A-kasser: Salami-metoden har svækket dagpengesystemet

DEBAT: Antallet af private lønforsikringer stiger, mens dagpengesystemet bliver forringet år for år. Nyt notat viser, hvordan politikerne har anvendt "salami-metoden" til løbende at skære skiver af lønmodtagernes sikkerhedsnet og dermed forringe den danske flexicurity-model, skriver Danske A-kassers formand.

"Det skal kunne betale sig at arbejde" har en voldsom social slagside for de lønmodtagere, der ikke har råd til en privat lønforsikring, skriver Torben Poulsen.Foto: Pressefoto

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Torben Poulsen
Formand for Danske A-kasser

Skive for skive skæres der af dagpengesystemet. Der er efterhånden blevet høvlet så meget af dagpengene, at der nu er cirka 273.000 danskere, som har en privat lønforsikring (2017, jf. Forsikring & Pension). Enten via en kollektiv ordning, som dækker et helt forbund, eller via en individuel forsikring.

Alene de sidste syv år er antallet af danskere med en privat lønforsikring steget med 185.000. Det er ikke underligt. Det er tværtimod fuldt forståeligt, at almindelige danskere føler sig nødsaget til at sikre sig bedre økonomisk, hvis de skulle blive ramt af en fyreseddel.

Hvad der ikke er fuldt forståeligt er, at vores politikere lader denne udhuling af dagpengene ske. At de synes, det er helt i orden – ja, ligefrem formålstjenligt – at blive ved med at svække det ene ben i flexicurity-modellen, sikkerhedsnettet, imens det ben, der består af fleksibiliteten til, at arbejdsgivere kan hyre og fyre, står urørt tilbage.

Fakta

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til: [email protected]

Formålet med at file på dagpengene er, ifølge politikerne, at det skal kunne betale sig at arbejde. Et mantra, som nu åbenbart er blevet lig med, at hvis du mister dit arbejde og kommer på dagpenge, så skal du være så ringe stillet økonomisk, at du må tilkøbe en privat lønforsikring. Et mantra med en voldsom social slagside, fordi de mennesker, der har allermest brug for tryghed på arbejdsmarkedet, netop er dem, som ikke har råd til den ekstra forsikring.

I Danske A-kasser følger vi nøje med i udviklingen i dagpengenes attraktivitet år for år, så vi har et helt klart billede af, hvordan "salami-metoden" er blevet anvendt til hele tiden at skære skiver af dagpengesystemet og dermed af lønmodtagernes sikkerhedsnet. Nogle gange direkte, andre gange indirekte, men altid med det resultat, at det bliver mindre attraktivt at forsikre sig mod ledighed i en a-kasse.

Realiteten er, at dagpengenes dækning, eller den såkaldte kompensationsgrad, er faldet støt lige siden 1990’erne.
Torben Poulsen
Formand for Danske A-kasser

Vi har netop opdateret vores notat om udviklingen i dagpengene siden 2006. Og ellers kan et uddrag læses i dokumentationsboksen.

Flexicurity kræver sikkerhed
Gennemgangen går tilbage til 2006, men realiteten er, at dagpengenes dækning, eller den såkaldte kompensationsgrad, er faldet støt lige siden 1990'erne. Denne udvikling samt det førnævnte faktum, at flere og flere lønmodtagere ønsker at få en supplerende dagpengeforsikring, viser, at den solidariske ordning i dagpengesystemet ikke længere er stærk og robust nok. Det er en kæmpe udfordring, som politikerne snarest bør få øjnene op for.

Jeg kan godt være bange for, at nogle af dem i stedet vil tænke, at jo flere, der tegner en privat lønforsikring, jo mindre vigtigt er det at sørge for, at den solidariske lønforsikring bliver styrket og følger lønudviklingen. Det vil være den sikre vej til et endnu mere opdelt samfund. Et samfund med et A-hold og et B-hold og et samfund, der ikke længere kan være stolte at vores flexicurity-model, som ellers beundres og berømmes i mange andre lande. For flexicurity kræver sikkerhed.

Jeg håber, at vi trods alt har nogle ansvarlige politikere, der snart får øjnene op for, at der ikke kan skæres flere skiver af denne sikkerhed, og at der er al mulig grund til, at vi snarest får rettet op på dagpengenes kompensationsgrad.

