Dansk Metal og HK: Det nye folketing skal tage stresskrisen alvorligt

Stress er ikke et individuelt problem, der kan klares med et par dybe vejrtrækninger eller et kursus i tidsstyring.

Det er en belastningsreaktion, som rammer tusindvis af danskere hvert år, og som er en bombe under både vores arbejdsudbud, vores sundhedsvæsen og vores velfærdssamfund.

Den nye Sundhedsprofil 2025 viser samtidig, at næsten hver tredje dansker ligger højt på stressskalaen, og at særligt unge kvinder kæmper med deres mentale trivsel.

Alligevel kommer hjælpen alt for ofte for sent, og forebyggelsen er for tilfældig.

Et samfundsproblem af historiske dimensioner
Arbejderbevægelsens Erhvervsråd anslår, at arbejdsrelateret stress koster Danmark 55 milliarder kroner årligt i tabt arbejdsfortjeneste og sygefravær.

Det tal burde få enhver politiker til at spærre øjnene op, for alene en reduktion på 20 procent i arbejdsrelateret stress vil give en velstandsgevinst på 11 milliarder kroner og 11.000 ekstra fuldtidsbeskæftigede.

Stress er ikke kun et sundhedsproblem. Det er et samfundsproblem af historiske dimensioner.

Dansk Metal og HK foreslår en national handlingsplan mod stress, der både stiller krav til lederes og tillidsvalgtes kompetencer.

Dan Mikkelsen og Mads Samsing
Forbundssekretær, Dansk Metal og forbundsformand, HK

Et vigtigt skridt er at anerkende arbejdsrelateret stress som en sygdom.

En del af løsningerne forhandler vi som altid mellem parterne på arbejdspladserne. Men der er også en del, som skal løses politisk. Derfor skal det nye folketing tage ansvar.

Dansk Metal og HK foreslår en national handlingsplan mod stress, der både stiller krav til lederes og tillidsvalgtes kompetencer i psykisk arbejdsmiljø, sikrer klare og bindende virksomhedspolitikker og bruger forskning og data langt bedre.

I Dansk Metal og HK er vi som altid klar til at bidrage konstruktivt, og vi foreslår, at den kommende regering tager initiativ til en flerpart inspireret af den grønne trepart.

Alt for mange danskere oplever, at deres stress først bliver taget alvorligt, når de allerede er sygemeldt.

Andre bliver kastet rundt i et behandlingssystem, hvor postnummeret afgør, hvilken hjælp de får adgang til.

Sådan bør det ikke være i et velfærdssamfund, der bryster sig af lighed og kvalitet.

En national stressplan skal derfor sikre hurtige og kvalitetssikrede behandlingstilbud. Uanset hvor i landet man bor.

Det kræver investeringer i psykologhjælp og specialiserede forløb. Og så kræver det et langt stærkere samarbejde på tværs af kommuner og regioner, så ingen falder mellem to stole.

En national handlingsplan
Arbejdsrelateret stress har mange årsager: Højt arbejdspres, uklare krav, følelsesmæssige belastninger, konflikter og skifteholdsarbejde er blandt eksemplerne.

Forskning viser dog tydeligt, at øget indflydelse på eget arbejde – både i opgavetyper, opgavemængder, arbejdstid og metode – er en af de mest effektive måder at forebygge stress på.

Det gælder også i takt med, at nye teknologier og kunstig intelligens finder vej ind på arbejdspladserne.

Psykisk arbejdsmiljø bør tages lige så alvorligt som det fysiske, for alt andet er hul i hovedet.

Dan Mikkelsen og Mads Samsing
Forbundssekretær, Dansk Metal og forbundsformand, HK

Hvis medarbejderne ikke bliver inddraget i, hvordan teknologien bruges, kan den skabe utryghed og øget pres frem for at lette arbejdet.

Vi har altså både viden om årsagerne til stress og om, hvad der virker i forebyggelsen. Spørgsmålet er, om vi også har viljen til at handle.

Arbejdspladserne skal forpligtes til at have en reel og konkret stresspolitik med klare procedurer for både forebyggelse og opfølgning.

Psykisk arbejdsmiljø bør tages lige så alvorligt som det fysiske, for alt andet er hul i hovedet.

Danmark står over for et afgørende valg.

Hvordan skaber vi et bæredygtigt arbejdsmarked, hvor produktiviteten kan øges, uden at vi udmatter den arbejdskraft, som hele vores samfund bygger på?

En national handlingsplan mod stress er et nødvendigt skridt, hvis vi skal lykkes.

Vi ved allerede meget om både årsagerne til stress og om, hvad der virker i forebyggelsen.

Derfor er spørgsmålet ikke længere, om vi kan gøre noget – men om vi vil. Og vi skylder både lønmodtagerne, arbejdspladserne og samfundet at handle nu.