Debat

EL: Her er vores krav til et nyt arbejdsskadesystem

DEBAT: Hvis regeringen vælger at reformere arbejdsskadesystemet, har Enhedslisten syv krav, skriver Christian Juhl (EL).

Foto: /ritzau/Jonas Olufson
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Christian Juhl (EL)
Arbejdsmiljøordfører

Det virker umiddelbart klogt, når 3F, HK, FOA, og Dansk Metal i Altingets spalter advarer mod at lave en reform af arbejdsskadesystemet nu.

Ekspertudvalget, der skulle se på et såkaldt moderne arbejdsskadesystem afsluttede arbejdet i december 2014 med 27 anbefalinger.

Det betyder, at anbefalingerne vil være forældede at bygge forhandlinger på, fordi de ikke tager højde for de sidste fem års udvikling. Der er sket store ændringer af sygedagpengene, af fleksjobregler og af førtidspensionsregler, som har gjort det endnu sværere at være syg og arbejdskadet.

Fakta
Deltag i debatten!
Send dit indlæg til [email protected] 

Hertil kommer den udtrykkelige forudsætning, at udvalgets forslag ikke må føre til højere udgifter for arbejdsgivernes arbejdsskadeforsikring eller merudgift for det offentlige. Det er et håbløst udgangspunkt.

Endelig har AES været igennem en turbulent periode, som jeg beskrev i forrige kommentar. Helt nye regler kan betyde, at sagsbehandlingstiden øges endnu mere.

Hvis regeringen fastholder at ville lave en reform i 2018, må alle med forstand på området være forberedt og klar til at spille ind, så ændringerne ikke endnu en gang bliver pisk til skadede og syge.

Christian Juhl (EL)
Arbejdsmiljøordfører

Hvis regeringen alligevel fastholder at ville lave en reform i 2018, må alle med forstand på området være forberedt og klar til at spille ind, så ændringerne ikke endnu en gang bliver pisk til skadede og syge.

Syv krav fra Enhedslisten
Vores forslag til en forbedret arbejdsskadesikring peger i en væsentligt anden retning end Ekspertudvalget.

Hvis vi ikke kan undgå at ændre på arbejdsskadesystemet nu, vil vores syv vigtigste krav være:

1) Højere godtgørelse for varigt men. Mentabellens procentsatser skal hæves be­tydeligt. Især skal der fastsættes langt højere procenter for kroniske og stærke smerter.

2) Det skal være lettere at få anerkendt en er­hvervssygdom. Der skal godkendes flere erhvervssygdomme, herunder skal psykiske sygdomme, ryglidel­ser og lidelser i bevægeapparatet godkendes i langt højere grad. Erhvervssygdomme skal ikke kunne afvises alene fordi de ikke står på listen over erhvervssygdomme.

3) Der skal ske en tidlig fastsættelse og udbetaling af midlertidig erstatning for erhvervsevnetab. Der skal tidligt i forløbet fastsættes et mid­lertidigt erhvervsevnetab og udbetales en midlertidig løbende erstatning. Erstatningen skal som udgangspunkt dække tilskadekom­nes indtægtstab. Erstatningen skal udbetales samtidig med at der modtages enten syge­dagpenge, revalideringsydelse, ressourcefor­løbsydelse eller kontanthjælp. Erstatningen skal løbe indtil erhvervssituationen er afklaret og der er truffet endelig afgørelse om erhvervsevnetab.

4) Der skal være et retskrav på betaling af udgifter til lindrende behandling. Tilskadekomne skal have dækket sine udgif­ter til lindrende behandling som f.eks. fysiote­rapi, træning og medicin indtil arbejdsskade­sagen er endeligt afgjort.

5) Sygedagpengene skal fortsætte indtil der er en­delig afgørelse om erhvervsevnetab. Udbetalingen af sygedagpenge skal fortsætte under ressourceforløb og jobafklaringsforløb. Medmindre tilskadekomne bliver helt rask og kan genoptage fuldtidsarbejde, skal syge­dagpengene fortsætte indtil tilskadekomne er overgået til revalidering, fleksjob eller førtids­pension.

6) Der skal være et retskrav på revalidering. Hvis tilskadekomne på grund af skadefølger­ne ikke længere kan arbejde inden for sit hid­tidige fag, men vil være i stand til at uddanne sig og arbejde inden for et andet fagområde, skal der være ubetinget ret til revalidering og omskoling.

7) Direkte visitation til fleksjob eller tilkendelse af førtidspension. Hvis helbredsoplysningerne og en eller højst to arbejdsprøvninger klart påviser, at tilskade­komne har en betydeligt nedsat arbejdsevne eller slet ikke er i stand til at arbejde overho­vedet, skal tilskadekomne visiteres direkte til fleksjob eller tilkendes førtidspension uden først at skulle gennemgå et ressourceforløb. Hvis arbejdsevnen er mindre end 12 timer ugentligt skal der tilkendes førtidspension.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Christian Juhl

Fhv. MF (EL) 2011-22
lærer (Læreruddannelsen i Silkeborg 1979)

0:000:00