15 topledere og eksperter: Sådan kan vi fremtidssikre det danske arbejdsmarked

Derfor er det vigtigere end nogensinde at sikre, at flest muligt kan arbejde og trives i både den offentlige og private sektor.

Og vi skal se på, hvordan opgaverne kan prioriteres og tilrettelægges på nye måder. For eksempel ved brug af teknologi, til gavn for både borgere, medarbejdere, virksomheder og hele samfundet.

Arbejdsmarkedet er en hjørnesten i vores samfund, og den danske model giver et stærkt fundament for både velfærd og vækst.

Arbejdsmarkedet spiller også en afgørende rolle for den enkelte. At gå på arbejde er en mulighed for at deltage i et fællesskab, tage vare på sig selv og folde sine kompetencer ud.

Men arbejdslivet skal også hænge sammen med hele det levede liv.

Vi skal derfor finde balancen mellem fællesskabets behov og den enkeltes ønsker. For det er et paradoks, at vi har et af verdens mest fleksible arbejdsmarkeder, samtidig med at ønsket om fleksibilitet fylder stadigt mere.

Balancerne skal ikke mindst findes i den danske model og ved overenskomstforhandlinger. 

Det kan virke banalt at konstatere. Men vores velfærdsmodel hviler på en fælles forståelse af, at alle bidrager med, hvad de kan.

Hvis flere trækker sig fra arbejdsmarkedet – for eksempel fordi de ikke kan holde til det, har råd til det, eller fordi de finder velfærden mangelfuld – så udfordres den balance.

Tilbagetrækning og vejen ind på arbejdsmarkedet

Så hvordan skaber vi forudsætningerne for, at alle kan og vil? Det er en svær men nødvendig samtale at tage.

Civilsamfundet bærer stor værdi – både i sig selv og i relation til arbejdsmarkedet. Der er behov for langt mere strategiske, forpligtende og langtidsholdbare samarbejder.

Civilsamfundet bærer stor værdi – både i sig selv og i relation til arbejdsmarkedet. Der er behov for langt mere strategiske, forpligtende og langtidsholdbare samarbejder.  

Claus Juhl, Anders Ladekarl, m.fl. (se afsendere i boks)

Vi bør for eksempel have et bedre blik for, at frivillige opnår en lang række kompetencer, som bør anerkendes i uddannelsessystemet og som erfaring på cv'et.

Og så er der brug for at få nuancer ind i debatten om tilbagetrækning. Der er så meget andet på spil end blot folkepensionsalderen.

For virkeligheden er, at det faktisk er færre end ti procent af os, som trækker os tilbage præcist ved folkepensionsalderen.

Omkring to ud af tre har allerede trukket sig tilbage, inden de fylder 67 år. Samtidig ser vi en stigende andel af seniorer, der fortsætter med at arbejde efter folkepensionsalderen.

Så der er et potentiale for, at flere kan blive længere. Et potentiale, som kalder på fleksible og differentierede løsninger.

Det handler også om dem på vej ind på arbejdsmarkedet. De skal kunne se sig selv i et langt arbejdsliv, som giver flere muligheder end blindgyder.

Det kræver fleksible uddannelsesveje, og det skal være lettere at skifte spor i arbejdslivet, så både helbred og kompetencer kan holde hele vejen.

Pension bør ikke være et enten/eller, men derimod rumme muligheder for en gradvis tilpasning af arbejdslivet, der gør det nemmere og mere attraktivt at udskyde tilbagetrækningen fra arbejdsmarkedet for dem, som kan og vil.

Vi skal derfor blive bedre til at forebygge, så flere har helbred og trivsel i orden hele livet og karrieren igennem. Og vi skal skabe nogle økonomiske incitamenter, der understøtter, at flere bliver i arbejde.

Der er mange flere veje, vi skal se på – og vi håber at fortsætte samtalen på tværs.

For den danske konsensusdemokratiske tradition er forudsætningen for det, vi har i dag – en stærk økonomi, et stærkt arbejdsmarked og et stærkt velfærdssamfund.