DLF: Ingen fagforbund skal indgå særaftaler om ligeløn med Christiansborg

På tværs af de forskellige fagforbund på det offentlige område er der en udbredt enighed om, at nogle af de uligheder i lønniveauet, der eksisterer i den offentlige sektor, ikke kan begrundes med uddannelsesniveau.

De er mest af alt et resultat af nogle historiske tilfældigheder, og det skal vi have rettet op på. En trepartsaftale er den eneste gyldige løsning, når vi skal holde os inden for rammerne af aftalesystemet. 

I Forhandlingsfællesskabet tager vi os af overenskomstforhandlingerne for offentligt ansatte i regioner og kommuner. Vi har her et fælles ønske om at hæve lønnen for nogle af de grupper, der er for lavt lønnede.

Fagbevægelsen kan ikke sikre ligeløn
Det gælder især de traditionelle kvindefag, eksempelvis pædagogerne, som siden Tjenestemandsreformen i 1969 har haft et lønefterslæb.

Det har historisk været sådan, at fagområder med mange kvinder var dårligere lønnet end fagområder med flest mænd. Opmærksomheden på problemet har været stigende gennem flere år, men uligheden mellem fagene eksisterer altså stadig.

De overenskomstforhandlinger, som blev afsluttet i foråret, og som nu er til afstemning blandt medlemmerne i organisationerne, var naturligvis meget påvirket af covid-19-situationen. Pandemien og de usikkerheder, den har haft for dansk økonomi, har sat en snæver grænse for, hvor langt vi kunne nå.

Det skal ikke være enkelte fagforbund, der appellerer til Christiansborg for at indgå særlige aftaler uden om aftalesystemet. Lønproblemet skal løses inden for den danske model.

Gordon Ørskov Madsen
Formand, Danmarks Lærerforening

Det har betydet, at vores fokus på tværs i fagbevægelsen først og fremmest har været at sikre reallønnen for vores medlemmer. Det er vi heldigvis lykkedes med.

Til gengæld er vi ikke nået i mål med en større udligning af lønniveauet mellem de forskellige faggrupper. For det kan vi ganske enkelt ikke.

Uholdbart at tage penge fra faggrupper
Vi har i årevis arbejdet på at løfte lønnen for nogle lavere lønnede grupper gradvist gennem overenskomstforhandlingerne, men vi må sande, at ligelønsproblematikken ikke kan løses ved forhandlingsbordet med arbejdsgiverne alene.

Selvom vi er enige om at løfte de grupper, der har et efterslæb, er der simpelthen ikke midler til at løse opgaven. Vi kan forbedre og tage små skridt, men vi kan ikke tilnærmelsesvis rette op på skævhederne.

Overenskomstforhandlingerne i foråret er blot endnu en runde, hvor vi ikke har kunnet leve op til vores egne ambitioner om en mere lige løn. 

Hver gang vi afsætter fælles midler til at mindske lønefterslæbet, tager vi pengene fra andre offentligt ansatte, og det er ikke en holdbar løsning. Og selv hvis vi fortsætter ud af det spor, vil det tage mange årtier at rette op på et kønsskævt lønsystem, som det ser ud i dag. Der skal findes andre løsninger.

Særaftaler hører ingen steder hjemme
Ligelønsproblematikken er som sagt historisk, men den er også politisk. På tværs af de offentlige fagforbund skal der derfor etableres trepartsforhandlinger mellem regeringen og arbejdsmarkedets parter.

På tværs af de offentlige fagforbund skal der etableres trepartsforhandlinger mellem regeringen og arbejdsmarkedets parter.

Gordon Ørskov Madsen
Formand, Danmarks Lærerforening

Det er ikke en løsning at kaste håndklædet i ringen og blot bede politikerne om at finde en løsning. Nej, vi skal bruge det greb i den danske arbejdsmarkedsmodel, som vi før har grebet til i ekstraordinære situationer: trepartsforhandlinger.

Det skal ikke være enkelte fagforbund, der appellerer til Christiansborg for at indgå særlige aftaler uden om aftalesystemet. Lønproblemet skal løses i fællesskab inden for den danske model.

Treparten er eneste mulighed
I slutningen af 2008 blev ”Lønkommissionen” nedsat. Den skulle se på mulige lønskævheder på det danske arbejdsmarked, herunder ulige løn for samme arbejde og sammenhæng mellem uddannelse og løn.

Kommissionens rapport kom i 2010 efter halvandet års arbejde, men det var sparsomt med klare konklusioner, som vi ikke kendte i forvejen. Vi står reelt set stadig uden en entydig klarhed over hvilke faggrupper, der med rimelighed kan siges at skulle have løftet deres løn – og eventuelt hvor meget. Det må vi have skabt en fælles forståelse af.

Alle må efterhånden erkende, at de to parter på det offentlige arbejdsmarked ikke kan løse problemet alene.

Derfor er det godt, at vi inden for den danske model har mulighed for trepartsforhandlinger og trepartsaftaler. Tiden er kommet til, at vi i fællesskab tager et ansvar for at løse problemet med historisk betingede lønforskelle mellem faggrupperne.