Cevea: Vi får et delt Danmark, hvis de faglige fællesskaber svækkes

I går præsenterede LO – hovedorganisationen for knap en million danske lønmodtagere – en større rapport om udvikling i det danske velfærdssamfund.

En af flere interessante vurderinger er, at uligheden i Danmark allerede indenfor en årrække kan nå samme niveau som i Tyskland, hvis den fortsætter med at stige. En anden er, at antallet af medlemmer i fagforeninger, der forhandler løn og arbejdsforhold, kan falde så meget, at det danske arbejdsmarked i fremtiden vil se helt anderledes ud.

Der er i dag færre, der er medlem af rigtige fagforeninger – dem, som reelt forhandler overenskomster. ”Hvis udviklingen fortsætter i samme takt som i perioden 1995 til i dag, vil kun ca. 50 procent af lønmodtagerne være medlem af en overenskomstbærende fagforening i 2030”, står der i rapporten.

Uligheden vil stige
Men der er en tættere sammenhæng mellem de to vurderinger, end mange nok tror. Hvis lønmodtagernes fællesskaber svækkes, og de dermed står svagere i forhandlingerne om løn og kampen for politisk indflydelse, vil uligheden stige. Det viser al erfaring og forskning.

Vi bevæger os mod tyske tilstande, hvor løn og arbejdsvilkår svækkes på en stor del af arbejdsmarkedet – ikke mindst der, hvor arbejdsgiverne og lønmodtagerne ikke indgår kollektive overenskomster, men alle er overladt til at klare sig selv.

Kristian Weise
Direktør, Cevea

Selv en organisation som IMF, Den internationale Valutafond, har således i flere omgange understreget, at den mest effektive måde at sikre en mere lige fordeling af vækst og velstand, er ved at have stærke fagforeninger.

Til helvede med lighed og tryghed?
Hvis fagforeningernes medlemstal falder, falder deres forhandlingskraft over for arbejdsgiverne også.

Som professor og arbejdsmarkedsforsker Henning Jørgensen siger det, så er risikoen, at vi når et punkt, ”hvor arbejdsgiverne vil sætte spørgsmålstegn ved, hvorvidt det overhovedet giver mening at lave aftaler med fagbevægelsen. Hvis arbejdsgiverne fravælger den traditionelle aftale-vej og i stedet lader markedskræfterne bestemme, så siger man samtidig til helvede med lighed og tryghed. Så bliver det socialdarwinisme, hvor de stærkeste overlever”.

Lønmodtagernes faldende styrke og deres fagforeningers aftagende indflydelse vil øge uligheden i samfundet. Ikke kun på grund af den direkte udvikling på arbejdsmarkedet, men også fordi stærke fagforeninger øger presset på politikerne til at sikre fællesskabsløsninger.

Konsekvenserne af større ulighed rammer dog hverken kun de lønmodtagere, der er på de mest usikre dele af arbejdsmarkedet eller de fattigste her i landet.

Større utryghed
Generelt betyder større ulighed nemlig øget kriminalitet, mindre tillid, større utryghed, forringelser i børns trivsel, børnedødelighed, ringere uddannelsesniveau, lavere social mobilitet, flere teenage-fødsler og dårlige helbred i samfundet som helhed, som professor Richard Wilkinson beskrev det på Ulighedens Topmøde, som Cevea afholdt tidligere på ugen.

Konsekvenserne er allerede begyndt at vise sig i Danmark. Målinger fra Trygfonden viser således, at knap hver sjette dansker føler sig utryg i hverdagen. I 2004 kun var det kun én ud af 25. 

AE-rådet viste i 2014, at siden 2001 er andelen af børn fra underklassen, som bryder den sociale arv, blevet mindre. Og en rundspørgeundersøgelse ved FOA's medlemmer viser, at over halvdelen af de ansatte i ældreplejen, på børneområdet og på sygehusene oplever, at uligheden blandt borgerne er steget inden for de seneste fem år.

Velfærd for insidere og outsidere
Vi bevæger os mod tyske tilstande, hvor løn og arbejdsvilkår svækkes på en stor del af arbejdsmarkedet – ikke mindst der, hvor arbejdsgiverne og lønmodtagerne ikke indgår kollektive overenskomster, men alle er overladt til at klare sig selv. Social dumping kan få mere luft under vingerne, og danskernes lønninger og rettigheder vil som konsekvens komme yderligere under pres.

Vores sociale og økonomiske sikkerhedsnet, vores velfærdssamfund – der opretholder tryghed og anstændige levevilkår for alle i et samfund, og som er det stolte resultat af den danske model – risikerer at blive mere fintmasket.

Både som følge af politiske prioriteter, men også fordi et opdelt arbejdsmarked typisk giver opdelt velfærd. Kvalitet for dem, der er ’inde’, discount for dem, der er ’ude’. 

Den danske model er dybt afhængig af fagforeningernes høje organiseringsgrad. Hvis organiseringen for alvor kommer til at lide, vil velfærden også gøre det. Det er den velfærd, der skal sikre lige muligheder for vores børn – i uddannelsessystemet og på det arbejdsmarked, vi uddanner dem til.

Det, vi skal leve af, og som gør det ekstra værd at leve i Danmark.
---
Kristian Weise er direktør for centrum-venstre tænketanken Cevea. Hver anden torsdag skriver han klumme i Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.