Hegelund og Mose: Spare-ritualet siden Anker

MANDAGSTRÆNEREN: Finansministeriets upopulære omfordelings-grønthøster holder 35-års jubilæum. Der har gennem tiden udviklet sig forskellige budgetbisse-modstrategier rundt omkring på Slotsholmen.

Foto: Thomas Lekfeldt / Scanpix
Susanne HegelundPeter Mose

”Spareplan rammer diplomatiet,” advarede Politiken i marts på forsiden, muligvis med håndholdt hjælp fra presseferme folk fra selvsamme udenrigsministerium. Fire uger senere kunne Rådhuspladsen i ny dommedagsjournalistik meddele, at ”Det Kongelige Bibliotek sløjfer hvert syvende job”.

Det lykkes fortsat på 36. år at rydde forsiderne med historier om Finansministeriets grumme grønthøster, der – år for år – nærmest rituelt barberer de statslige budgetter med en eller anden procentdel – og nu også har kastet sig over kommunerne. Tager man samtlige avis-skriverier siden grønthøsterens premiereår, 1981, for pålydende, er det et under, at den offentlige sektor og diverse serviceydelser ikke for længst er afgået ved en smertefuld død.

Subtil modværge
Slet så galt står det ikke til. Trods bloddryppende forsider som Politikens ”Privat forskning på museum lapper hul efter blodige besparelser” og Berlingskes ”Det er hele teatret, der bløder nu” – for blot at nævne et par af de overskrifter, Mandagstræneren i år er stødt på – er der fortsat 725.000 fuldtidsstillinger, når også regioner og kommuner regnes med.

Rundt omkring i statsadministrationen er der forskellige former for med-og modstrategier over for budgetbissernes knive: Selvbevidste ministerier sætter sig til modværge på subtile måder, mens andre strategisk ser en langsigtet fordel i at spille med.

Bundlinjen er, at pengene som regel kommer retur – enten som nye projekter i det samme område eller til betrængte ”kolleger” i særligt ophængte nabo-ministerier. Et perspektiv, der kun sjældent når avisforsiderne.

Lykketofts ”omprioritering”
Grønthøster-kickstarten kan føres tilbage til de dage, hvor Anker Jørgensens statsministertid nærmede sig sin afslutning. Siden fulgte Poul Schlüter trop, det samme gjorde Nyrup Rasmussen og Fogh – og siden Løkke Rasmussen, Thorning-Schmidt og nu Løkke igen.

Poul Schlüters ”genopretningsplan” betød op gennem firserne, at ministerierne hvert år fik skåret 2,5 procent på lønbudgettet og to procent på øvrige udgifter. Det indebar, at antallet af ansatte i staten faldt med over 10.000 årsværk.

Som ny finansminister i 1993 lod Mogens Lykketoft forstå, at grønthøsteren skulle på landbrugsmuseum og indførte i stedet en årlig ”omprioritering”. Uanset sproglig indpakning har staten gennem mere end tre årtier indhøstet – og i stort omfang omfordelt – i omegnen af to procent årligt.

Kun få embedsmænd mindes, at det nogensinde har været anderledes. Den faste ”oprydning” er anledning til at overveje billigere lokaler, gå it-licenser og server-drift igennem, studere energiforbruget og genoverveje diverse abonnementer.

Den overordnede embedsmandstaktik over for grønthøsteren afhænger dog af det enkelte ministeriums historik og selvopfattelse for ikke at tale om den aktuelle ledelsesbestykning.

Matrix-ledelse på Asiatisk Plads
Udenrigsministeriets departementschef, Ulrik Vestergaard Knudsen, har – som en række af sine forgængere på posten – en for embedsmænd usædvanlig gefühl for kommunikationsledelse.

På de ydre linjer er Asiatisk Plads ekspert i at få sit velartikulerede ”ambassadørkorps” – i form af tidligere udenrigsministre og toneangivende udenrigsanalytikere – til at råbe højt, når Finansministeriets knivblade endnu en gang nærmer sig.

På de indre linjer arbejdes der samtidig systematisk med at tydeliggøre, hvorfor en bebudet besparelse rammer, som den gør. Ledelsen går klinisk til værks: I et matrix-skema føres samtlige tjenestens opgaver ind, kontor for kontor. Derefter sammenholdes skemaet med regeringsgrundlaget. Laver diplomaterne monstro noget, regeringen ikke specifikt har bedt om?

