Debat

Dansk Metal: Robotter skal kunne udlånes til virksomheder på biblioteker

DEBAT: Firmaerne er dårlige til at investere i robotløsninger. Bekæmp barriererne ved at oprette et robotbibliotek, foreslår Dansk Metal.

Vi skal grundlæggende ikke være bange for ny teknologi. Vi skal være bange for gammel teknologi, mener Dansk Metal.
Vi skal grundlæggende ikke være bange for ny teknologi. Vi skal være bange for gammel teknologi, mener Dansk Metal.Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Henrik Aarestrup
Erhvervspolitisk chef, Dansk Metal

Tanken er sjov: Du går ned på biblioteket for at låne den nyeste svenske krimibestseller og snupper lige en industrirobot med, når du nu alligevel er på biblioteket.

Det lyder som science fiction, men noget lignende eksisterer allerede i Sydkorea.

Vi bør gøre det samme, nemlig etablere robotbiblioteker i Danmark.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

For små og mellemstore virksomheder i Danmark er desværre alt for dårlige til at investere i de robotter og automationsløsninger, som kan sikre deres konkurrenceevne.

Derfor har vi i Dansk Metal forleden lanceret vores anbefalinger til en robotstrategi, der kan løfte Danmarks konkurrenceevne.

Ved at udlåne robotter midlertidigt kan vi sikre, at flere virksomheder tør kaste sig ud i robotinvesteringer.

Henrik Aarestrup
Erhvervspolitisk chef, Dansk Metal

Lån industrirobotter, og oplev fordele
Undersøgelser fra Erhvervsministeriet peger på, at op mod 40 procent af Danmarks små og mellemstore virksomheder oplever barrierer i implementeringen af nye robot- og automationsløsninger.

Det er især manglende information om gevinsterne ved robotter, og at mange virksomheder ikke ved, hvordan deres produktion kan automatiseres. Kort sagt mangler de erfaringer og viden.

I Sydkorea havde man et tilsvarende ønske om at udbrede kendskabet til og fordelene ved industrirobotter blandt virksomhederne. Løsningen lå ligefor.

De oprettede et "bibliotek", hvor små og mellemstore virksomheder midlertidigt kan låne en industrirobot til deres produktion. Idéen er, at virksomhederne kan opleve fordelene ved industrirobotter, samtidig med at de opbygger erfaringer.

Og der er behov for politisk handling, der kan mindske de barrierer, som virksomhederne oplever, hvad angår investeringer i ny teknologi.

For de manglende investeringer i robot- og automationsløsninger kan på sigt blive et stort problem for Danmark, hvis industriens konkurrenceevne langsomt eroderes.

Flere virksomheder skal bruge robotter
Globalt ser vi i disse år et race to the top inden for udbredelsen af robotter.

Desværre ligger Danmark langt bag lande som Singapore og Sydkorea, når det gælder implementering af robotter i industrien. Med henholdsvis 658 og 533 industrirobotter per 10.000 ansatte i industrien er Danmarks kun 220 per 10.000 ansatte i industrien nedslående.

Heldigvis findes der virksomheder, der viser vejen. For eksempel Trelleborg Sealing Solutions, som i 2012 investerede i 42 kollaborative robotter. Før investeringen kunne én medarbejder betjene tre maskiner, nu kan én medarbejder betjene op til otte. Siden er der blevet ansat cirka 50 nye på virksomheden.

Der er brug for, at flere virksomheder gør som Trelleborg Sealing Solutions. For mange virksomheder er det en stor investering at anskaffe en robot, og ofte kan det være svært at se, hvordan de bidrager til virksomhedens produktion.

Ved at udlåne robotter midlertidigt kan vi sikre, at flere virksomheder tør kaste sig ud i robotinvesteringer.

Læs også

Ifølge Erhvervsministeriet kan implementeringen af robot- og automationsløsninger reducere virksomhedernes omkostninger med mindst fem til ti procent, hvilket vil styrke deres produktivitet og konkurrenceevne betragteligt.

Det er helt essentielt, for i dag står industrien for omkring 70 procent af den danske vareeksport.

Dermed kan vi gå glip af milliardeksport, miste tusindvis af job og have færre penge til velfærd og den grønne omstilling, hvis ikke vi sikrer, at vores virksomheder hele tiden benytter de nyeste teknologier.

Pris i millionklassen er billigt sluppet
I princippet skal robotbibliotekerne fungere som de folkebiblioteker, som vi allerede kender i dag, hvor bibliotekaren står på spring til at rådgive om den nyeste litteratur og guide dig til, hvilken bog der passer til dine behov.

På samme måde er der på robotbiblioteket mulighed for at opleve effekterne af de nyeste robotter, og tekniske eksperter står på spring for at vejlede i brugen af de nye robotter.

Det ville være oplagt at placere de nye robotbiblioteker i regi af GTS-institutterne, der allerede i dag arbejder med at opbygge en teknisk infrastruktur, hvor især små og mellemstore virksomheder let kan få adgang til relevant teknologisk viden, der kan understøtte innovations- og udviklingspotentialet for virksomhederne.

Hvis man for eksempel køber 20 kollaborative robotter til en pris a 500.000 kroner, vil den samlede pris for robotbiblioteket være ti millioner kroner plus et mindre beløb til administration. En billig pris for et effektivt redskab til at styrke danske virksomheder i den globale konkurrence.

I en lille åben økonomi bliver vi nødt til at altid at have et stift blik på vores konkurrenceevne. Skal den danske konkurrenceevne forblive stærk, skal vi hele tiden sørge for at være blandt de bedste til at implementere ny teknologi såsom robotter.

Vi skal grundlæggende ikke være bange for ny teknologi – vi skal være bange for gammel teknologi.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Henrik Aarestrup

Særlig rådgiver, erhvervsminister Simon Kollerup (S), fhv. erhvervspolitisk chef, Dansk Metal
Cand.scient.pol. (Aarhus Universitet og Københavns Universitet)

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024