Debat

FOA og 3F: Vi kræver en aftale om pension inden valget

DEBAT: Der er brug for en samlet aftale om seniorpension og tidligere folkepension, og der er ingen grund til, at det skal vente til efter valget, mener FOA og 3F.

Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix
Astrid Johanne Bjørnskov
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Mona Striib og Per Christensen
Forbundsformand, FOA, og forbundsformand, 3F

Et flertal i befolkningen har talt. Et flertal blandt partierne på Christiansborg har talt. De går ikke med en stadigt stigende folkepensionsalder, som store grupper på arbejdsmarkedet slet ikke kan holde til. Der er brug for, at alle dem, der har haft et langt og belastende arbejdsliv, kan gå tidligere på folkepension. 

Samtidig skal de seniorer, der er så nedslidte, at de ikke længere kan passe et job uden støtte, have ret til en langt bedre, mere lempelig og udvidet seniorførtidspension. Det er og bliver helt utilstrækkeligt blot at føre en informationskampagne om ordningen, som ministeren har bebudet, ligesom hans forgænger for få år siden i øvrigt også nøjedes med. 

Begge reformer er vigtige for vores medlemmer. Jo før, jo bedre. 

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Bred aftale bør indgås nu
Med de nye signaler fra Christiansborg bør der allerede nu kunne indgås en bred politiske aftale om at gennemføre de to reformer efter det kommende folketingsvalg. Og hvad skulle der være i vejen, for at partierne allerede nu aftaler det konkrete indhold af den ene reform, udvidelsen af seniorførtidspensionen? Det har vi svært ved at se.

Problemerne er velkendte, løsningerne ligeså. Fra vores medlemmer kender vi desværre alt for godt alle problemerne med den nuværende seniorførtidspension. Derfor er vi også i stand til at give politikerne et helt præcist bud på, hvor og hvordan seniorførtidspensionen bør forbedres. Hvis de skulle få lyst til at lytte.

Med de nye signaler fra Christiansborg bør der allerede nu kunne indgås en bred politisk aftale om at gennemføre de to reformer efter det kommende folketingsvalg.

Mona Striib og Per Christensen
Forbundsformand, FOA, og forbundsformand, 3F

Men tro ikke, at den hellige grav er vel forvaret med en bedre seniorførtidspension. Det er den ikke.

Seniorførtidspensionen er ikke nok
Problemerne med den stadigt stigende folkepensionsalder bliver ikke løst med en bedre seniorførtidspension, uanset hvor god den bliver. Problemerne vil stadig være der. Derfor er politikerne også nødt til at kikke på velfærdsforliget tilbage fra 2006.

Det eneste, man har holdt fast i fra dengang, er i øvrigt den stigende pensionsalder. Alt det, der skulle gøre dette muligt – nemlig investering i arbejdsmiljø og uddannelse – blev aldrig til noget. Siden 2006 er efterlønnen tilmed blevet forringet meget drastisk. 

Vi er helt med på, at Rom ikke blev bygget på en dag – og at vi ikke på samme måde som med seniorførtidspensionen står parat med den færdige arbejdstegning til de politiske håndværkere. Så derfor forlanger vi heller ikke, at politikerne skal aftale den præcise rettighed til tidlig folkepension her og nu.

Men vores medlemmer har brug for, at politikerne viser politisk vilje til at gå den vej, gerne i form af en aftale allerede nu. Vi lægger stor vægt på, at så mange partier som muligt bakker op om princippet om en tidligere folkepension til dem, der har haft et langt og ofte belastende arbejdsliv.

Politikerne bliver afkrævet svar
Indgår de ikke en aftale ved de kommende forhandlinger om tilbagetrækningsalder, kan vi love dem: Vi vil afkræve hvert enkelt parti et klart svar på, om de vil være med til at indføre et princip om tidligere folkepension efter valget.

Så kan vores medlemmer da i det mindste få et klart valg, når der skal vælges nyt folketing.

Vi insisterer på både ret til tidlig folkepension og en langt bedre seniorførtidspension. Kan vi tage det første skridt med en bedre seniorførtidspension inden valget, vil det også være godt og vigtigt. Så kan vi koncentrere os om ret til tidligere folkepension efter valget.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Mona Striib

Forbundsformand, FOA, formand, Forhandlingsfællesskabet
ufaglært

Per Christensen

Faglig sekretær, 3F Mølleåen, fhv. forbundsformand, 3F
tømrer

0:000:00