Nu kan udenrigsministeren trykprøve listen – er der opgaver, han prioriterer, skønt det ikke fremgår af regeringens to-do-liste? Tilbage sidder ledelsen med en klar pejling af, hvad der skal opretholdes og udvides – og hvad der kan fjernes.

Eksamensaftener
På en række knap så hyggelige aftenmøder bliver samtlige 35 kontorers opgaveportefølje herefter eksamineret: ”Nedrustning? Hvorfor bruger vi tre årsværk på det, når det hverken står i regeringsgrundlaget eller er ministerens dagsorden?”, kan det lyde, mens den lokale chef argumenterer for sin sag det bedste, han har lært.

Én for en taler de ansvarlige chefer om vigtigheden af at tænke på fremtiden, om det afgørende internationale fætter-kusine-samarbejde og andet godt, der gælder for netop deres kontorer, mens gruppepresset og iltmanglen i det trange lokale på 6. sal får diplomatiets chefer gjort møre.  

Senest har matrix-eksercitsen betydet, at en tredjedel af de 750 ansatte har ændret funktion, mens 30 er sagt op. Udadtil er det samtidig tydeligt kommunikeret, at en række udenrigsområder ikke længere kan forvente diplomatisk mandsopdækning.

Spejderdrengene
Andre departementschefer kan have en anden grønthøstertaktik: De optræder som lydige spejderdrenge. Hvis vi embedsmænd tier og samtykker – og måske endda selv skærer dybere end krævet – kan det have to fordele. Dels gør ministeriet sig populær i Finansministeriet, hvad måske kan udløse senere godbidder fra finansministerkassen. Dels gør vi os klar til interessante projekter, som vores minister eller efterfølgeren en dag vil elske.

Tag Social-og Indenrigsministeriet, hvor toppen måske giver de bestilte budgetbisse-besparelser en skrue ekstra. Ve således den lokale styrelsesdirektør, der per refleks foreslår, at systemet ”bestiller” en forside i Politiken eller klager til Finansministeriet over urimelighederne.

”Tag, hvad der kommer, eller hold dig væk”, kunne det gælde i departementschef Sophus Garfiels regime, der er understøttet af en ny evidens-enhed på 20 mand.

Nu bruges grønthøsterritualet til måske at skrotte nogle af de knopskudte projekter, der gennem årene har hobet sig op i den sociale sags tjeneste. I embedsværkets interne, strategiske arbejdsprogram står til gengæld en stribe forslag og ideer, der endnu ikke fremgår af bestillingssedlen fra regeringen.

Forventningen er, at en minister vil påskønne, at ledelsen med rettighed omhu er klar med nye politiske varer på hylderne – samt have sikret sig, at der er penge til det.

Benspænd besværliggjort
Embedsmandstyper som Garfiel ser vel næsten den årlige øvelse som en kærkommen anledning til at gå forretningen efter i sømmene. Han har fra sin tid i finere ministerier selv stået bag overordnede spareøvelser og omlægninger og gider formentlig ikke bruge tid på at klandre Finansministeriet for små-uretfærdigheder.  

Selvom det måske kan være fristende at larme mellem de to runder i budgetprocessen, kører regeringerne i dag ydermere en så stram topstyring gennem K- og Ø-udvalget og disses forberedende embedsmandsudvalg, at lokale benspænd er besværliggjort.

De mest hardcore, når det gælder at udfordre systemet, er tidligere budgetbisser, der efter aftjent tjeneste i Finansministeriet nu sidder i top-jobs i fagministerierne eller måske KL. De ved præcis, hvilke kneb de skal bruge for at slippe så billigt som muligt ud af spare-øvelserne.

Herunder at bestille forsider i Politiken.

Rådgiver-og forfatterparret Susanne Hegelund og Peter Mose er partnere i HEGELUND & MOSE, der rådgiver om strategisk kommunikation og indflydelse. De er forfattere til bøgerne ”Håndbog for Statsministre, ”Javel, hr. minister” og ”Lobbyistens Lommebog”. Se www.hegelundmose.dk

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Sophus Garfiel

Departementschef, Digitaliserings- og Ligestillingsministeriet
cand.polit. (Københavns Uni. 1994)

Ulrik Vestergaard Knudsen

Vicegeneralsekretær, OECD
cand.polit. (Københavns Uni. 1994)

0:000:00