Akademikerne til V-borgmester: Nej tak til straf og stress – ja tak til investeringer

Af Lars Qvistgaard
Formand for Akademikerne

Lad mig først og fremmest slå fast, at netop fremgangen i dansk økonomi – også for det akademiske arbejdsmarked - gør det endnu mere bekymrende, at det øgede opsving ikke kommer de ledige dimittender og øvrige højtuddannede ledige til gavn.

Her i Altinget har beskæftigelses-borgmester Cecilia Lonning (V) fra Københavns Kommune skrevet for nylig, at de ledige dimittenders viden om jobs og opgaveløsning i den private sektor bør øges tidligere – og det er vi enige i. Akademikerne har igennem flere år arbejdet målrettet på at få de nye erhvervskandidater etableret, men er også enige i, at det ikke er nok.

Fremdriftsreform spænder ben for studiejob
Lad os sammen med universiteterne og ministeriet drøfte, hvordan vi kan øge de studerendes kontakt med erhvervslivet. For der er ingen tvivl om, at fremdriftsreformen ikke har øget incitamenterne til at tage studiejobs. Der er ikke tid.

Vi kan se af egne, aktuelle analyser, at studerende med erhvervserfaring har kortere til jobs end dimittender, som ikke har haft studiejob. Mens der blandt de ledige dimittender desværre også er en overrepræsentation af kvinder, som har haft førskolebørn under studietiden.

Desværre melder Lonning også ud, at hun påtænker at øge stresset på de ledige dimittender snarere end at investere i det gode match: både intensiveret brug af nyttejobs og sanktion nævnes samt en opfordring til endnu en forringelse af dimittendsatsen.

Alle de ledige nyuddannede akademikere, jeg har talt med, brænder for at komme i gang og søger masser af stillinger, som de faktisk oftest ikke hører noget på.

Lars Qvistgaard
Formand for Akademikerne

Det sidste er regeringen desværre allerede kommet med et konkret udspil på. Begge dele vil jeg på det kraftigste advare imod. Hvis stress øges yderligere, begrænses den lediges overskud til at søge bredt og godt – og med indsigt i virksomhedernes behov. Dårlige ansøgninger er ingen tjent med.

Dårligere forhold kan forringe dagpengesystem
Forringes forholdene for dimittenderne yderligere, risikerer vi, at flere nyuddannede akademikere helt fravælger at melde sig ind i en A-kasse. Med risiko for at forringe et velfungerende dagpengesystem, som samfundet har stor gavn af, fordi også dem med vellønnede og sikre job bidrager. Hertil kommer, at samfundet tjener langt mere på, at unge akademikere kommer i et job, der matcher deres kompetencer.

Alle undersøgelser viser, at en akademiker i rette job er en god forretning: Livsløn, forøgelse af BNP og skattebetaling er langt højere end for en ufaglært. Akademikere skal finde et arbejde med kompetencekrav, der matcher deres uddannelse, ikke fortrænge ufaglærte fra arbejdsmarkedet.

Dimittenderne vil selv i gang
Sidst, men ikke mindst, vil nyuddannede akademikere tjene langt mere i første job, end de får på den nuværende dimittendsats, så incitamentet til at komme i job er allerede stort. Sagt på en anden måde – alle de ledige nyuddannede akademikere, jeg har talt med, brænder for at komme i gang og søger masser af stillinger, som de faktisk oftest ikke hører noget på.

Derfor er beskæftigelsessystemets formidlingsopgave faktisk vigtig. Men det kræver, at vi har større villighed til at investere i stedet for kun at tænke i sanktioner og straf. Hvad betyder dette konkret? Jo, det vil sige, at der skal skabes rum til, at sagsbehandlerne får mere tid til deres opgaver, fordi et holdbart match kræver tid.

Der skal investeres økonomisk i at skabe samarbejde mellem jobcentre, fordi det gode match på det akademiske arbejdsmarked ofte sker på tværs af kommunegrænser. Samtidig er det en god idé at investere et mindre beløb i specifikke kompetenceløft til de ledige, eksempelvis et kursus i et it-program, fordi virksomhederne har meget specialiserede behov i dag.

Som jeg ser det, har vi altså brug for tre ting:

• Ja tak til at øge de studerendes kontakt med erhvervslivet allerede på universitetet og til mere mod hos virksomheder og dimittender til at gå nye veje for at mødes på det ordinære arbejdsmarked.
• Ja tak til mere viden om kobling mellem opgaver og kompetencer på arbejdsmarkedet og derfor en fortsættelse af Akademikerkampagnen.
• Ja tak til et beskæftigelsessystem, der medvirker aktivt til et godt match på tværs kommunegrænser, og som investerer i at få alle med i opgangen, snarere end stresse de ledige.

Lykkes det sidstnævnte ikke, må vi grundlæggende begynde at filosofere over, om det danske arbejdsmarked har gavn af at være opdelt i 98 uafhængige enklaver. Ikke i min bog.