Dokumentation

2018 – Skatteaftale
Senest er kniven blevet brugt ved Skatteaftalen i 2018. Ud over at aftalen gav os det uretfærdige, unødvendige og meget udskældte opholdskrav i dagpengesystemet, der betyder, at du helt kan miste retten til dagpenge, hvis du har været i udlandet – og at du endda kan miste dem med tilbagevirkende kraft – så blev beskæftigelsesfradraget også forhøjet med Skatteaftalen. Ligesom der blev indført et jobfradrag.

De to tiltag betyder, at dagpengenes kompensationsgrad indirekte forringes, fordi fradragene kun går til personer i job. Forskellen på lønindtægt og dagpenge bliver derved via skattesystemet gjort større.

2017 – Finanslov
I 2017 blev der med finansloven også skåret en tyk skive af dagpengene, for her afskaffede politikerne feriedagpengeoptjeningen for sygedagpenge.

2015 – Dagpengereform
Dagpengereformen fra 2015 skiller sig ud fra de reformer, der har været på området i årene forinden. For når ret skal være ret, så forringer reformen ikke kun dagpengesystemet. Den lægger også noget til. På plussiden skal dagpengeforbrug nu regnes i timer i stedet for uger, og der gives mulighed for at forlænge dagpengeperioden op til et år. På minussiden bliver dimittendsatsen forringet, og der bliver indført karensdage.

2012 – Skattereform
Med skattereformen fra 2012 var vi igen i en situation, hvor dagpengesystemet ikke direkte var i fokus, men hvor der alligevel røg et par skiver af salamien: Dels blev beskæftigelsesfradraget også forøget her, og igen var det kun personer i job, der fik glæde af tiltaget, så forskellen på lønindtægt og dagpenge blev større.

Derudover besluttede man direkte at forringe dagpengenes værdi ved fremover at regulere dagpengesatsen – og alle andre overførselsindkomster – mindre end lønningerne. Den mindreregulering samt satsreguleringen (der blev indført i 1991) er samlet på knap 10 procent i årene 2013-2025. Det vil sige 10 procent, som dagpengene skal vokse mindre end lønnen i de år.

2011 – Efterlønsreform
Tilbage i 2011 var der også godt gang i kniven. Efterlønsperioden blev sænket fra fem til tre år. Man indførte pensionsmodregning for alle. En modregning, der reelt afskaffer efterlønsordningen for store grupper på arbejdsmarkedet. Oveni fremrykkede man pensionsalderen hurtigere end vedtaget med velfærdsreformen fra 2006.

2010 – Dagpengereform/Genopretningsplanen
2010 står som et annus horribilis i forhold til dagpengesystemet. For det var året, hvor den reform, der medførte en halvering af dagpengeperioden og en fordobling af genoptjeningskravet, blev besluttet. Resultaterne er velkendte i dag: Mere end 90.000 mennesker er faldet ud af dagpengesystemet. Oveni afskaffede man feriedagpengene til dimittender.

2008 – "Aftale om jobplan"
I 2008 blev retten til supplerende dagpenge kraftigt beskåret. Hvor varighedsbegrænsningen for supplerende dagpenge tidligere var målrettet personer med fast nedsat tid, så medførte "aftale om jobplan", at løsarbejdere, frivillige brandmænd med flere også blev omfattet af tidsbegrænsning. Samtidig blev den maksimale periode med supplerende dagpenge beskåret fra 52 uger inden for de seneste 70 uger til 30 inden for 104 uger.

2006 – Velfærdsreformen
Med velfærdsreformen fra 2006 blev det besluttet løbende at hæve efterlønsalderen til 62 år og hæve pensionsalderen til 67 år. Der indførtes derudover et nyt princip: Pensions- og efterlønsalderen skal følge den gennemsnitlige levealder.

Øvrige forringelser
Ovenstående forringelser vedrører den økonomiske tryghed for ledige dagpengemodtagere. Et andet aspekt er de aktive tilbud, som de ledige kan modtage i form af uddannelse, løntilskud, praktik med mere. Disse tilbud er også blevet forringet de seneste år. Det ses konkret i en faldende aktiveringsgrad (se mere i notatet). Men det ses også i de besparelser, der pålægges den aktive indsats. Senest med "Erhvervs- og iværksætterpakken". Her beskæres beskæftigelsesindsatsen med 870 millioner kroner fra i år.

Politik har aldrig været vigtigere