Cepos: Problemet med fattigdom i Danmark er kraftigt overvurderet

DEBAT: Ulighed bør ikke bekæmpes med højere ydelser, for ydelserne er rimelige. Borgere er typisk fattige i kortere tid, og alle, også lavindkomstgrupper, oplever indkomstfremgang, mener Cepos.

Af Martin Ågerup
Direktør, Cepos

Før Mette Frederiksen-regeringens opjustering af ydelserne fik en enlig kontanthjælpsmodtager med to børn 18.300 kroner i samlede ydelser (inklusive boligstøtte og børnepenge).

Efter ændringen er beløbet 20.200 kroner. Hvis vedkommende finder et lavtlønsjob, er gevinsten ved at arbejde som følge af justeringen faldet fra 4.900 kroner om måneden til 3.100 kroner om måneden – eller cirka 20 kroner i timen.

En enlig på integrationsydelse med to børn modtager efter Frederiksen-regeringens indgreb 15.900 kroner i samlede ydelser efter to år i Danmark. Her er gevinsten ved at finde et lavlønsjob dermed også på cirka 3.100 kroner om måneden.

Det giver ikke en økonomisk luksustilværelse, men det er efter min mening et niveau, som vi som velfærdssamfund bestemt kan være bekendt i den – som regel – kortere periode, hvor man er nødt til at leve af skatteyderkroner.

Begrebet fattigdom bruges lemfældigt
Problemet er, at hvis man prøver at bekæmpe ulighed ved at øge overførselsindkomsterne, så mindsker man det økonomiske incitament til at tage et arbejde.

Det taler for, at den kommende ydelseskommission reducerer ydelserne lidt og i hvert fald ikke øger dem yderligere.

Imod taler ønsket om at sikre især børnefamilier, der ikke er selvforsørgende, et godt forsørgelsesgrundlag og undgå, at børn vokser op i fattigdom.

Begrebet fattigdom anvendes temmelig lemfældigt i den danske debat. Et nødvendige kriterium, som skal være opfyldt for, at man kan siges at være fattig, er, at man har lav indkomst.

Ifølge den mest almindelige definition tilhører man lavindkomstgruppen, hvis man tjener under halvdelen af medianindkomsten.

Danmark topper OECD-statistik
Danmark er det land blandt OECD's 36 medlemslande, som har færrest børn med forældre med lav indkomst (50 procent af medianindkomsten) og næstfærrest voksne i gruppen.

Det skyldes blandt andet, at Danmark har høje sociale ydelser sammenlignet med andre lande.

Helle Thorning-Schmidt-regeringen nedsatte i 2012 en kommission, som skulle udarbejde en definition af fattigdom. Officielt hed kommissionen "ekspertudvalg om fattigdom".

Udvalget offentliggjorde sin rapport i juni 2013. Kommissionen anbefalede blandt andet, at man skulle have haft lav indkomst i mindst tre år i træk for at kunne klassificeres som relativt fattig, fordi man i en kortere periode kan klare sig med de ting, som man havde i forvejen, for eksempel gå i sit tøj lidt længere eller undlade at udskifte sin smartphone. Og fordi der er stor mobilitet ud af den etårige lavindkomstgruppe.

Heldigvis er der mange, som kun har lav indkomst i en kortere periode. 45 procent er ude af lavindkomstgruppen allerede efter ét år og 56 procent efter to år. 

Bemærkelsesværdigt tal fra Danmarks Statistik
Hvis man anvender Thorning-regeringens definition, er der 55.800 relativt fattige i Danmark – eller cirka en procent af befolkningen. Af disse er 10.100 børn.

Hvordan kan det så være, at der for tiden skrives og tales meget om, at der angiveligt skulle være hele 254.000 fattige, hvoraf 64.500 er børn?

Det skyldes, at Danmarks Statistik har lavet sin egen definition af relativ fattigdom for at have noget at rapportere til FN om Danmarks overholdelse af verdensmålene.

Det er bemærkelsesværdigt, at Danmarks Statistik når frem til et tal, som er så markant højere end dét, som fattigdomskommissionen kom frem til.

Socialdemokratiet har da også meddelt før valget, at man vil genindføre en treårig fattigdomsgrænse. Thornings treårige grænse indebærer som nævnt, at der er 55.800 relativt fattige i Danmark, ikke 254.000.

Fattigdom er ikke et stort problem
Vi har ikke et stort problem med fattigdom i Danmark, og generelt oplever alle samfundsgrupper indkomstfremgang over en årrække som følge af den økonomiske vækst i samfundet, også lavindkomstgruppen.

Følger man konkrete personer over tid, er det endda dem med de laveste indkomster, som i gennemsnit oplever den største indkomstfremgang.

Indsatsen bør fokusere på de personer, som forbliver i lavindkomstgruppen i længere tid ad gangen.

Gør man det, skyldes det som oftest sociale problemer eller for indvandreres vedkommende dårlig integration.

Disse problemer adresseres ikke ved at hæve ydelser, men ved en bedre social indsats, en mere dynamisk økonomi med højere vækst og ved skabelsen af et mere fleksibelt arbejdsmarked for personer med lav produktivitet – for eksempel ved indførelse af indslusningsløn.

Forrige artikel Morten Schiellerup Bager: Det offentlige har brug for ledere, der kan lede nedad Morten Schiellerup Bager: Det offentlige har brug for ledere, der kan lede nedad Næste artikel FH og skolelederne: I bruger den danske model som trojansk hest FH og skolelederne: I bruger den danske model som trojansk hest
  • Anmeld

    Signe

    En ting er ydelser...

    En ting er, hvordan de forskellige ydelser er skruet sammen og hvad man kan få i tilskud, Kigger man på tallene alene er det jo ganske tydeligt, at man sagtens kan få skabt et rimelig indkomstgrundlag, som man sagtens kan leve for.

    Problemet er dog de marginaliserede familier, hvor psykiske problemer, sociale problemer og andre ting har betydet stor optagelse af gæld - og hvor afdragene månedligt er så store, at de spiser en stor del af ydelserne. Jeg er klar over, at det er delvist selvforskyldt, da disse personer selv optager gælden - men man har også som samfund et ansvar for at designe omgivelserne, så man ikke ligefrem lokker folk længere ud, end hvor de økonomisk set kan bunde.

    For eksempel gennem en skrappere lovgivning indenfor forbrugslån og kviklån - eller børnepengekredit, som man åbenbart - og skræmmende nok - også kan optage gæld i på http://boernepengekredit.dk.

    Tænk sig at være så langt ude, at man må optage lån i sine sociale ydelser. Det er tankevækkende.

    Mvh,

    Signe