Gyserfinale endte med sejr til den danske model

ANALYSE: Det er først og fremmest en sejr for forhandlingssystemet, at det lykkedes at undgå konflikt på falderebet. I kulissen ånder regeringen og socialdemokraterne lettet op. Altinget gør brættet op efter et offentligt overenskomstdrama uden sidestykke.

Fem måneders opslidende slagsmål om fornyelse af overenskomsterne for 750.000 offentligt ansatte kulminerede lørdag aften, da forhandlerne på statens område som de sidste landede et forlig.

En lammende storkonflikt blev dermed afværget få minutter før slutfløjt i forlænget spilletid – forudsat, at de forhandlede kompromiser vinder flertallets gunst ved de kommende urafstemninger.

Rygterne om den danske models død har nu vist sig at være stærkt overdrevne. I hvert fald får det samlede forlig de sidste mange måneders diskussion om dueligheden af forhandlingssystemet på det offentlige arbejdsmarked til at virke en anelse skinger.

Højeste konfliktniveau i Norden
Det er en grundmekanisme i den danske model, at det nogle gange skal gøre rigtig ondt, før det bliver godt. Truslen om en udmarvende konflikt er netop det, der kan tvinge et kompromis igennem, hvor det ellers ville være umuligt.

Forskning fra Aalborg Universitet viste for nylig, at Danmark er det eneste land i Norden, hvor de offentlige arbejdsgivere har benyttet sig af lockout – og at man har det højeste konfliktniveau målt i antal tabte arbejdsdage.

En storkonflikt i maj måned havde uanset udfaldet tvunget arbejdsmarkedets parter og det politiske Danmark til nøje at overveje, om den danske model overhovedet passer til det offentlige arbejdsmarked.

Comeback til forligsmanden
Et regeringsindgreb i storkonflikten ville samtidig være et politisk mareridt så tæt op ad et folketingsvalg. For regeringen selv, men i særdeleshed også for Socialdemokratiet, som har arbejdet hårdt på de indre linjer for at presse forlig igennem på kommunernes område.

Politikerne kan nu ånde lettet op og sende varme tanker til forligsmand Mette Christensen, som ifølge centrale kilder især kan tage æren for den lykkelige slutning på overenskomstdramaet.

Og mon ikke forligsmanden også stiger et par grader i fagbevægelsens opfattelse, som ellers har haft lidt svært ved at tilgive, at hun smed håndklædet direkte i ringen under lærerkonflikten i 2013?

Det er dog tankevækkende, at staten lukkede som det sidste område. Det er kun sket én gang før, at staten ikke lukker overenskomsten som de første og dermed sætter barren for de efterfølgende kommunale og regionale forlig.

LO-forbundenes beslutning om at bryde musketereden og indgå delforlig på det regionale område viser sig i bagklogskabens lys netop at have haft den ketchup-effekt, som nu forhenværende FOA-boss Dennis Kristensen håbede på.

Forhadt privatlønsværn fjernet
Men hvordan gik det så med at få opfyldt musketeredens tre ben; reallønfremgang, en ny arbejdstidsaftale for lærerne og en overenskomstmæssig sikring af den betale frokostpause for statsansatte?

Med en lønstigning over tre år på 8,1 procent over hele linjen ser de faglige organisationer i hvert fald ud til at have trukket det stik hjem, der hedder reallønfremgang – og sikret, at offentligt ansatte holder nogenlunde trit med lønudviklingen i det private.

Samtidig er det lykkedes at sløjfe privatlønsværnet, som har været en torn i øjet på de offentligt ansatte, fordi det kun sikrede dem 80 procent af tempoet i den private lønudvikling i opadgående retning, men krævede 100 procents nedjustering i tilfælde af privat løndyk.

