
Faxe Kommune har fundet en ny direktør internt. Det bliver 50-årige Morten Just, der får opgaven.
Det oplyser Faxe Kommune i en pressemeddelelse.
Siden 2020 har Morten Just været centerchef for Center for Social, Sundhed & Pleje i kommunen, men nu træder han altså ind i kommunens øverste ledelse. Han får direktøransvaret for Center for Social, Sundhed & Pleje samt Center for Beskæftigelse.
"De løsninger, vi allerede i år skal komme op med i forhold til blandt andet ældrereformen, kan ikke udvikles og udføres af Faxe Kommune alene, men kræver inddragelse af brugere, borgere og andre lokale og regionale aktører," udtaler Morten Just om sine arbejdsopgaver og fortsætter:
"Med min erfaring, relationer og kendskab til Faxe Kommune og vores samarbejdspartnere er jeg parat til at tage fat på dette arbejde fra min første dag som direktør."
Borgmester Ole Vive (V) ser også med begejstring på valget af Morten Just og siger følgende om sin kommende kollega:
"Han har vist stærke lederevner, og jeg er overbevist om, at han som direktør vil være med til at styrke både vores organisation og vores service til borgerne."
Morten Just er uddannet cand.scient.pol og har også tidligere arbejdet som vicedirektør i Gladsaxe Kommune.
- Salg af Altinget og Mandag Morgen til JP/Politikens Hus er godkendt
- De unge arbejdere vælger S fra: "Det kan blive fatalt for partiet"
- Her holder politikerne og fagbosserne taler 1. maj
- Efter 10 års kamp taber Danmark dagpengeslag i EU
- De har talt mest om løn og børns sygedage. Men fagbevægelsen får også et særligt millionbeløb i nye overenskomster





























