Førtidspensionsreform - få debatten tilbage på sporet

Det bør ikke være et selvstændigt succeskriterium, at antallet af tildelte førtidspensioner falder, ligesom det heller ikke bør gøres til en regel, at personer under en vis aldersgrænse med behov for et varigt forsørgelsesgrundlag ikke kan få det.

Jann Sjursen
Formand, Rådet for Socialt Udsatte

Fokus i debat om førtidspensionsreformen er efterhånden på at ophøje den politiske vision om færre, især unge, på førtidspension til en lov om, at ingen under 40 år skal have tilkendt førtidspension - de moderate siger 30 år. Jeg vil gerne advare mod en sådan firkantet regel.

Det er helt afgørende, at mennesker, der ikke kan blive selvforsørgende og derfor har behov for et varigt forsørgelsesgrundlag, får en førtidspension. Det bør derfor ikke være et selvstændigt succeskriterium, at antallet af tildelte førtidspensioner falder, ligesom det heller ikke bør gøres til en regel, at personer under en vis aldersgrænse med behov for et varigt forsørgelsesgrundlag ikke kan få det.

Opmærksomheden i reformarbejdet skal i stedet rettes mod de åbenlyse mangler, der er i indsatsen. Det store antal tildelinger af førtidspension til yngre mennesker på grundlag af psykiatrisk diagnose i de senere år peger på mangler i instrumentariet og metoderne til at hjælpe mennesker til en plads i det almindelige samfundsliv. Mange mennesker ramt af sindslidelse, eller mærket af livet som socialt udsat, kan finde en plads på arbejdsmarkedet og blive helt eller delvist selvforsørgende, men det kræver en tålmodig indsats.

Aktiverings"maskine" uden hensyn
Kontanthjælp er en midlertidig ydelse, og modtagerne har ret og pligt til at deltage i aktivering. Kommunerne har en tilskyndelse til aktivering, da statsrefusionen på kontanthjælpen i aktive perioder er højere end i passive perioder. En aktiv beskæftigelsesindsats er som udgangspunkt positiv, men den kommunale aktivering bliver mange steder for mekanisk - en aktiverings"maskine" med højere refusion som drivkraft. Det, der i denne uge er kommet frem om aktiveringsindsatsen i jobcentret i Farvergade i Københavns Kommune, understøtter denne opfattelse.

"Maskinen" tager ikke hensyn til den ofte langvarige og tålmodige støtte, som mange socialt udsatte skal have for at kunne komme i beskæftigelse. Det gælder bl.a. også unge med en sindslidelse. Der bør derfor være en forsørgelsesydelse med indbygget tålmodighed som pendant til kontanthjælpen. En rehabiliteringsydelse, der giver borgere - og her kan aldersgrænsen sættes til folkepensionsalderen - ramt af en sindslidelse og andre socialt udsatte den fornødne tid og støtte til at generhverve og opdyrke færdigheder og kompetencer og gøre dem bedre i stand til at få styr på deres tilværelse med hel eller delvis selvforsørgelse som mål. Ydelsen skal fastsættes, så der tages hensyn til, at der er tale om en mere langvarig ydelse. Niveauet skal derfor være på sygedagpengeniveau.

Når skrækscenariet er mangeårig forsørgelse på førtidspension, giver det god mening at give sig den fornødne tid og de fornødne ressourcer til at etablere et meningsfyldt alternativ. Vi stræber efter en win-win-situation og ikke en lose-win!

Må jeg afslutningsvist minde om, at en tredjedel af nytilkendelserne til unge under 30 år sker på grundlag af mental retardering - altså mennesker der har et medfødt handicap og behov for et varigt forsørgelsesgrundlag. Her hjælper rehabiliteringsydelse ikke, men det gør ophøjelse af en politisk vision om færre unge på førtidspension til lov om ingen unge på førtidspension heller ikke.

Bring debatten tilbage på sporet!