3F til DA: Nej, mænd og kvinder har ikke lige muligheder i Danmark

REPLIK: Viceadministrerende direktør i DA Pernille Knudsen tager fejl, når hun påstår, at manglende ligestilling skyldes mænd og kvinders kulturelle præferencer, skriver Søren Heisel.

Hvis DA vil udligne forskellene mellem mænd og kvinder, er de nødt til at anerkende årsagerne bag ligestillingsproblemer, mener Søren Heisel. <br> — Hvis DA vil udligne forskellene mellem mænd og kvinder, er de nødt til at anerkende årsagerne bag ligestillingsproblemer, mener Søren Heisel.
Foto: 3F

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Søren Heisel
Forbundssekretær i 3F

DA har ofte – og ikke mindst i de seneste 10-15 år – hårdnakket insisteret på, at stort set alle samfundsmæssige udfordringer kan tilskrives et personligt valg.

Er man ledig, så er det nok, fordi man ikke står til rådighed for arbejdsmarkedet, ikke er fagligt eller geografisk mobil nok eller ikke vil uddanne sig. Mangler man en praktikplads, så er det nok, fordi den unge er umoden og uegnet til et moderne arbejdsmarked.

Fattigdom og ulighed er også udtryk for et personligt valg, hvor man med lidt knofedt og hårdt arbejde sagtens kan kravle op ad samfundsstigen. Bliver man stresset, skyldes det først og fremmest, at man ikke selv kan finde balance mellem arbejdsliv og fritid, med streg under fritid.

Fakta

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected]

Og bliver man nedslidt, er det, fordi man ikke selv efterlever ergonomiske retningslinjer. Listen over samfundsmæssige udfordringer, som er udtryk for personlige valg, er lang og bliver længere dag for dag.

DA foretager tre fejlslutninger
Senest kommer det til udtryk her på Altinget, hvor direktør Pernille Knudsen i debatindlægget "DA: Mænd og kvinder har lige muligheder i Danmark" hævder, at "De forskelle, vi ser mellem kønnene, skyldes ikke regler og strukturer, men i højere grad valg baseret på kulturelle præferencer.

For eksempel var rygning og alkohol aldrig forsvundet så hurtigt fra arbejdspladserne, hvis ikke man havde lavet kollektive aftaler om, at det ikke længere var ønskeligt. Min pointe er, man kan ikke ændre på kulturen uden også at ændre på strukturerne, reglerne og barrerne.
Søren Heisel
Forbundssekretær, 3F

For ligestilling handler om valg. Som samfund er vi forpligtet til at sikre, at vi allesammen har lige muligheder for at træffe de valg, vi ønsker. Og den forpligtelse har vi opfyldt."

For mig at se er der tre helt fundamentale problemer i Pernille Knudsens indlæg. For det første mener hun, at der i dag objektivt set er reelle lige muligheder for mænd og kvinder i Danmark. For det andet er eventuelle forskelle mellem mænd og kvinder alene baseret på personlige valg båret af kulturelle præferencer. Og for det tredje er løsningen på kønsmæssige forskelle, at mænd og kvinder bare træffer nogle andre valg, underforstået, de kan bare gøre noget andet.

Manglende ligestilling mellem kønnene
Men er der objektivt set i dag reelt lige muligheder for mænd og kvinder i Danmark? Rent intuitivt vil de fleste sige ja. Vi vælter os ikke ligefrem i rygende pistoler i form af for eksempel konkrete diskriminationssager.

Problemet er jo bare, at tager man en helikoptertur hen over det danske samfund, så ser virkeligheden anderledes ud. Løngab, kønsopdelt arbejdsmarked, kønsspecifikt uddannelsesvalg, meget kønsskæv brug af forældreorlov og kønsspecifik seksuel chikane.

For mig at se er listen lang over de områder, hvor ligestillingen mellem mænd og kvinder på ingen måde er i mål. Min pointe er, at hvis DA er tilfredse med det niveau af ligestilling, Danmark har nået indtil nu (på den seneste opgørelse fra World Economic Forum – Gender Gap 2018 var Danmark nummer 13 overgået af blandt andre Filippinerne, Namibia og Rwanda), så er det et fuldstændigt legitimt synspunkt. Jeg deler det bare ikke.

Samfundets problemer skyldes ikke personlige valg
Det leder så frem til spørgsmålet om, hvad den manglende ligestilling så er et udtryk for. Er den samfundsmæssige udfordring konsekvenserne af en række personlige valg? Eller udtrykker det nogle dybereliggende samfundsmæssige strukturer?

Synspunktet om, at alle samfundsmæssige problemer i bund og grund er udtryk for et personligt valg, kan virke besnærende, men baserer sig snarere på en klassisk normativ, liberal opfattelse af, at sådan bør det være, end på en naturgiven præmis om, at sådan er det.

