Bliv abonnent
Annonce
Om  
Nicolas Schmit

EU's jobkommissær skal udfordre Ursula von der Leyen

Nicolas Schmit, som er EU's jobkommissær, er udpeget af de europæiske socialdemokrater som kandidat til posten som formand for EU-Kommissionen efter Ursula von der Leyen.
Nicolas Schmit, som er EU's jobkommissær, er udpeget af de europæiske socialdemokrater som kandidat til posten som formand for EU-Kommissionen efter Ursula von der Leyen.Foto: Andreas Solaro/AFP/Ritzau Scanpix
3. marts 2024 kl. 15.36

EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, kan se frem til en dyst mod sin egen jobkommissær, Nicolas Schmit, om formandsposten i Kommissionen, når de europæiske topposter skal fordeles efter valget til Europa-Parlamentet i juni.

De europæiske socialdemokrater og socialister valgte lørdag EU's nuværende kommissær for beskæftigelse og sociale forhold, Nicolas Schmit, som kandidat til posten som kommissionsformand.

Det blev besluttet på en stor valgkongres i Rom lørdag af partisammenslutningen PES, der omfatter en lang række af socialdemokratiske og socialistiske partier.

Schmit vil være husket i fagbevægelsen som den kommissær, der i 2020 fremlagde et set med danske øjne kontroversielt forslag om europæisk mindsteløn, som blev vedtaget to år senere efter vanskelige forhandlinger.

En kamp mod højredrejningen i Europa

Luxembourgeren Nicolas Schmit udtrykker efter afstemningen, at han vil arbejde for at forsvare de europæiske værdier og kæmpe imod den højredrejning, der viser sig flere steder i Europa.

Det vil han gøre ved at forsvarer "vores vision og vores projekt for Europa, så alle borgere og alle børn kan få en bedre fremtid", lyder det ifølge Ritzau fra talerstolen på PES-kongressen.

I samme tale understreger Nicolas Schmit behovet for at prioritere Europas forsvars- og sikkerhedspolitik.

"Vi må som europæere tage sagen i egen hånd," siger han.

Læs også
 

Den 70-årige jobkommissær er fra Luxembourg, hvor han fra 2004 til 2019 bestred posten som minister i regeringen. Herefter skiftede han rolle og blev EU-kommissær for beskæftigelse og sociale rettigheder i 2019.

Valget af Nicolas Schmit skete udramatisk, da der ikke var nogen modkandidater inden for den socialdemokratiske partifamilie.

I praksis har Schmit dog stort set ingen chance for at blive ny formand i konkurrence med Ursula von der Leyen, der ventes udpeget som de europæiske konservatives kandidat ved an partikongres i Bukarest på torsdag.

I øjeblikket ses von der Leyen som storfavorit til at fortsætte som kommssionsformand. 

På programmet til PES' valgkongres, der forløb hen over weekenden, var der også et fokus på at lancere kampagner op til EU-parlamentsvalget og at vedtage et valgprogram.

Med til kongressen var der flere stats- og regeringschefer, heriblandt statsminister Mette Frederiksen (S). 

Annonce
Annonce
Annonce
Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Vi tror på politik
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40redaktionen@altinget.dkCVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2026