Debat

Byggefagenes Samvirke: Social protokol i EU skal sikre danske interesser

DEBAT: Coronakrisen har vist os, at der er brug for forrang til landenes egne aftaler og regler i EU i tilfælde af konflikt, og her kan en social protokol til EU-traktaten være svaret, skriver Henrik Juul Rasmussen.

Udenlandsk arbejdskraft har arbejdet under anderledes virusforbehold end danske byggeriarbejdere, skriver Henrik Juul Rasmussen. 
Udenlandsk arbejdskraft har arbejdet under anderledes virusforbehold end danske byggeriarbejdere, skriver Henrik Juul Rasmussen. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Henrik Juul Rasmussen
Formand for Byggefagenes Samvirke

Kære Peter Hummelgaard,

Da Mette Frederiksen og regeringen i marts valgte at lukke Danmark på grund af Corona-pandemien, skete det ud fra et forsigtighedsprincip: hellere på den sikre side, end ikke.

Det ser på mange måde ud til have virket efter hensigten. Heldigvis, også selv om der er blevet begået fejl. For som statsministeren sagde: det er nyt land, vi betræder.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. 

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Det gælder også for os i byggefagene. Vi har oplevet en række situationer, hvor kolleger, som er sendt hertil af udenlandske underentreprenører, er fortsat med at komme ind på byggepladserne. Her arbejder og bor de tæt og ikke altid under sikkerhedsmæssigt forsvarlige forhold uden at have været i karantæne.

Varierende regler  
Var det en af de fejl, Mette Frederiksen talte om? Ja, bestemt.

Tilføj en social protokol til EU-traktaten. Den skal sikre, at hvis der er konflikt mellem EU-retten og landenes faglige regler og aftaler, så er det de sidste, der har forrang.

Henrik Juul Rasmussen
Formand for Byggefagenes Samvirke

Det var ikke en fejl, at der kommer kolleger hertil udefra. Men at der ikke var de samme regler for dem, som for os andre.

Virus kender ikke forskel på folk, den smitter bare. Det må vi lære af, skulle der komme en ny situation i fremtiden. For eksempel, at vi har de love og regler, der er nødvendige.

Nu er det ikke bare os i byggeriet, der har mødt denne situation. Andre brancher kender også til problemet. Både her og i andre europæiske lande.

Senest har vi set sagen om de tyske slagteriers brug af rumænske såkaldte ’kolonnearbejdere’. Gennem et net af vikarbureauer er lavtlønnede slagtere hentet til tyske slagterier. Her står de side om side ved slagtebåndet, uden tilstrækkelig beskyttelse og værnemidler, og de bor under smittefarlige forhold. Det er løn- og sundhedsdumping, der sætter liv på spil!

Det er ikke nyt, hverken på de tyske slagterier eller på de danske byggepladser. Men der skulle en coronakrise til for at få politikerne i Tyskland til at tage problemet alvorligt.

Nu er der lovgivning på vej, siger den tyske regering, som vil sikre klare regler og gennemskuelige ansættelser på slagterierne. På tide, siger tysk fagbevægelse, både helbredsmæssigt, og fordi det er grum udnyttelse og social dumping.

Men de tyske slagteriarbejdsgivere har ikke tænkt sig at opgive adgang til billig arbejdskraft så let. De har annonceret, at de vil gå rettens vej mod lovindgreb, som pålægger dem at ansætte folk direkte og ikke via vikarnetværk. For det strider mod EU's principper for det indre marked, hvor blandt andet arbejdskraft skal kunne flyde frit mellem landene.

Social protokol
Europæisk fagbevægelse, EFS, har givet et klart bud på, hvordan man kan sætte en stopper for den situation: tilføj en social protokol til EU-traktaten. Den skal sikre, at hvis der er konflikt mellem EU-retten og landenes faglige regler og aftaler, så er det de sidste, der har forrang.

Under Løkke-regeringen blev dette forslag diskuteret i Folketinget. Det fik opbakning af S, Enhedslisten, SF, de radikale og Alternativet. Faktisk også fra Dansk Folkeparti, som endog mente, at en social protokol var ’DF-politik classic’. Men de sprang i målet og bakkede i stedet den borgerlige regering op og støttede ikke deres egen politik.

Læs også

Siden har det politiske billede ændret sig, og i dag er der en anden regering. Situationen er nu den, at der er flertal for forslaget uden at være afhængige af Dansk Folkeparti. Vi vil derfor opfordre dig til at tage sagen op og få den sat på dagsordenen i EU.

Det samfund, vi kendte før Corona-krisen, bliver på mange måder ikke det samme efter, sagde statsministeren. Klogt sagt. Meget i samfundet er under opbrud. Både i Danmark og i Europa.

Det er derfor nu, vi har chancen for at tænke langsigtet. En social protokol til EU-traktaten vil skabe grundlaget for et retfærdigt arbejdsmarked, som ikke overlader det til vikarbagmænd og løntrykkere at bestemme, hvordan vores liv og helbred skal være.

Grib chancen, Peter, for som du sagde, da det blev diskuteret i Folketinget sidst, så vil en social protokol "faktisk være et af de få redskaber, der er, til at sikre, at der er en bedre balance mellem på den ene side det indre marked og på den anden side i særdeleshed nogle af de rettigheder, lønmodtagere har, men også respekten for lønninger og arbejdsforhold."

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00