DA: Frygten for stress øger risikoen for at blive ramt af sygdom

DEBAT: Sundhedsskadelig stress skal i den grad tages alvorligt, men spørgsmålet er, om vi i jagten på løsninger er med til at gøre problemet værre, skriver Pernille Knudsen fra DA.

Pernille Knudsen
Viceadministrerende direktør, Dansk Arbejdsgiverforening

Alvorlig stress kan gøre dig syg. Det skal der ikke herske tvivl om. Men stress er ikke en kronisk sygdom som for eksempel diabetes. Og stress er ikke som den influenza, vi får fra kollegaen, fordi vedkommende tager syg på arbejde.

Stress er faktisk slet ikke en sygdom - i modsætning til, hvad mange nok går og tænker. Stress er en tilstand, eller reaktion om man vil, og fungerer som forsvarsværktøj, når vi oplever en eller anden form for pres.

Vi skal tale anderledes om stress
Det kan virke som noget ordkløveri, men det er faktisk vigtigt at holde fast i forskellen i dette tilfælde. For når man sidestiller stress med en ’klassisk’ sygdom, så kan stress pludselig blive noget, vi ikke kan forebygge.

Så får vi gjort det til noget, der – som for eksempel en influenza - bare må gå sin gang. Noget der rammer som et lyn fra en klar himmel. Sådan er det heldigvis ikke. Sygdomsfremkaldende stress kan – og skal – forebygges, og stress kommer ikke bare ud af ingenting.

Derfor bør vi tale om stress på en anden måde.

Vi skal passe på med at bruge stress som en betegnelse for at udtrykke kortvarig utilfredshed med en konkret forbigående situation. Stressreaktionen er fra naturens hånd designet til netop at hjælpe os igennem konkrete forbigående situationer.

Med streg under forbigående, for problemet opstår, når presset bliver permanent, og det er det, vi skal blive bedre til at forebygge. Det skal vi gøre sammen hver dag på landets arbejdspladser, i privatlivet og fra politisk hold.

Hvis vi bruger ordet stress i flæng, så forfladiger vi ordet. Vi gør det indholdsløst, og vi risikerer at gøre det sværere for dem, der rent faktisk har brug hjælp at få det. For hvis alle er småstressede hele tiden, hvornår er det så for meget? Hvornår skal man råbe på hjælp? Hvornår kommer ulven rent faktisk?

Travlhed eller stress?
Vi skal altid tage det alvorligt, når folk siger, at de er stressede, for man kan aldrig vide, hvad det dækker over. Men samtidig har vi alle sammen også et ansvar for ikke at skabe en slags kollektiv frygt for stress.

For vi er nødt til at overveje om den massebetegnelse for travlhed, som stress har udviklet sig til, er med til at forværre problemet, når den kombineres med det store politiske og mediemæssige fokus, som stress har.

Nyere forskning i hovedpine har for eksempel vist, at en forventning om at arbejde i højden udløser hovedpine, i sig selv kan være med til at udløse netop hovedpine. Og et amerikansk studie har vist, at frygten for helbredsproblemer og følgesygdomme på grund af stress, øger risikoen for at blive syg.

Betyder det så, at vi bare skal lade være med at frygte stress, og så går det hele nok? Nej, selvfølgelig er det ikke så enkelt.

Men det er værd at have i baghovedet, for pointen er, at vi skal have sat en kile ind mellem det at have travlt – også meget travlt - i en periode, og det at lide af sundhedsskadelig stress. Vi skal ikke være bange for at have travlt, men vi skal tage stressreaktioner alvorligt.

Betyder det så, at det enkelte individ kan forebygge stress helt selv? At pilen bare peger på os selv? Nej, selvfølgelig er det ikke så enkelt.

Men der er meget, vi både sammen og hver især kan gøre for at mindske risikoen for at blive syge af stress. En af de ting er at blive bedre til at skille travlhed og stress ad.

Lad os starte med det.

Forrige artikel SF: Finanslovsaftalen er et opgør med trepartsaftale SF: Finanslovsaftalen er et opgør med trepartsaftale Næste artikel Mette Frederiksen og 3F: Løkke spiller hasard med danskernes løn- og arbejdsvilkår Mette Frederiksen og 3F: Løkke spiller hasard med danskernes løn- og arbejdsvilkår
  • Anmeld

    Alexander

    God pointe, men..

    Reframing af stress-begrebet er en god idé, da det at gå på arbejde bør være en stimulerende og berigende aktivitet, jf. 'stress-response curve' modellen, men det kræver at der balance mellem krav og ressourcer.

    Stress over kortere perioder aktiverer kroppens ressourcer og er med til at gøre os mere modstandsdygtige overfor de øgede krav fra omgivelserne, jf. modellen 'General Adaptation Syndrome'. Men langvarig stress der forsætter længe nok til at udtømme kroppens ressourcer (burnout) gør os syge, langvarige syge.. og i nogle tilfælde med varigt tab af arbejdsevne.

    Derfor er det enormt vigtigt at ledere, organisationer og politikere ikke vender det blinde øje til hvordan det står til med arbejdspresset på de enkelte arbejdspladser, men løbende er opmærksomme og proaktive med øje for elementerne i Robert Karasek' 'Demand-Control-Support' model, der taler om 'High Strain' jobs der hvor der er højt arbejdspres kombineret med lav kontrol over arbejdets planlægning og udførsel samt lav grad af support fra omgivelserne.

    Et højt arbejdspres kan imødegås ved at give den enkelte medarbejder større kontrol og indflydelse over arbejdets planlægning og udførsel. Men andre ord tillid under ansvar. Her kan man tale ind i et opgør med unødvendig kontrol og regulering og at arbejde for at genindføre tillidskulturen på arbejdspladserne.

    'Support' er bredt defineret i Robert Karasek' model men her vil jeg fremhæve de væsentligste, nemlig: fællesskab, kollegial og organisatorisk støtte, meningsfuldhed og anerkendelse.

    Det er vigtigt at anerkende de hårdt arbejdende ansatte for deres indsats, også på et større politisk plan - og her er omtalen i medierne og udtalelser fra politikere og organisationer af stor indflydelse. MEN anerkendelse er ikke kun ros, det er også at lytte og anerkende fremlagte problemstillinger. Det går udover meningsfuldheden for den enkelte medarbejder hvis fremlagte problemstillinger blot ignoreres. Og det skaber så mistrivsel for den enkelte, hvori belastninger opleves mere belastende end hvis der var anerkendelse og meningsfuldhed. Og når enkelte eller flere medarbejdere er pressede går det udover fællesskabet og organisationens evne til at yde 'support' falder, hvorved problematikken spreder sig og bliver sværere at håndtere.

    Så overvej følgende:
    1) Sørg for en passende balance imellem krav og den enkeltes ressourcer, så individet oplever et stimulerende niveau af 'stress' uden risiko for burnout. Herunder hensyn til work-life balance.

    2) Arbejd løbende for at skabe en anerkendende tillidskultur, hvor den enkelte medarbejder i større grad end nu har kontrol og indflydelse på arbejdets planlægning og udførsel.

    3) Udbred viden om forebyggelse og håndtering af stress til relevante ledere, organisationer og politikere.