrken

Den økonomiske krise kan give statsfinansielle og samfundsmæssige omkostninger, der rækker ud over selve kriseårene. Der er grundlæggende tre typer af problemer, der kan trække de lange spor.

For det første betyder selve kriseårene, at de offentlige indtægter bliver mindre, og de offentlige udgifter bliver større. Det skyldes både automatiske reaktioner i de offentlige budgetter og egentlige krisetiltag, der stimulerer økonomien gennem ufinansierede offentlige udgifter. Øgede offentlige underskud fører til øget offentlig gæld, som skal forrentes og afdrages, når konjunkturerne er normaliserede (se evt. mit indlæg på Altinget den 24. november 2009).

For det andet er der risiko for, at den nuværende krise påvirker den langsigtede vækst gennem dårligere fungerende kapitalmarkeder, som sænker investeringerne og dermed langsigtede kapitalapparat og produktion.  

Den tredje risiko er, at stigningen i arbejdsløsheden betyder, at en del af dem, der mister deres job, ikke får fodfæste på arbejdsmarkedet igen igennem en længere periode. Det kan ske i form af, at den såkaldte strukturelle ledighed stiger. Det betyder, at når beskæftigelsen normaliseres efter krisen, vil den "normale" arbejdsløshed være højere end den havde været uden krisen. Mere sandsynligt er det dog, at det sker ved, at arbejdsstyrken falder, og antallet af overførselsindkomstmodtagere uden for eller på randen af arbejdsmarkedet stiger.

Det er nødvendigt at se på reformer af overførselsindkomst-systemet, som kan reducere antallet af modtagere, som har kvalifikationerne og helbredet til at være i beskæftigelse.

Lars Haagen Pedersen
Sekretariatschef, Det Økonomiske Råd

Lav strukturel ledighed
Den danske arbejdsmarkedsmarkedspolitik er siden 1995 blevet drejet i retning af øget vægt på den aktive arbejdsmarkedspolitik, der bl.a. gennem intensive mødeforløb og aktiveringsprogrammer skal sikre, at de ledige hurtigt vender tilbage til beskæftigelse. Denne politik har været succesfuld både til at øge beskæftigelsen og sænke ledigheden. Danmark har derfor en strukturel ledighed, der er blandt de laveste i Europa.

Aldrig tilbage til samme niveau
Samtidig er Danmark imidlertid også i den absolutte top i Europa, hvad angår andelen af personer i den erhvervsaktive alder, som modtager overførselsindkomst fra det offentlige.
Betragtes udviklingen fra 1970 og frem til i dag er det bemærkelsesværdigt, at andelen af overførselsindkomst-modtagere vokser betydeligt ved et økonomisk tilbageslag - som følge af den stigende arbejdsløshed. Men når arbejdsløsheden falder, kommer der ikke et tilsvarende fald i antallet af modtagere af overførselsindkomst. Næste gang ledigheden stiger, er effekten den samme. Selvom ledigheden falder igen, fører det ikke til en tilsvarende reduktion i andelen af erhvervsaktive, som modtager overførselsindkomst. Der er derfor en tendens til at overførselsindkomst-problemet vokser for hver krise.

Efterlønnen har en del af skylden
Der er flere forklaringer på dette: For det første kan det skyldes, at politikerne indfører nye overførselsindkomster som led i bekæmpelsen af arbejdsløsheden. Det mest prominente eksempel er efterlønsordningen, som permanent har reduceret arbejdsudbuddet for 60-67-årige (60-65 årige efter reduktion af folkepensionsalderen) siden indførelsen i 1979.

Et andet eksempel er overgangsydelsen for langtidsledige i alderen 50-60 år. Denne ordning blev senere standset, hvilket førte til en mærkbar stigning i erhvervsdeltagelses- og beskæftigelsesfrekvensen for den pågældende aldersgruppe.
De forøgede muligheder for orlov, der indførtes i 1994 gav med det samme en reduktion i erhvervsfrekvensen for kvinder, og selvom mulighederne for orlov gradvis er reduceret efterfølgende, er den kvindelige erhvervsfrekvens fortsat lavere end inden indførelsen.

Overførsler er alternativ til dagpenge
Den anden forklaring på, at andelen af overførselsindkomst-modtagere kan stige permanent, er, at de eksisterende typer af overførselsindkomst er alternativer til arbejdsløshedsdagpenge. Således er en betydelig del af dem, der får tilkendt førtidspension, personer som i længere tid har modtaget kontanthjælp (knap 1/3 af nye førtidspensionister kommer fra kontanthjælp, mens godt ½ kommer fra beskæftigelse eller sygedagpenge). Længere tids ledighed kan føre til tab af kvalifikation og evt. sociale problemer, som gør det vanskeligt at komme tilbage i job - hvorfor mere permanente former for overførselsindkomst bliver alternativet.

Stigning kan forværre finansieringsproblemet
Hvis den nuværende stigning i ledigheden forsætter, er der - med de historiske erfaringer - risiko for, at det sætter sig i en permanent højere andel af modtagere af overførselsindkomst. En sådan udvikling vil lede til en forværring af det langsigtede finansieringsproblem (af offentlige overførselsindkomster og offentligt forbrug) og dermed forøge behovet for reformer, der kan øge beskæftigelsen på langt sigt. Dvs. det er nødvendigt at se på reformer af overførselsindkomst-systemet, som kan reducere antallet af modtagere, som har kvalifikationerne og helbredet til at være i beskæftigelse.