Forfatter: Sæt en stopper for ressourceforløbenes tortur

Af Lisbeth Riisager Henriksen
Cand.mag. og forfatter

Det er fire år siden daværende beskæftigelsesminister Mette Frederiksens (S) og S-R-SF-regeringens reform af førtidspension og fleksjob. Flere regeringer og beskæftigelsesministre har haft magten siden, men grundlæggende har ingen af dem villet forholde sig til alvorlig kritik af reformen. 

Inden Jørn Neergaard Larsen (V) 28. november 2016 fratrådte som V-regeringens beskæftigelsesminister og lod sig erstatte af en V-LA-K-regering med Troels Lund Poulsen (V) som ny beskæftigelsesminister, har han og forligskredsen, som tæller Socialdemokratiet, Radikale, SF, Venstre, Konservative og Liberal Alliance, evalueret reformen. Resultatet venter vi stadig på at få at se.

Jeg skrev et brev til forligskredsen med en række ændringsforslag til reformen. Det allervigtigste angår ressourceforløbet, som er en absurd indsats, når alle andre beskæftigelsesrettede tiltag allerede er afprøvet. 

Mange borgere er blevet sendt ud i sådanne forløb trods lægers og andre fagfolks advarsler om, at det er direkte helbredsskadeligt. Det har for eksempel de arbejdsmedicinske overlæger Rolf Petersen og Johan Hviid Andersen og professor i socialret Kirsten Ketscher advaret om, ligesom Institut for Menneskerettigheder har påtalt det i deres status over menneskerettighedssituationen i Danmark i 2015-2016. 

Politikerne er ligeglade med befolkningens lidelser
Hvor mange alvorligt syge mennesker skal segne under ressourceforløbsbyrden, og hvor mange eksperter skal fremsætte kritik, før regeringen og forligskredsen vil gribe ind? 

Nordjyske har dokumenteret, at der per maj 2016 var mindst 65 borgere, der ligefrem er afgået ved døden, mens de har været i ressourceforløb! Og der er kommet flere døde til siden dén tid. Hvorfor skal alvorligt syge mennesker tilbringe deres sidste år i ressourceforløb? 

Jeg begræder forligskredsens ligegyldighed med befolkningens lidelser. 

Lisbeth Riisager Henriksen
Cand.mag. og forfatter

Jeg begræder forligskredsens ligegyldighed med befolkningens lidelser. Én ting er, at man har gennemført lovgivningen bag lidelserne. En anden og værre er, at man også ser igennem fingrene med kommunernes ageren og kritikken af den samtidig med, at man kynisk fastholder, at det er kommunernes ansvar alene. 

Og jo, enkelte forligspartier fremkom i månederne op til vedtagelsen af Finansloven for 2017 ganske rigtigt med vage tilkendegivelser af, at ressourceforløbet måske er problematisk. Men interessen er stort set forsvundet lige så hurtigt, som det blev fastslået, at der ikke ville blive udskrevet noget folketingsvalg, og det lignede mest tomme hensigtserklæringer. Og uden opfølgende handling, det vil sige lovændringer, har tilkendegivelserne ingen betydning.

Afskaf torturen
Ressourceforløbene er det allerførste, forligskredsen bør få gjort op med! Loven bør ændres, så det skrives direkte ind i den, at kommuner ikke må gå imod de helbredsudredninger, som praktiserende læge og speciallæger har gennemført og konkluderet på. 

Og loven bør ændres, så der indføres en maksimal tidsgrænse på for eksempel et år for, hvor længe en borgers sag alt i alt må være under kommunal behandling, herunder i ressourceforløb, inden borgeren kan forvente afklaring til fleksjob eller førtidspension. 

Kan forligskredsen ikke blive enig om så grundlæggende lovændringer og rettigheder, så bør de, der betragter sig selv som socialt ansvarlige partier, opsige forliget. 

Alt andet må betragtes som medvirken til tortur.