Debat

Beskæftigelsesborgmester: Den bedste integration sker på arbejdspladserne

DEBAT: Flere og flere flygtninge og indvandrere bliver en del af arbejdsmarkedet, hvilket er i alles interesse, da den bedste integration sker på arbejdspladserne. Samtidig får virksomhederne den arbejdskraft, de efterlyser, skriver Cecilia Lonning-Skovgaard (V).

Foto: /ritzau/Niels Ahlmann Olesen
Mikkel Bødker Olesen
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Cecilia Lonning-Skovgaard (V)
Beskæftigelses- og integrationsborgmester, Københavns Kommune

En af de flygtninge, som først kom til København i forlængelse af flygtningekrisen, hedder Waseem. Han ankom i maj 2016, og i juni havde han allerede taget arbejdshandskerne på ude hos TDC i en virksomhedspraktik, som sidenhen blev vekslet til et integrationsgrunduddannelsesforløb (IGU).

Waseem har en baggrund som elektriker i Syrien, og da han kom hertil, var han ikke i tvivl om, hvad hans målsætning var. Han ville arbejde, han ville bidrage, og han ville gøre det godt.

Waseem er det menneskelige bevis på, hvad god integration handler om: At komme hurtigt i gang med et job eller en uddannelse. At få en hverdag at stå op til, muligheden for at bruge sine faglige og menneskelige kompetencer og chancen for at bidrage.

Fakta
Deltag i debatten!
Skriv til [email protected]

Job og uddannelse til indvandrere
Som kommuner er det vores vigtigste opgave at sørge for, at flygtninge som Waseem kommer hurtigt og godt i gang på arbejdsmarkedet. Derfor er det også rigtig vigtigt, at vi netop har indgået en aftale med syv hovedstadskommuner, LO Hovedstaden, Dansk Byggeri, Dansk Håndværk og Horesta om endnu bedre at samarbejde om at skabe job og uddannelse til flygtninge, indvandrere og familiesammenførte.

Den nye aftale bygger oven på den integrationsgrunduddannelse (IGU), som V-regeringen indførte tilbage i 2016 med det klare formål at forsøge at indsluse og gøre flest muligt klar til at kunne varetage et ordinært job. De seneste tal viser, at kommunerne, virksomhederne og flygtningene har taget ordningen til sig. I februar 2018 havde 1.333 personer været i gang med et IGU-forløb.

Der er ingen tvivl om, at den bedste integration sker ude på arbejdspladserne.

Cecilia Lonning-Skovgaard (V)
Beskæftigelses- og integrationsborgmester, Københavns Kommune

Det tegner lovende. For vi er i forvejen godt i gang med at knække kurven, når det handler om at få vores nye borgere i gang på arbejdsmarkedet.

I juni 2015 var det omkring hver ottende af de flygtninge og familiesammenførte, som havde været i landet i tre år i, der var i beskæftigelse. To år senere – i juni 2017 – var det næsten hver tredje.

Nye medborgere skal hurtigt i gang
Det er en udvikling som vi hele tiden skal forsøge at fremme, for på den ene side skriger virksomhederne på arbejdskraft, og på den anden side kender vi alt for godt de menneskelige og økonomiske konsekvenser ved at lade stå til, når det kommer til integration.

Derfor glæder det mig også som integrationsborgmester, at der efterhånden på tværs af organisationer og partier har bredt sig en klar opfattelse af, hvor vigtigt det er, at vi prioriterer og arbejder for at få vores nye medborgere hurtigt i gang.

For der er ingen tvivl om, at den bedste integration sker ude på arbejdspladserne – når en elektriker som Waseem ordner lyset ude hos TDC og samtidig tænder sin egen drøm om at få en god tilværelse i København.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Cecilia Lonning-Skovgaard

HR-direktør, DFDS, fhv. beskæftigelses- og integrationsborgmester (V), Københavns Kommune, medlem, Borgerrepræsentationen
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 2001), Master of Public Administration (Kennedy School of Government, Harvard University 2000)

0:000:00