
1. januar tiltræder Søren Geisler som kommunikations- og pressechef i Diabetesforeningen.
Det skriver Diabetesforeningen i en pressemeddelelse.
Søren Geisler kommer senest fra stillingen som pressechef i BUPL, hvor han var ansat fra 2020 til juni 2025. Nu skal han stå i spidsen for Diabetesforeningens arbejde med presse, strategi og synlighed.
"Jeg glæder mig til at være med til at styrke Diabetesforeningens stemme i en tid, hvor sundhedsvæsenet er under forandring. Vi skal have gjort op med mangelfuld behandling, usammenhængende forløb og postnummerlotteri og skabe bedre vilkår for de mange danskere, der lever med diabetes," siger Søren Geisler.
Diabetesforeningen har omkring 90.000 medlemmer og er dermed en af Danmarks største patientforeninger.
"Vi kæmper i Diabetesforeningen for at skabe bedre vilkår for de 368.000, der lever med diabetes. Det kræver synlighed og politisk gennemslagskraft. Begge dele har Søren Geisler stærk erfaring med, og han har ikke mindst skabt stærke resultater," siger Claus Richter, administrerende direktør i Diabetesforeningen om den tiltrædende pressechef.
Søren Geisler har udover tiden i BUPL været pressekonsulent i både KL og Region Hovedstaden.
Han er uddannet journalist fra Syddansk Universitet.
- Redaktør: V og K har med et læk understreget den største knast i forhandlingerne
- Salg af Altinget og Mandag Morgen til JP/Politikens Hus er godkendt
- Forskere: Djøf kan ikke nøjes med at forsvare sig i debatten om minoriteter
- Stort flertal stemmer ja til nye overenskomster i kommuner og regioner
- Her holder politikerne og fagbosserne taler 1. maj























