Bliv abonnent
Annonce
Om  
Karin Mette Thomsen
Peter Reich

Journalistforbundet omstrukturerer og udpeger en ny ledelse

12. marts 2020 kl. 18.13

Per 1. april indtræder Karin Mette Thomsen som sekretariatschef og Peter Reich som vicesekretariats­chef.

Det oplyser Journalistforbundet i en pressemeddelelse.

Der er tale om en intern rekruttering, idet Karin Mette Thomsen kommer fra en stilling som leder af rådgivningsafdelingen, mens Peter Reich fortsætter som DJ’s økonomichef samtidig med posten som vicesekretariatschef.

Sammen med formandskabet vil de fremover udgøre den daglige forbundsledelse.

DJ ændrer desuden en del på forbundets organisation. Rådgivningsafdelingens medarbejdere deles op og lægges sammen med to andre afdelinger.

Juristerne fra afdelingen bliver samlet med advokaterne i en ny juridisk afdeling under ledelse af Liselotte Lindberg Olsen. Afdelingen vil få ansvaret for at rådgive og føre sager inden for ansættelsesret, ophavsret og medieret.

De øvrige medarbejdere fra afdelingen bliver samlet med forhandlerne til en anden ny afdeling, Arbejdsliv, under ledelse af Claus Iwersen. Afdelingen vil få ansvaret for forhandling, arbejdsmiljø, karriererådgivning og freelanceproblematikker.

Herudover er forbundet i færd med at ansætte en ny kommunikations- og pressechef, som også vil få et større ansvar for den politiske interessevaretagelse.

"Tilsammen betyder disse ændringer, at DJ’s ledelses­gruppe bliver slanket, og at der i stedet for bliver tilført flere ressourcer til de medlems­rettede funktioner," siger formand Tine Johansen i pressemeddelelsen.

Ud over de øvrige ændringer i organisationen har HR-chef Jette Kayerød Christensen truffet en personlig beslutning om at fratræde sin stilling i DJ med udgangen af marts for at tage en pause og få mere tid til at være sammen med familien.

"Vi er meget, meget kede af, at Jette stopper, og vi takker hende for ti fantastiske års indsats i DJ. Hendes beslutning har været et stykke tid undervejs, og hun beder os understrege, at den ikke har noget at gøre med de andre ændringer i DJ," slutter Tine Johansen.

Annonce
Annonce
Annonce
Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Vi tror på politik
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40redaktionen@altinget.dkCVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2026