Det er blandt andet den grundholdning, der fører til, at Pernille Knudsen kan konkludere, at ligestilling alene handler om valg baseret på kulturelle præferencer og ikke om grundlæggende samfundsmæssige barrierer.

Vigtigheden af strukturer og regler
Jeg mener, at udfordringen er mere kompleks end som så. Det er formentlig korrekt, når Pernille Knudsen skriver, at forskellene mellem kønnene vitterligt er udtryk for et personligt valg baseret på kulturelle præferencer. Hvad direktøren imidlertid glemmer, er, at kulturelle præferencer i høj grad baserer sig på samfundsmæssige strukturer og regler.

For eksempel var rygning og alkohol aldrig forsvundet så hurtigt fra arbejdspladserne, hvis ikke man havde lavet kollektive aftaler om, at det ikke længere var ønskeligt. Min pointe er, man kan ikke ændre på kulturen uden også at ændre på strukturerne, reglerne og barrerne.

Det vil sige, vi er nødt til at lave kollektive aftaler, enten i form af regler eller overenskomster, hvor vi bevidst og systematisk holder hinanden op på, at vi vil en forandring.

For eksempel som vi oplever det i diskussionen om, hvorvidt arbejdsgiverne har et indirekte objektivt ansvar i forhold til seksuel chikane eller ej. Hvis ikke vi ønsker at ændre på det, så tror jeg desværre aldrig, vi kommer chikanen til livs.

Læs også

DA: Mænd og kvinder har lige muligheder i Danmark

Debat

Samtidig er jeg sikker på, at de i Dansk Byggeri er kommet til den erkendelse, at det ikke er nok med en kulturel fortælling om, at byggefagene er attraktive for kvinder, hvis ikke de er villige til også at nedbryde nogle af de strukturelle barrierer, der i dag afholder kvinder fra at søge ind i branchen.

Det kan være alt fra omklædningsfaciliteter over arbejdsprocesser til den "tone", der er i skurvognene. Det tror jeg inderst inde, Pernille Knudsen også godt ved – det gør i hvert fald de virksomheder, der dagligt arbejder strategisk og professionelt med organisationsudvikling.

Manglende anerkendelse af udfordringer står i vejen for løsninger
Og det bringer os frem til det der med at skabe forandring. Igen må jeg understrege, at enhver social forandring sker i samspil mellem personlige valg og kollektive aftaler, der nedbryder de strukturelle barrierer, der står i vejen for et reelt frit valg.

Hvis vi for eksempel nægter at anerkende, at der er uligeløn på arbejdsmarkedet, båret af strukturelle forhold, så kommer vi ingen vegne med ligestillingen, næsten uanset hvor mange kloge personlige valg der træffes. Hvis vi derimod er enige om, hvad der er problemet, så har vi også mulighed for at diskutere, hvordan vi så kommer barriererne for den manglende ligestilling til livs.

Arbejdsmarkedets parter kan løse problemer med manglende ligestilling
I vores arbejde med at skabe øget ligestilling – såvel som i alle andre sociale forandringsprocesser – står vi i Danmark i den unikke situation, at vi har to fundamentalt forskellige måder at gøre det på. Vi kan vælge at bruge den danske aftalemodel i stedet for at gå lovgivningens vej.

Selv om vi i 3F ikke har for vane at rose borgerlige politikere for at være progressive, så har vi alligevel i det seneste år oplevet, at både beskæftigelsesministeren og ligestillingsministeren på en række ligestillingspolitiske dagsordener har talt varmt for forandringer, som DA ikke just har været tilhængere af – alene fordi de forpligter virksomhederne.

Men DA står derfor over for et helt konkret valg: Ønsker organisationen at tage et medansvar for udviklingen af ligestillingspolitikken i Danmark gennem progressive kollektive aftaler med os lønmodtagere?

Eller vælger de at stikke hovedet i busken og halen mellem benene med det resultat, at politikerne på Christiansborg "løser" problemerne for os? I den diskussion er der ingen tvivl om, hvor vi står. Vi ønsker at løse udfordringerne gennem frivilligt indgåede bindende aftaler, ikke gennem lovpålæg.

DA's opråb skaber ingen forandring
En formildende omstændighed i DA-direktørens debatindlæg er dog, at hun faktisk erkender, at øget ligestilling er en fordel for samfundet: "I samme åndedrag skal vi selvfølgelig være åbne for, at et mindre kønsopdelt uddannelsesvalg og arbejdsmarked vil være en fordel. Helt generelt er der noget sundt i, at begge køn er bredt repræsenterede på arbejdspladser og i forskellige brancher."

Udfordringen er bare, at DA ikke ønsker at tage livtag med de strukturelle barrierer, og dermed bliver Pernille Knudsens råb kun mødt af et ekko og ikke af forandring.

Det synes jeg er synd og skam, for det er i høj grad parternes fortjeneste, at Danmark, trods alle hverdagens trakasserier og politiske uoverensstemmelser, i bund og grund er ganske godt sted at bo og leve.

Politik har aldrig været vigtigere