Ase: Enhedslistens nye erhvervsudspil er godt for dansk økonomi

DEBAT: I en valgkamp, hvor der er mere fokus på velfærd end på dem, der skaber den, er Enhedslistens nyeste erhvervsudspil et forfriskende indspark, skriver Ase-direktør Karsten Mølgaard Jensen. 

Af Karsten Mølgaard Jensen
Administrerende direktør, Ase, næstformand, Dansk Iværksætter Forening (DIF)

Bebudede velfærdsløft fra partierne har hidtil domineret valgkampen uden større fokus på, hvorfra pengene skal komme til at finansiere de lange ønskelister. Mindre opmærksomhed har utraditionelle indspark fra uventet kant – som Enhedslistens opbakning til iværksættere og selvstændige erhvervsdrivende – tiltrukket sig.  

Enhedslisten har gjort op med det stereotype billede af erhvervslivet, der handler om flere store virksomheder med over 1.000 ansatte og evig jagt på vækst, kapital, bonusser og børsnoteringer.

Størstedelen af dansk erhvervsliv ser nemlig helt anderledes ud og har ganske andre udfordringer af den mere jordnære slags. Otte af ti virksomheder har under fem ansatte, og dem er Enhedslisten klar til at give en hjælpende hånd.

Det er tiltrængt. Danmark er det land i EU med færrest selvstændige blandt de beskæftigede. Lønmodtagerkulturen stortrives, og trods gode intentioner gennem årene om at styrke iværksætteri er modet til at starte egen virksomhed på et europæisk lavpunkt.

Reelt har iværksætteriet stået stille i mere end 15 år, og stadigt færre danske startups har en kvinde som motor.

Selvstændige dårligt stillede
Faktisk er selvstændige erhvervsdrivende på flere områder som eksempelvis barsel og dagpenge dårligere stillet end lønmodtagere, der hidtil har haft Enhedslistens fulde opmærksomhed, erkender partiet.

Det første opgør med den historisk stedmoderlige behandling af selvstændige erhvervsdrivende annoncerede Enhedslistens erhvervsordfører, Pelle Dragsted, i en kronik i Politiken 1. april 2017. Det kontroversielle budskab, at det bør være en naturlig opgave for venstrefløjen at sikre selvstændige politisk repræsentation, viser sig at være andet og mere end en aprilsnar.

Nu har partiet sat handling bag ordene med et omfattende og gennemarbejdet reformudspil "En erhvervspolitik med fokus på de små". Kort fortalt er målet mere tryghed og bedre vilkår for selvstændige, freelancere og små virksomheder, der ifølge Enhedslisten udgør en vigtig del af erhvervslivet og hver dag skaber arbejdspladser og værdi for samfundet.

Alligevel har den førte erhvervspolitik herhjemme først og fremmest været rettet mod store, eksportorienterede selskaber og vækstvirksomheder, ligesom der i utallige vækstplaner fra skiftende regeringer kun har været meget lidt fokus på de helt små virksomheder og selvstændige erhvervsdrivende. Hverken erhvervsfremmesystemet, skattelovgivningen eller myndighedskontakten er gearet til at understøtte de små virksomheder, pointerer partiet.

Tilmed er det sociale og økonomiske sikkerhedsnet under de selvstændige mindre finmasket end under lønmodtagere, og netop spørgsmålet om tryghed er helt afgørende for mange små selvstændige og iværksættere.

Vælger den faste månedsløn
Udsigten til at forlade den faste månedsløn er vigtigste årsag, at danskerne afstår fra at udskifte det attraktive og sikre liv som lønmodtager med en mere usikker tilværelse som iværksætter, viser Ase-undersøgelseforetaget af Analyse Danmark.

Blandt andet har selvstændige i mange år haft svært ved at få samme sociale sikring ved arbejdsløshed som lønmodtagere. Det har gjort livet som selvstændig mere utrygt, og mange selvstændige blev eksempelvis hårdt ramt, da finanskrisen i 2008 betød faldende omsætning.

Den ulighed vil Enhedslisten til livs og foreslår derfor en række tiltag, der så vidt muligt skal sikre selvstændige samme rettigheder og dermed økonomisk tryghed på linje med lønmodtagere. Ganske vist fik selvstændige med dagpengeaftalen fra foråret 2017 klare forbedringer, men der er stadig områder, hvor selvstændige halter bagefter.

Blandt andet peger Enhedslisten på, at selvstændige i modsætning lønmodtagere stadig har tre ugers karens i dagpengesystemet ved virksomhedslukning, samt at den nye satsberegningsmetode i dagpengesystemet også unødigt hårdt straffer de selvstændige.

Ligeledes vil Enhedslisten give personer med selvstændig bibeskæftigelse mulighed for igen at modtage dagpenge i 78 uger.

Hver fjerde virksomhed startes i dag fra ledighed. Det faktum overses helt i det nuværende beskæftigelsessystem, hvor al indsats handler om at få ledige i arbejde som lønmodtagere.

Flere fra ledighed til iværksætteri
Fremover bør ledige, der ser en tilværelse for sig som selvstændig, understøttes i at gå den vej. Såvel regelsættet som kulturen på jobcentrene bør i højere grad åbne for mulighed for at starte en virksomhed i stedet for at søge traditionelle lønmodtagerjobs, mens man er på dagpenge, foreslår Enhedslisten. 

Flere mennesker kunne blive selvforsørgende som selvstændige eller gøre virksomheder levedygtige, hvis motiverede ledige fik mulighed for at gå selvstændighedsvejen. Interessen er i hvert fald stor.

Hver tredje dagpengemodtager peger på, at beskæftigelsesindsatsen bør tilrettelægges, så ledige kan vælge forløb, der ruster dem til iværksætteri, viser en spørgeundersøgelse foretaget af Epinion for Ase.

I Nordjylland har ledige på forsøgsbasis haft mulighed for at starte egen virksomhed. Det har været en succes. Af 73 deltagere endte 30 med et cvr-nummer og drev selvstændig virksomhed, mens yderligere ti var blevet fastansat på grundlag af deres projektidéer. En af deltagerne i forsøgsordningen i 2013, Jonas Byrresen, Aalborg, beskæftiger i dag cirka 12 ansatte med udvikling af spil.

Mens partierne tilsyneladende kappes i valgkampen om at overgå sig selv og hinanden i velfærdsløfter, har interessen for, hvem der skal skabe velstanden, været yderst begrænset. Forhåbentlig kan udspillet fra Enhedslisten være med til at sætte den diskussion i gang og lokke flere partier på banen med bud på, hvordan vi sikrer, at flere danskere får mod på at starte egen virksomhed.

Forrige artikel Handicapformand: Gør op med postnummerlotteriet på hele pensionsområdet Handicapformand: Gør op med postnummerlotteriet på hele pensionsområdet Næste artikel Dansk Metal: Danskerne kan sagtens få mere i løn Dansk Metal: Danskerne kan sagtens få mere i løn
  • Anmeld

    Sixten Kastalje · Studerende

    God vind til Det Progressive Socialdemokrati!

    Hvor er det fedt at se Enhedslisten gang på gang komme med solide udspil og reformforslag. Jeg bliver mere og mere forhåbningsfuld på tanken om at de kunne blive det nye socialdemokrati, nu hvor Socialdemokratiet efterhånden er blottet for friske idéer og den progressive venstrefløjsvilje til at lave seriøse gennemgribende reformer.
    Deres finanssektor-udspil og deres udspil til fremme af demokratiske og kooperative virksomheder, kan også lægges til.
    God vind til Det Progressive Socialdemokrati!