Debat

Et globalt arbejdsmarked og fair konkurrence

DEBAT: Dansk Byggeri hilser udenlandsk arbejdskraft velkommen, men kræver bedre kontrol af sort arbejde og registrering af virksomhederne, der kommer til Danmark, skriver Louise Pihl, afdelingsched i Dansk Byggeri.
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Louise Pihl
Afdelingschef i Dansk Byggeri 

Arbejdsmarkedet globaliseres og ikke mindst europæiseres i høj hastighed. I bygge- og anlægsbranchen oplever vi i høj grad globaliseringen på hjemmemarkedet. Vandrende arbejdskraft er blevet helt normalt. Der er udenlandske medarbejdere og virksomheder på både offentlige og private opgaver. Og de udenlandske aktører er lige så differentierede som de danske. Der er alt lige fra enkeltmandsfirmaer til store internationale virksomheder, og udenlandske medarbejdere og firmaer er kommet for at blive.

Udenlandsk arbejdskraft var med til at sikre den fornødne kapacitet, da byggeriet boomede i 2006 og 2007. Og på trods af en relativ høj arbejdsløshed i branchen aktuelt vil vi med den demografiske udvikling sandsynligvis få et stigende behov for udenlandsk arbejdskraft i Danmark i fremtiden.

Derfor er vi i Dansk Byggeri positive over for arbejdskraftens frie bevægelighed. Vores medlemmer skal have mulighed for at tiltrække, ansætte, fastholde og samarbejde med den bedst kvalificerede og mest attraktive arbejdskraft. Det er nødvendigt for at kunne øge produktiviteten og forbedre konkurrenceevnen. Men det skal foregå på en fair måde - det er helt centralt.

Udenlandske virksomheder, der arbejder i Danmark, skal følge den danske lovgivning. De skal bygge efter det danske bygningsreglement, de skal overholde danske standarder på arbejdsmiljøområdet, og så skal de selvfølgelig efterleve de danske regler for skat og moms. Bygger udenlandske firmaer for staten, så skal de overholde ILO-konvention nr. 94 og udføre arbejdet på overenskomstlignende vilkår. Overholder de udenlandske virksomheder ikke lovgivningen, er der tale om unfair konkurrence.

Der er ingen tvivl om, at problemet med ulovlig udenlandsk arbejdskraft er størst på villavejene hos de private kunder. Derfor er vi i Dansk Byggeri også meget tilfredse med, at der som led i finanslovsaftalen for 2012 blev afsat 65 mio. kr. til en styrket kontrol af udenlandske virksomheder, og vi ser nu frem til, at aftalen bliver udmøntet.

Det er i den forbindelse helt centralt, at Arbejdstilsynets kontrol med, at udenlandske virksomheder er registreret i Registeret for Udenlandske Tjenesteydere (RUT-registeret) bliver skærpet. Dansk Byggeri ser gerne, at Arbejdstilsynet får kompetence til at udstede administrative bøder til virksomheder, der ikke er registreret i RUT. Samtidig er der brug for at virksomheder, der melder sig i RUT-registret, også dokumenterer, at medarbejdere under udstationering er dækket af hjemladets sociale sikringsordninger og har en gyldig arbejdsskadeforsikring.

Bedre kontrol af udenlandske virksomheder og den kommende procedure om, at betalinger over 10.000 kr. foretages elektronisk, så sort arbejde forhåbentlig kommer til at fylde mindre, er begge skridt i retning af mere fair konkurrence. Hvis vi vil have fair konkurrence i den danske bygge- og anlægsbranche, skal vi gøre det let for virksomhederne at registrere sig korrekt og sikre, at der er et tilstrækkeligt incitament til at foretage registreringen.

Det samme gælder naturligvis, når danske virksomheder påtager sig opgaver i udlandet. Danske byggevirksomheder gør det godt i andre lande, og de oplever, hvor vanskeligt det kan være at få overblik over lovpligtige registreringer og anmeldelser.

Derfor skal vi i europæisk sammenhæng arbejde for øget samarbejde og åbenhed i økonomierne, og det bør hjælpes på vej af enkel og gennemsigtig registrering og godkendelse af virksomheder på tværs af grænserne. Det er forudsætningen for fri bevægelighed og fair konkurrence og - ikke mindst - en farbar vej væk fra de krisetegn, der i stedet vil lukke landene om sig selv.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00