Ingen aftale om arbejdstid: Bondo må nøjes med en kommission

Lærernes arbejdstidsregler endte derimod i kommission. Den forhadte lov 409 med den tilhørende årsnorm kommer dermed fortsat til at regulere lærernes arbejdstid, men lærerne er udadtil glade for, at fem års bitter strid nu er afløst af samarbejde med KL.

Samtidig tolkes forligsteksten som en endegyldig blåstempling af lokalaftaler om arbejdstid, som siden 2013 har bredt sig blandt kommunerne trods højlydt brok fra Finansministeriet og KL.

KL glæder sig også over ikke konstant at skulle modsiges og kritiseres af vrantne lærere, men havde optimalt set håbet på en aftale, som én gang for alle kunne have ryddet lærernes arbejdstid af overenskomstbordet.

Har betalt for betalt frokostpause
Frokostpausen ligner også en sejr for lønmodtagerne. Dog en principiel en af slagsen, da kravet om en sikring af frokostpausen hviler på en formodning om, at staten pønser på at fjerne den – hvilket Sophie Løhde (V) og sågar statsministeren hårdnakket har benægtet.

Rent forhandlingstaktisk har Sophie Løhde dog næppe været ked af bekymringen. Selvom fagbosserne har gentaget i en uendelighed, at de ikke vil betale for noget, som de allerede betragter som en ret, er AC'erne i kommuner og regioner gået med til, at deres rådighedstillæg ikke stiger i tre år – hvilket svarer til 0,35 procent af lønrammen.

Det samme er formentlig tilfældet på statens område, selvom topforhandlerne efter forliget lørdag aften har pareret alle spørgsmål om pris og kun har villet tale om en "balanceret aftale".

På det foreliggende grundlag er det fristende at stemple de offentlige overenskomster som en sejr for lønmodtagerne.

Arbejdsgivere praler ikke
Modsat de faglige organisationer har arbejdsgiverne fra stat, regioner og kommuner nemlig været meget lidt eksplicitte i forhold til at fremhæve, hvilke krav de har fået indfriet.

KL har godt nok fået indfriet deres hovedkrav om en rekrutteringspulje, der målretter en halv milliard i lønstigninger til ansatte i hjemmeplejen.

Men det er svært at betragte som andet end et win-win, da det er nogle af de lavest lønnede offentligt ansatte, som nu får et ekstra lønløft. Det samme kan siges om de nye regler, som skal sætte en stopper for fratrædelsesgodtgørelse til kommunale topchefer.

Til gengæld har kommunerne måttet skyde en hvid pil efter ønsket om at hæve aldersgrænsen for ret til seniordage.

Suspense om lokal løndannelse
Arbejdsgiverne virker mest af alt glade og lettede over, at det til deres egen store overraskelse lykkedes at undgå konflikt. Men mon ikke der gemmer sig mere bag de overskrifter, som siden det første delforlig onsdag er sluppet ud til presse og offentlighed?

For staten har det først og fremmest været et brændende ønske at lade de offentlige chefer være herrer over en større del af medarbejdernes lønudvikling. Det er derfor nærliggende at lede efter en decentralisering af løndannelsen, når forligsteksterne slipper ud.

Arbejdsgivernes store smil og diskretion omkring egne succeser skal dog ikke forveksles med ydmyghed. Freden er ikke i hus, før forligene er godkendt ved urafstemning blandt medlemmerne af de faglige organisationer.

Så i de kommende uger vil man opleve fåmælte arbejdsgivere, som lader fagbosserne om at 'sælge' overenskomstaftalerne til deres medlemmer.

Og taberne? Det er de mange mindre forbund, hvis krav og særinteresser er druknet i musketerernes langstrakte udmattelseskamp.

De må pænt vente til 2021.

Forrige artikel Fuld plade: Løhde lander aftale på statens område Fuld plade: Løhde lander aftale på statens område Næste artikel Efter OK18: Mette Frederiksen skal tale i Fælledparken Efter OK18: Mette Frederiksen skal tale i Fælledparken